Måned: februar 2019

Forårets små Mi-Rakler

Dette helt lysgul-grønne skær omkring en træsilhuet. På afstand lyser den.

Forårssnak i bussen, foretagsomhed, latter, hum-hum lyder det oppe fra førersædet. Klik og klak og klong, når rejsekortet glider forbi den blå robot. Indkøbsposer, kuffert, hund og naboer, nik og grin, gebærder, knappen trykker stop, og døren går, man tager passagerrollen på sig, nogle stiger ud, nogle stiger ind. – Check, check, check. Husk at checke ud!

Forårsløg – ja påskeliljerne – duften af hyacint – vintergækkerne i flokke hen ad plænerne, tiden der kommer, jorden der drejer den rigtige vej.

Ja, her skal jeg af! – Og så er det mig næste gang!

Kernehus

Jorden midt i rummet – sneglen i sit hus – frøet i sin skal – cellen, kernen med sit eget rum udenom, fyldt med ilt eller vand, fyldt med den næring, den behøver…

Kuglen med sin dyrebare last af liv i trofast snurren om sin akse, i sin mælkevejsgalakse, i balance mellem driften udad og driften indad, i balance mellem rotationen om den egne kerne og den fælles kerne – den perfekte konstruktion, ufatteligt vi er her.

Løg, der åbner sig mod lyset og spreder deres farver. Et lifligt øjeblik – et menneske badet i sin sol.

27. februar – og kaffe på terrassen.

Gæs og Gæslinger

Solsmil. Solen kalder smilet frem på alles læber – uimodståeligt. Hele søen rundt. Sjove vildgæs – vi kan komme helt tæt på.

Solens varme i ansigtet – vi bliver mørkebrune inden aften. Der er sol til alle, det er alle aldre, alle slags fartøjer på hjul, hjulende ben, både små og store, det er en vild fest af bare umiddelbar glæde. Den første løsslupne forårsdag.

Andefuglene pudser sig, gæssene har indtaget alle øer og halvøer. Blishøns græsser side om side med gæssene. Ænderne finder sammen i kanten af de store siv øer. Sivene er højere end mennesker. Tykke som ryatæpper ligger de – pladerne af Erantis langs stien.

Hjem til alle bøgerne.

Omveje

På vej mod bøgernes rige er der flere hjørner, der først må ryddes op. Og der er en lang vandretur at gå. Som Kierkegaard skal jeg også gå mig mit daglige helbred til. Jeg kan ikke altid leve op til det, men idealet er at gå bare en halv time hver dag, når man har diabetes.

Tænk engang at opleve at være færdig med en bog! Det havde jeg ikke lige troet, at jeg skulle komme ud for. Men det faldt helt naturligt, og i dagene efter har jeg ikke fortrudt et øjeblik. Det er imponerende! Det er en fase i mit liv, som jeg er kommet igennem – oven i købet på en god måde. Det har givet indsigt og afklaring, meget spændende!

Der er flere steder, der skal have glæde af de bøger, jeg på den måde kan slippe.

Trefoldighed

Knopper bristefærdige på grene – mosset dækker stammer og jordbund, spirer træder ud af jordens skygge. Jeg mødte et træ i går – en trefoldighed, for det er tre stammer, der snor sig om hinanden – som i en tæt omfavnelse. Det træ vil jeg lære bedre at kende, jeg vil hilse på det hver gang jeg møder det og se, om vi kan få et venskab ud af det.

Solen får mere magt, lyset bliver stærkere og trænger igennem bladene, trækker løgplanternes pangfarver ekstra frem.

Bøgernes forjættende beretninger kalder.

Historier i dybet

Oh! At være i bøgernes verden!

Bøgerne er som koraller i menneskehavet. De rummer hver især en historie, som vi kan dykke ind i og læse fra ende til anden, eller vi kan kigge på alle forsiderne og omslagene, nyde at svømme rundt imellem alle de farver og former, der byder sig til i dybet.

