Måned: januar 2019

Flyve fri

Brede vingerne ud, drive under skyen, duve ved et lille vink med vingespidsen, langt nede gæs på en ellipseflade, gåsemarathon i et løbefelt, små snebjerge står som støtter og hepper på deres favorit. Lys i striber mellem træer, gæs og stære på overvintring. Sceneskift og vinterlys, der rækker ud mod jordens runding, solen skråt i øjet, forbindelsestråde, der rækker ud over enhver runding, som tiden måtte møde. Himmelkuplen over vandets sprøde skorpe, blade – endnu lysende få.

Vente på vårens fugletræk.

Rimdis

Den første sol rører det røde træværk. Træet er stivnet i rimens favntag, spor, der løber ud og kommer hjem igen, spor der var engang, og spor der trækkes ud i fremtiden. Løvet sparsomt, frosset fast i mintgrønne småbuketter, en ny morgen på vej mod sommer.

Mennesker, der sætter spor.

Pasteldrømme

Himlen er fuld af pasteller, mens vi går rundt i lyserøde drømme. Hele synsfeltet samlet omkring en solsort. Utallige forgreninger, skovens fletværk, over det store isvælde.

Drømme kan opklare, dølge, lindre, vække os af vor slummer. Vi kan dagdrømme, vi kan dele vore drømme og forsvinde ud i drømmedis.

Af drømme kan vi bygge nye virkeligheder.

Rumlighed og Rummelighed

Alle disse rum! De rum, vi lever i, sover i, spiser i, skændes i, elsker i, går i skole i. De rum, vi arbejder i, kører i, sejler i, flyver i. Rejser i. Rejser igennem. For at nå ud til et lille stankelben i rummet med udsigt til den blå klode med ”The Blue Line” – den blå linie i kimingen.

De, der har rejst i rummet, er blevet mere rummelige mennesker. De har erfaret, hvor smuk vores klode er, hvilken fantastisk balance af enorme dragepust og Herkules kolosser og kollisioner og forløsning af perfekte kemiske reaktioner, der skal til for at skabe netop det miljø, der gør vores klodes liv muligt.

Rummet i rummet – de rum, vi skaber imellem os – rum uden vægge, uden afgrænsning – uendeligheder – og alligevel kan vi nå hinanden – tanken flyver hurtigere end lyset – fællesrum – rum der lægger afstand imellem os – rum, der genforener os. En rumlighed, der kan høres – arkitekturens ypperste kunst, arkitekturens musik – rummets musik, sfærernes musik.

Mængder og delmængder – geometri – viden om, hvor øjet bliver af, når vi følger et rums bevægelse – viden om, hvor lyset, hvor lyden bliver af. En figurativ fornemmelse, der mærkes mod dit åndedrag, som flagermusens ekkolod i rummet, som hjertets slag i din bevægelige krop.

Rummets genklang i indret – rummets evne til at udvide os – at skænke os rummelighed.

Se verden i det rette lys

Fuglenes spor i sneen bliver så uldne, når der har været høj sne, og den begynder at tø. Lige nu ligner de små juletræer, andre gange funderer jeg på, om de kan have været de første runetegn.

En TV-udsendelse om søvn var meget interessant. Man kan se i generne, om vi er A- eller B-mennesker, om vi er følsomme over for koffein, om vi har søvnproblemer – om vi har svært ved at falde i søvn, eller om vi vågner om natten og ikke kan sove igen.

Man ved, at søvnmønstret hænger nøje sammen med fysikken. For lidt søvn giver os trang til søde sager og flere kulhydrater, vi bliver mere sultne. For lidt søvn er også kædet sammen med fedme og type 2 diabetes. Stress kan forstyrre søvnen, og det påvirker hukommelsen.

Også lys og mørke påvirker hele vores fysik. Morgenlyset er det bedste vækkeur, det kan spare mange sovepiller – vi skal have morgenlyset ind i rummet, hvor vi sover, og vi skal fjerne de digitale enheder derfra. I vor tid er vores krop kommet ud af trit med vores indre ur – vores indre Big Ben. Vi har lukket os inde i vore rum, vi har lukket vinduet i, rullet persiennerne ned, trukket gardinet for, tændt det kunstige lys – vi har gemt os væk fra vind og vejr, lys og skygge, sne og is og tø og sol og regn.

Vi skal have frisk luft og naturligt lys og mørke. Det kan genskabe balancen. Det er jo ingen stor nyhed, at vi har bedst af den nære kontakt med naturen. Kun står vores moderne levevis ofte i vejen for det.

Rejsende i tid

Der er 200 dage tilbage, til mit otium begynder! I tankerne rejser jeg i forvejen og indretter mig i min nye dagligdag. Jeg er fuld af idéer til gøremål, der er mængder af opgaver, praktiske og digitale, mentale og fysiske, sociale og spirituelle, som jeg glæder mig til at udrette. Jeg kunne lægge ugeskemaer, sæsonplaner, ferieplaner, jeg kunne forbruge flere år på små øjeblikke! MEN jeg må jo ikke tage det fra mig selv, jeg må nøjes med forestillingerne og drømmene. Tiden skal blive rigtig. Og al den tid, der skal leves i de næste 200 dage skal med i erindringen, før jeg lægger planerne.

