Milepæl
Sidste dag af et års ventetid. Nu følger et limbo frem til den første dag i mit nye livsafsnit. 16 dage forude, hvor jeg nok er retsmæssigt pensionist, men først økonomisk set bliver det den 1. september.
Det er en stor dag, når vi når skelsår og alder i forskellige faser af livet. I går var en stor dag for menneskeligheden i Danmark, den giver håb for dette nu og for den næste fremtid for os alle. Lad den stå som symbol også for mit sceneskift fra arbejdsliv til mit næste livsafsnit.
Jeg har tilbragt mit første 1½ år på et børnehjem. Der var uvished om min skæbne, det var meningen, at jeg skulle bortadopteres. Men så opstod en anden mulighed, men den holdt ikke. Og så var jeg igennem et nyt sceneskift, det holdt ikke ret længe, så var vi to, der gennemgik atter et sceneskift. Så blev der ro, til jeg blev voksen. Så ja, i dybet et sted, så kender jeg oplevelsen af at være udsat, ikke høre til hos nogen, ikke være elsket, og at længes – det har ingen ord, fordi jeg ikke havde et sprog endnu – sansninger uden ord har magt. – Men jeg var meget meget heldig i forhold til Godhavnsdrengene og alle de andre børn rundt om i landet i den periode, der er skrevet rapport om – fra 1946 til 1976.
Det lader nemlig til, at jeg har haft tålelige forhold, det har nok været et venligt sted, og jeg tror ikke jeg har lidt overlast fysisk og socialt. Jeg har oplevet det, som alle børnehjemsbørn altid vil have til fælles, jeg har savnet den særlige omsorg, som et nært menneske kunne give. Traumer fik jeg senere – og kærlighed fra netop sådan et nært menneske.
En tidlig barndom med store sceneskift, utryghed, uvished og måske ligefrem ufred, psykiske traumer og korporlig overlast, har først og fremmest den virkning, at barnet fra begyndelsen står ubeskyttet, det får ingen redskaber til at klare sig i verden med, og det får ingen grund til at tro, at det har ret til at være her.
Godhavnsdrengene og så mange med dem blev af Staten fjernet fra deres hjem og anbragt på en institution. Og de fik en behandling end værre end den, for hvilken man fjerner børn fra hjemmet…
Inderligt tak til vores nye statsminister Mette Frederiksen for at have taget det ansvar, som Staten forsømte i så mange år – og i de ekstra år, der gik med skiftende regeringers ansvarsfraskrivelse!
Det skal inspirere hele vores samfund til det eneste rigtige: At vi skal behandle hinanden ordentligt og værdigt i alle forhold.
Min transformation er ved vejs ende – den er samtidig netop ved at begynde.