Det er en fornøjelse at snuse, bladre, puste støv af alle mine bøger. Flytte rundt på dem, stable dem på gulvet i min boggrotte, slå slalom imellem dem med støvsugerslangen, det er ufatteligt så meget støv, der kan lægge sig inde UNDER bøgerne på hylden, hvor kommer det fra? At falde i staver med en bogstak i favnen, den øverste bog – titlen rammer noget i erindringen – hoste, fnyse og nyse – gå baglæns og glide ind i et billede af støvet tid.

En af mine ambitioner er at udskille bøger, jeg er færdig med, for at afgive dem til steder, hvor de kan indbringe lidt overskud til gode formål – samtidig med at de kan glæde andre bogorme, hvis blikke falder på længst glemte titler, som de engang har kendt og siden har savnet – eller titler, der giver genklang i en historie, de bærer i sig, som nu bryder frem og beriger.

En anden ambition er at få overblik over, hvilke bøger jeg har læst, og hvilke herligheder, jeg har til gode. Der vil være bøger, jeg har læst men glemt igen, og måske kommer til at genlæse.

Det egentlige formål er at få plads til mine udvalgte bøger på de hylder, jeg nu har.

Formummet

Sådan som solen kan stille skarpt på et bestemt motiv. Denne klarhed, når solens stråler er nået nærmest uhindret frem og belyser selve kernen, det udvalgte motiv.

Når vi rydder op, er det samtidig en renselse indeni – det er som at rense ud mellem hjernevindingerne. At være på det rene med sig selv og verden. Blive klar til ny udforskning, finde overskud til ny læring.

At sortere i datamængden, gøre sig klart, hvad der har udført sin opgave og nu er passé, søge det ud, som fortsat kan bidrage til vores udvikling – og gemme det, der står vores hjerte nær og måske vidner om udviklingsskridt, vi har taget – det kan blive til kære minder og historier, vi kan dele ud af.

Det er dette sorteringsarbejde, der tager tid og næsten kan trække tænder ud. Det er diskussionen med os selv om hvor vi er i livet, hvad vi har elsket, hvad vi er færdige med, og hvad vi ønsker os af den næste tid. Det er en stor mundfuld.

Men det er også en ubeskrivelig lettelse at nå igennem det, vide, hvor tapre vi har været. Det er helse, det er sundhed, vi bliver helt nye indeni. Vi er igennem og ser lyset for enden, og i øvrigt er der altid nogle sjove indslag undervejs. Mange tanker dukker op, vi gentænker gamle tanker og opdager måske, at de sagtens kan genbruges og give grøde til aktuelle temaer.

Find det på nettet: Trebunkesystemet – Piet Hein har så viseligt i dette Gruk beskrevet den dåd, det er at gøre orden i dat og dit! Finder du det ikke på nettet, kan du have stor fornøjelse af at gå ind i en rigtig levende boghandel og købe en hel samling Gruk – og læse alle de andre også! Grin og Suk!

Piet Hein skrev mange hundrede Gruk frem til sin død i 1996. Han blev født samme år som den franske filosof Jean Paul Sartre, 1905. Han var dansk digter, forfatter, opfinder, matematiker – og Verdensborger. Læs om ham på dette link: http://internet.is/thyrikap/gogn/Noveller_og_Gruk08.pdf.

Violin

Melodimønstre, rytmemønstre, musik uden tid, mønstre i stedet for takter. Vi mødes i livets mønstre, mens vi sætter regler op som taktstreger. Livet kan ikke sættes i bås, vi kan ikke passes ind i firkanter – eller trekanter. Vi er levende mennesker, der ånder som træet og suger næring til os, som træet suger vand op om foråret.

Man kan sige om et musikinstrument, at når det kommer op at hænge på væggen, så dør det. Men man kan faktisk godt genoplive en violin, men da skal man ville det, man skal spille på den hver dag, og det kan tage lang tid at bringe lyden og klangen tilbage. Det kan også være for sent, det kommer an på violinens tilstand og hvor længe den har hængt urørt.

Det er lige som et menneske, det kan hentes frem igen af glemslen – af dybet, det måske var sunket i. Men det kommer an på dets tilstand, og det kommer an på, om man tror på at det kan lade sig gøre. Man skal ville det.

Hvis et menneske har været uden arbejde i årevis, skal der mere til end at finde et arbejde. Der er meget, der skal hentes frem og bringes på plads. I alle de år har det menneske ikke fået lov at følge med i arbejdslivets udvikling. I de år har det menneske måske mistet troen på sig selv.

Vore regler siger i dag, at man må ikke modtage supplerende dagpenge i mere end et halvt år. Så skal man enten have fundet et fuldtidsarbejde, eller man skal blive ledig på fuld tid. Er man tæt på pensionsalderen, er det i erhvervslivet af i dag meget vanskeligt at få nogen til at ansætte sig, og da yderst sjældent på fuld tid. Har man deltidsarbejde i den alder og mister retten til supplerende dagpenge, så må man forlade deltidsarbejdet og blive ledig på fuld tid. Så kan man igen ikke følge med i arbejdslivets udvikling. Det slag taber man. Erhvervslivet taber også den gnist, der var i det menneske på deltid. Staten taber også på det, fordi den skal betale dagpenge på fuld tid.

Hvis vores samfund skulle komme på den tanke, at man bør udnytte ressourcerne bedst muligt og skabe win-win situationer – ja så har vi hermed leveret ganske udmærkede idéer, hvad angår arbejdsmarkedets ressourcer:

Har man et godt deltidsarbejde, og er man en lidt sårbar spiller på arbejdsmarkedet, så skal der være en individuel vurdering, der giver plads til, at man bliver i sin deltidsstilling, til man får andre muligheder eller man pensioneres. Så får vi en vindersituation til gavn for alle parter.

Ja, man kan ligefrem være så heldig at bevare kontakten til arbejdsmarkedet, når man pensioneres, så at man kan få et lille deltidsjob…

Lite grann från övran

Rammer, der skifter. Mellemtid. Små stille begyndelser. Blålilla krokushoveder og tulipanblade som spydspidser. Nye bølger, sinuskurver, rumler, cirkler, livscykler. Fuglelyde i krattet, de ses ikke, men der bliver faktisk spist af fuglefrøene.

Dale ned i sysler, oprydning, gøremål, planer. Glæde. Mærke efter og lytte til kroppen og sindet. Fordybe sig, udforske, opdage, nyde sit eget tempo. Tillade sig at dvæle, være til, grunde over alting, åbne sig for nye impulser, tænke nye tanker. Gøre tingene på en ny måde, flytte rundt på møbler, finde nye steder at sidde.

Og så kommer jeg i tanker om den svenske sang ”Lite grann från övran” – og lærer nyt:

Edvard Persson – indspillet November 1939
Tekst: Lasse Dahlqvist – 4. vers: Edvard Persson

Lite grann från övran (der står faktisk ovan, men han synger övran)

Første vers af Lasse Dahlqvist begynder:

Jag är en liten gåsapåg från Skåne…

Tredie vers af Lasse Dahlqvist lyder:

Du kära gås som stolt i skyn dig svingar,
Har ingen farlig last att kasta ned.
Ty du bär fredens vita vackra vingar,
som världen längtar efter mer och mer.
När människobarnen går därnere och kivas,
då resonerar du nog liksom jag.
Tänk vad skönt det är ändå
att få sväva i det blå.
Och se Er lite grann så här från övran.

Fjerde vers af Edvard Persson lyder:

Nu jordens alla murar börjar skaka.
En samling dårar satt vår värld i brann.
Vad fäderna byggt upp bliver pannekaka.
Det ryck og slits i gamla vänskapsband.
Ack kära Ni som slåss dërner på jorden
kom upp och ta en liten titt med mig.
Jag är ganska säker på
att Ni skäms en smula då
när Ni ser vår gamla jord så här från övran.

Frihedselskende

Frihed koster ikke penge. Den ligger indlejret i os og hænger nøje sammen med respekten for alt liv. Vi holder hinandens frihed i vore hænder.

Det står i vor magt at sætte hinanden fri, at bevare vore idealer og respektere andres idealer. Vi kan sagtens få opfyldt vore ønsker, uden at det skal gå ud over andre. Det er måden, vi gør alting på, måden vi tænker på, måden vi agerer på, der kan gøre forskellen.

Jeg ønsker for os alle, at vi skal være både frie og elskende – hele vejen fra indgangen til udgangen.