Alle minutterne er kædet sammen, og rækkefølgen er vigtig. Vi kan ikke springe minutterne over, tiden er støt fremadskridende, skønt vi oplever den vidt forskelligt på forskellig tid. Tiden er elastisk, siger vi, men det er faktisk os, der er elastiske i vores oplevelse af den. Tiden kan være nådig, den kan være ørkesløs, vi kan være i rette tid på rette sted. Vi kan se det for os – et puslespil, der pludselig samler sig, alting falder på plads, og vore planer og gøremål lykkes.

Når vi glæder os til noget, så kan vi næsten slå det i stykker med alle vores forestillinger og forventninger. Det er en kunst at slå sig til tåls, have tålmodighed og lade tiden ske, som den er skabt. Dér gavner den os bedst.

Det går ikke at røve tiden, så mangler den bare et andet sted.

Kærlighedens væsen

Det store kastanjetræ er blevet fældet. Nabokastanjen står solidarisk tilbage med kærlige minder.

I dag står jeg med en afklaring. Jeg har fået klar besked om, at det er diabetes type 1, jeg har, og ikke type 2. Det betyder også, at nu er jeg i gode hænder, nu skal jeg få støtte, viden og praktisk info, så jeg selv kan overtage pasningen – finde den rette sukkerbalance og leve et så nær normalt liv som muligt.

At få vished – det er det fineste man kan få. Uanset hvad det måtte gælde. Få ro i sjælen og finde en balance med sin nye viden. At stå ved roret igen i sin egen båd. At måle sin næste fremtid op med sin egen sekstant. Vide, hvordan man tackler alle bølgerne. Og vide, at alt mit navigationsgrej fungerer.

Vished afføder taknemmelighed. Taknemmelighed bringer kærligheden frem i os. I store øjeblikke oplever vi det: Kærlighedens væsen er overalt.

Lyset gennem verden

Lyset rejser igennem rummet, lyset har en bestemt hastighed. Lysets hastighed er 299.792.458 meter pr. sekund – det er omtrent 300.000 km pr. sekund.

Lyset bringer bud. Lyset fortæller rumhistorie, det vidner om sit udgangspunkt i tid og sted. Hvor gamle er lysets nyheder? Det kommer an på, hvorfra vi vil have dem. Hvis de bare skal være et minut gamle, så skal de hentes 60 x 300.000 km væk – det er 18.000.000 km – altså 18 millioner km væk. Det er så svimlende, at jeg er helt i tvivl, om jeg tænker rigtigt.

Vi kunne driste os til at spørge, hvor langt væk timegamle nyheder ligger. Det skulle være 60 x 18.000.000 km væk – det er det samme som 180.000.000 x 6 = 60 + 48 med 7 nuller efter = 1.080.000.000 – altså 1 milliard og 80 millioner km væk. Pyh, jeg er ingen ørn til at regne! Jeg har mistet fodfæstet!

Lyset er det hurtigste postbud, jeg nogensinde har hørt om!

Digitalt vraggods

Mens tiden hælder, samles ting og tanker, mindre dele bliver til ét, de lægger sig i lag, strukturer tegnes op og mødes i en helhed. Konturer viser sig af det, der var og det, der kommer, alting suges ind i tidens malstrøm, brudstykker hvirvles rundt, indtil de flyder stille ud i det digitale hav, der ligger spejlblankt og uudgrundeligt og glider ud af fokus.

På nye kyster vanker vi og venter på de digitale strømme, der vil drive ind imod os med de vældige vinde, dønning efter dønning vil efterlade spor af fordums glans, og vi sanker lykkeligt tålmodigt alle havets skatte fra de svundne tider, bærer dem i favnen med ind i vores nye nu, hvor de skal give genskær af værdier, vi har savnet.

Et bestandigt nu, der transporterer vor erindrings digitale vraggods sikkert gennem alle tider.

Billedramme

Det er ispytternes tid i det lille galleri. Billedrammen er hentet fra – en ispyt!

At være i gode rammer – at holde sig inden for rammerne – at ramme plet. Rammer kan være værn, de kan også lukke os inde eller begrænse os. Vi kan ofte selv vælge rammerne, men når vi ikke kan, så kan vi vælge, hvordan vi vil have det inden for de givne rammer. En rammende bemærkning kan sætte noget på plads. Og vi kan sætte hinanden i glas og ramme.

Vi kan sprænge snævre rammer – bryde ud af rammerne – og gå den modsatte vej af det, der forventes. Vi kan blive handlekraftige og bryde fri. Vi kan elske de vante rammer, fordi de giver tilpas frihed inden for de trygge rammer, vi behøver.

Engang troede jeg, at tryghed var en modsætning til friheden. – Jeg funderede rigtig meget over, hvad den fulde frihed var. Vi kan til en vis grad vælge, hvilken blanding vi ønsker os. Denne grad af valgfrihed er afhængig af de givne samfundsmæssige rammer og et verdenshjørne med nogenlunde fred og frihed. Ude i ekstremerne vil valget stå mellem den fulde frihed og den fulde tryghed. Begge kan de blive som et fængsel – den ene levner os ensomhedens fængsel og afskærer os fra socialt samvær – den anden stækker vores vinger og tager handlekraften fra os.

Blandingen balanceres imellem tryghed og frihed – socialt samvær og personlig frihed – og frihed under ansvar.