Sidste Arbejdsår – Dag 85 – Daimon

Daimon

De indre dæmoner – dem kender vi godt. Dem har vi nok haft et par slåskampe med. Jeg blev forbavset, da jeg engang hørte, at en daimon var en god ånd, der hjalp mennesker. Nu har jeg spurgt Den Store Danske, og ifølge den betyder det græske ord daimon “gud, gudinde, skæbne” – og egentlig “tildelende”.

Sokrates brugte udtrykket “det daimoniske” om den indre stemme, der greb ind i hans liv på afgørende punkter. Platon fremstillede daimon som et mellemvæsen, der hverken er gud eller menneske. Man kunne sige, at et lykkeligt menneske havde en god daimon. Ordet kunne også få en negativ klang – sådan som vi kan bruge det i dag: Onde dæmoner – eller bare “de indre dæmoner”.

Hvis vi sender en mail til nogen, og mail adressen ikke er rigtig, så får vi som regel en meddelelse fra “mailer daimon” – og bliver forskrækkede og tror, at vores computer er angrebet af en ondsindet virus. – Og det var i sådan et tilfælde, jeg lærte, at en daimon kan være god! Inden for IT er det en god daimon, den giver os en meddelelse – en uanbringelighedsmeddelelse – sådan som det langsomme levende røde postbud i hine dage i oldtiden før IT kunne levere! Altså, at pakken, brevet ikke er nået frem, fordi adressen måske var regnet væk…

Spøgelser, der beliver de faldende blade, dystre indre dæmoner, og guddomme, der griber ind i vore liv, gode dæmoner, der bringer lykke.

Mellemvæsener i Multiverset – der passer på os!

Sidste Arbejdsår – Dag 3 – Indenbords

Indenbords

Det er en udsøgt fornøjelse at gnaske frisk, rå, økologisk blomkål til frokosten – både i smag, lyd og konsistens! Under denne sommers hede hat har de rå grøntsager enkeltvis været fuldt ud så forfriskende for mig, som is har været det i alle årtierne inden min sukkersyge meldte sig.

Når vi går med nogle tanker i løbet af en dag, uden at få tid eller mulighed for at nedfælde dem, eller endog notere et par stikord, så er der ingen grund til bekymring, de går på lager og vender så venligt tilbage, når vi sidder bag skærmen og får brug for dem.

Navne er forunderlige! Når vi kender et menneske, så kalder vi det ved fornavn. Når vi kender mennesker mere på afstand – som i det offentlige rum – så er de som regel forsynet med både fornavn og efternavn. Den sammensætning kan blive til musik, den får sin egen melodi, så at vi ikke ænser det enkelte fornavn og det enkelte efternavn. De kan være så almindelige, så at vores nabo hedder noget nær det samme. Og alligevel er der en særlig klang ved netop dette navn, som vi forbinder med et bestemt menneskevæsen, der har givet os noget, der gik os til hjertet – vi tager tilløb til det navn, når vi siger det – der er både ouverture i begyndelsen, crescendo i midten og koda i slutningen. Man kan blive helt forbløffet, når man rigtig får øje på fornavnet.

Tak Svante for Benny!