Sidste Arbejdsår – Dag 3 – Indenbords

Indenbords

Det er en udsøgt fornøjelse at gnaske frisk, rå, økologisk blomkål til frokosten – både i smag, lyd og konsistens! Under denne sommers hede hat har de rå grøntsager enkeltvis været fuldt ud så forfriskende for mig, som is har været det i alle årtierne inden min sukkersyge meldte sig.

Når vi går med nogle tanker i løbet af en dag, uden at få tid eller mulighed for at nedfælde dem, eller endog notere et par stikord, så er der ingen grund til bekymring, de går på lager og vender så venligt tilbage, når vi sidder bag skærmen og får brug for dem.

Navne er forunderlige! Når vi kender et menneske, så kalder vi det ved fornavn. Når vi kender mennesker mere på afstand – som i det offentlige rum – så er de som regel forsynet med både fornavn og efternavn. Den sammensætning kan blive til musik, den får sin egen melodi, så at vi ikke ænser det enkelte fornavn og det enkelte efternavn. De kan være så almindelige, så at vores nabo hedder noget nær det samme. Og alligevel er der en særlig klang ved netop dette navn, som vi forbinder med et bestemt menneskevæsen, der har givet os noget, der gik os til hjertet – vi tager tilløb til det navn, når vi siger det – der er både ouverture i begyndelsen, crescendo i midten og koda i slutningen. Man kan blive helt forbløffet, når man rigtig får øje på fornavnet.

Tak Svante for Benny!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *