Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 47 – Hensigtsmæssighed

Hensigtsmæssighed

Det slående, når vi beskæftiger os med naturen, er altid denne hensigtsmæssighed. Det synes, som om naturen helt af sig selv virker hensigtsmæssig. At alt passer sammen så fint, at mennesket ikke kan gøre det efter.

Der sker forskydninger i naturens balance på mange måder, for eksempel bliver et område udsat for såkaldt invasive arter – altså invasioner af planter eller dyr i et område – der går nogle generationer, og pludselig, så står området i en ny balance mellem dyr og planter – alt har tilpasset sig den nye situation og fundet den bedst mulige måde at være til på – den mest hensigtsmæssige livsform – i samspil.

Der har været folkevandringer – verden blev global, og mennesker i hele verden blev kosmopolitter – alle har hjemme alle steder. Der går nogle generationer i de enkelte områder – og også dér finder vi, at man – hvis naturen får lov at råde – finder den bedst mulige måde at være til på – i samspil.

Hvordan går det til? Vi undersøger og finder forklaringer – vi udforsker og opdager nyt – vi gør os forestillinger – vi tror på nogle forklaringsmodeller.

Naturen er forud for os. Den kan noget, vi endnu ikke mestrer. Hensigtsmæssighed.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 46 – Udvikling

Udvikling

Naturens eget tag-selv-bord. Blomsterne er endnu leveringsdygtige, mens september rinder ud. Stauderne sætter nye generationer, og sommerblomsterne oplever en Indian Summer efter den lange tørke, der satte hele naturen i stå.

Udvikling. Også i menneskelivet. Nye generationer, der bygger på de forrige – og rækker videre ud over vore forestillinger. Nye kundskaber, nye evner, ny viden sender dem afsted ud i den tid, som vores generation ikke kan nå. Udvikling sker ikke alene i det enkelte liv, men også fra generation til generation. Alt virker med i processen, uddannelse, samfund, miljø, erfaringer, samspil i hele verden. Biologisk, genetisk udvikling giver evner og egenskaber, som vi endnu ikke forstår. Nogle gange sker det, at vores generations børn har egenskaber, som vi ser som symptomer, ligefrem som sygdom.

Måske er det ikke altid symptomer på sygdom, fordi nogle i den næste generation er anderledes. Måske rummer anderledesheden færdigheder, der rækker ud i fremtiden, som de fleste endnu ikke forstår og derfor ikke foreløbig evner at byde bedre vilkår.

Videnskaben er som planter. Den vil hele tiden gro, det er dens væsen, som det er træernes væsen, buskenes, staudernes. Og den bærer sit væsen med sig i sit virke. Videnskaben vil blive ved med at forske og undersøge alle nye fænomener, lære dem at kende og skrive dem med i de næste afhandlinger. Også når den arbejder med emner, som de fleste endnu ikke accepterer.

En afhandling, en videnskabelig rapport, en kulturel analyse vil nå en konklusion, men den vil også altid bære i sig et bud på den næste fremtid.

Verden kan ikke gå videre, hvis der ikke hele tiden er nyt at udforske.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 45 – Drømme

Drømme

Puf! Dér er en drøm. Puf! Dér er en anden drøm. Stiger som dis fra søen, falder som dug på blade, ruller som uldtotter gennem siv. Prikker på huden, stryger over håret, hvisker dig i øret. Lægger sig om skuldrene, et flygtigt sjal, der svæver videre over markerne og puf! Forsvinder i den blå luft.

Drømmen er din næring, der vil få dig til at stige opad for at sætte blomst, drømmen spreder grøde over dig, at du skal blive mild og moden, åbne dig og skænke nye skud til verden.

Drømmen er det puf, der sender dig afsted i livet, skaber pludselige glimt af klarhed, så forvandlinger kan finde sted.

Når først en drøm har rørt dig, bliver du selv en drøm.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 44 – Frihed

Frihed

Friheden findes overalt. Kun menneskenes rige kender barrierer, begrænsninger. Kun menneskenes rige kender grænser – grænser mellem lande, mure mellem mennesker, skel mellem du og jeg.

Havet strækker sig uendeligt under himlen og kender ingen grænser. Menneskenes børn higer mod horisonten, længes mod de fjerne vidder, ønsker sig at boltre sig som frie fugle mellem hav og himmel.

Det står i vores magt som mennesker at sætte sejl og sætte kurs og sejle fri af alle grænser, finde fred blandt nattens stjerner, bade i et morgenlys og rødme med den synkende sol.

Det står i vores magt at nedbryde grænser og flyve fri.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 43 – Transformation

Transformation

Transformationen er over os! Plakatfuld ruller den henover os – fuldmånen! Op af den sorte muld skyder de – alskens svampevæsener! Ned blæser de – alle bladene i høstens regnbuefarver!

Selv går vi ind i efteråret, ind til læring, svar på nysgerrige spørgsmål, ny viden, opfyldelse af drømme, inspiration, hygge, små gys, lange traveture med kølige pust ned i lungerne, hvide striber af ånde i luften, mosekonebryg om anklerne, hjem til varm kakao. Samtidig er vi gået ind i vinterhalvåret, forude ligger hvide vidder, novemberjulesalg og sneboldkampe, tøvejr og vintergækker.

Og indeni gennemgår vi forvandlinger, vi går fra det ene sæt rammer til det næste – rammer for vores udfoldelse – vilkår for handlekraft – vilje til fremdrift, forbedring, forløsning.

Vi skal atter blive som nye.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 42 – Lyset

Lyset

Vi sidder i toget, vi har samme formål – at komme afsted, som regel på arbejde. Vi rumler med toget, borer os igennem morgenstunden, vugges i dvale, falder i hvile, og masken triller af, øjnene glipper, vi er på randen til søvnen, i det ingenmandsland, der er imellem nuet og det ubevidste, vi er i samme kupé, vi er på vej i den samme retning, og vi overgiver os til dybet, kroppen noget nær følelsesløs, denne vidunderlige fornemmelse, at vi svæver uden for kroppen, vi er langt borte, ansigtet er faldet ud af sine folder – det er blevet transparent, og vi kan læses helt ind i sjælen.

At gå på opdagelse i et ansigt, hvis ejer svæver uden for kroppen. At få lov at få et glimt af sjælen, ane hvor den kommer fra, dens vej igennem kosmos, skue lidt af al den skønhed, som den bærer i sig, mens vi selv rutsjer ud ad en lysstråle og fornemmer hvor forunderligt stor en verden vi befinder os i, og kun modvilligt trækker os tilbage imod midten af det nye nu, hvor vi skal vågne op og blive atter menneske med hud og hår, der har en tidsplan og et punkt på linjen, vi skal af.

Lyset følger os, hvor end vi går, vi putter det i lommen, hvor det venter os, når vi skal hjem.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 41 – Centrum

Centrum

At være centreret. Det giver mange fordele. At være centreret i sig selv, at være til stede og årvågen. Så sanser vi alt omkring os. At sidde stille, mens verden drejer rundt om os, at iagttage, at registrere. At tillade verden at gå sin gang. At være i orkanens øje, at være fredfyldt, at være samlet her i nuet.

At ønske noget så brændende, at verden vil føje sig efter det. Fra centrum kan vi række umådeligt langt. Altid vende tilbage til centrum. Lade følelserne lejre sig som et klæde, der falder og lander på jorden. Have tillid til verden. Have tillid til sig selv.

At sidde som en støtte, ubevægelig. Og vente på, at maden selv frivilligt svømmer ind i næbbet… (Den var levende! Den blinkede og bevægede hovedet umærkeligt.)

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 40 – Menneskebarn

Menneskebarn

Hvor kommer vi fra? Hvem er vi?

Jeg har lige set de 5 TV programmer “Menneskets Store Vandring”, hvor teorien “Out of Africa” – ud af Afrika – efterprøves med bl.a. DNA test af mange forskellige folkeslag – med adskillige overraskelser – og først og fremmest forbløffelse over menneskets fantastiske overlevelsesevner og genialitet.

Jeg har lige åbnet bogen “Den Store Plan” af Gregg Braden, en brobygger af Guds nåde – han bygger bro mellem videnskab og spiritualitet. Han har selv erfaret at blive pludseligt og uforklarligt rask, og han har sat sig for at skrive menneskets historie om ud fra en ny og tidssvarende tankegang af det 21. århundrede, og med afsæt i vores arts oprindelse og forunderlige egenskaber som intuition, medfølelse, empati og kærlighed. Det centrale spørgsmål for mennesket igennem de ca. 200.000 år, vi har været på Jorden, er: Hvem er vi? Det er grundlaget for alle vores beslutninger, for vores forhold til os selv, vores relationer, vores verden og til det, vi ser som kilden til vores eksistens.

Jeg har lige lukket bogen “At dø for at leve” af Anita Moorjani, hvor hun fortæller om sin nærdødsoplevelse, da hun var meget tæt på at dø af kræft – og mirakuløst vågnede op igen og blev rask. I nærdødstilstanden oplevede hun, hvor storslåede vi er hver især, og hun forstod, at vi skal slippe frygten, være os selv og nyde tilværelsen.

Livet er så stort! – Vi er små krystaller på livets overflade.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 39 – Hukommelse

Hukommelse

Når det rimer, så passer det. – Et af alle de udtryk, jeg er vokset op med. At rime for at huske. Huskeregler. Vi må spille bold med begreberne for at lære dem at kende, for selv at tage dem i brug. Vi må på en eller anden måde angribe det, vi skal huske, gøre noget ved det, ændre på det – uden at der forsvinder noget af det. Det kalder på geniet i os!

Rim og remser. Den gamle folkesanger huskede kilometervis af vers, fordi de var inddelt i rytmer og mønstre, der gik igen. Der var omkvæd, der gentog sig med bestemte mellemrum, og der var bestemte linier i versene, der endte med ord, der rimede på hinanden. På den måde kunne man få fortalt nyheder fra land til land og fra by til by. Rimesmede kunne føje nye vers til, efterhånden som nyhederne hobede sig op, mens andre nyheder gled ud og blev glemt.

Mnemo er græsk, det kommer af mneme og betyder hukommelse – vedrørende hukommelsen. Mnemoteknik er husketeknik, systematisk hjælp til at huske.

Vi kan memorere noget ved at lægge det i rækkefølge eller tildele det en farve eller en form, en figur. Et langt nummer kan vi inddele i mindre enheder og give dem en særlig betydning hver især. Vi kan forenkle det, og vi kan koble det med associationer – koble det sammen med noget, der giver mening for netop os.

Et telefonnummer med 8 cifre kan vi “bide” over i mindre dele, så der faktisk bliver færre informationer at huske. Oftest bliver det delt i 4 tal i stedet for de 8 cifre. Men det kan også deles i fx 3 og 3 og 2.

Associationer kan være visuelle – når vi sætter billeder på – eller auditive – når vi husker det på rytmen eller rimet – eller kognitive – tænkte sammenhænge, når det ikke er knyttet til vore sanser. Formålet er at finde nemmere måder at huske noget på – gøre det morsomt eller farverigt, få dele af det til at spille sammen, så man måske får en helt tredie betydning ud af det.

Det kan også hjælpe at påvirke flere sanser på en gang – at være bevidst og se på, hvad man gør – og samtidig sige det højt – så har vi to muligheder for at huske det. Det er også et redskab i undervisning – at man fortæller noget på flere måder – fx at tegne eller skrive stikord på tavlen, samtidig med at man siger noget.

Der var det gamle trick med at binde en sløjfe om fingeren – så vidste man, der var noget, man skulle huske – men hvordan mon man holdt rede på hvad det var?

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 38 – Lydbillede

Lydbillede

Lyden er tredimensionel – nej mangedimensionel! Billedet er todimensionelt. Lyden giver rum til vore egne forestillinger, vi sætter billeder på, når vi hører noget i radioen, eller lytter musik. Videoen, TV-programmet, filmen rummer både billede og lyd.

At se. Vi kan se og se – og alligevel ikke se, ikke se det egentlige. At se på en flade, det kan sløve os – og vore egne tanker kan løbe af med os. Vi kan se forbi noget – og det er ret praktisk, hvis vi skal køre bil. Vi må ikke se på det, vi skal udenom, for så kan vi styre lige ind i det.

Det er lidt som det, Baard Owe sagde til Todo-træning: At vi må ikke tænke på skuldrene, hvis vi vil slappe af i dem, for så tilfører vi dem energi, og de vil spænde. Nej, vi skal se for os, at de slapper af! – Han sagde også: For at opnå, hvad vi vil, skal vi ikke ville det.

Alle disse paradokser, selvmodsigelser, er jo sjove, fordi de tilsyneladende strider mod hinanden. Men det de gør, er at gå et spadestik dybere og vise os den underliggende sammenhæng i alting!

Lyden kan blive hængende længe, den går ind i kroppen – den forplanter sig – den er ren vibration. Når vi skal spille musik, lægger vi mærke til rummets egenskaber. Der kan være en god rumklang, der bærer musikken afsted. Musikken skaber et lydbillede.

Når vi forener vore rum, får vi en afspejling af vore samlede ressourcer og hensigter i den ydre verden.