At ytre sig
Alle de tanker, der flyver igennem mit hoved i denne tid, hvor jeg tæller ned til pensionens tidsoase, bliver jo dybe, og på en måde, så gennemgår jeg nok al den tid, jeg har været til. Som jeg jo siger, så er vi eksperter i at skabe mening i det skete, og den sidste finish lægger vi nok, når vi har stunder til at tænke tilbage. Det sker ikke uden fortolkning. Vi er ikke – og er aldrig – uberørte og objektive!
Der går alvor i den lynhurtigt, når først mine tanker slipper fri, jeg havner i dybderne med det samme – det må være fordi jeg befinder mig vel dér. Jeg har været meget alene, især i min barndom, og trives fint med det, jeg kan altid beskæftige mig, jeg er ikke bange for at være alene med mig selv. Døden mødte jeg tidligt, den er mig heller ikke fremmed. Derfor er de dybe øjeblikke, der følger med den, heller ikke fremmede for mig. Man sagde om mig, at jeg var gammelklog.
Det har jeg været meget åben om altid, men jeg skulle lære, at det er ikke alle, der har det sådan, og det kan faktisk gøre nogen ondt, det kan blive for voldsomt, hvis jeg taler for direkte om de dybe ting, så jeg har lært at blive mere forsigtig med årene. Vi oplever de stunder alle sammen i løbet af livet, men i ret forskellige livssituationer, og vi skal have fred i privatlivet til at tænke de tanker. Vi skal have tid til at indstille os på de dybder hver især.
Vi har ytringsfrihed, siger vi. Allerede i min barndom og ungdom talte vi om ”Frihed under ansvar”. Mon det fortsat gælder? For så har vi nemlig også ytringsfrihed under ansvar. Vi har altid et ansvar, når vi taler til og om nogen. Når vi ytrer os offentligt – men også personligt. Det er blevet nemmere at slippe noget ubehageligt personligt ud i de digitale såkaldt ”sociale medier”. Men så er det jo ikke socialt mere – så er det asocialt. Når fingrene kan flintre uantastet hen over tasterne med ord, udtryk, udtalelser, tanker – der gør andre ondt – frem for at skabe en brugbar debat om mangt og meget – så er det asocialt og hører ikke hjemme i noget medie – og så kan det forværre den sag, man måske egentlig havde at fremme eller forsvare.
Vi kan med vores måde at sige det på – både skriftligt og mundtligt – stå i vejen for vores budskab. Det sker i alle former for ytringer. Da jeg engang på et Voksenpædagogisk grundkursus havde fremlagt et emne, var den øjeblikkelige tilbagemelding, jeg fik: – Du skal forstå at dække dig til, så du ikke står i vejen for dit eget budskab! Der var for nem udsigt til min barm, og jeg anede det ikke! Aldrig havde jeg tænkt den tanke! – Altså, når man holder foredrag, så skal man ikke samtidig være mavedanserinde!
Man kan aflede opmærksomheden, som det hedder – det kan bruges som undvigemanøvre, den slags tricks er flittigt brugt af tryllekunstnerne – og af tyveknægtene!
I reklameproduktionen er man rigtig godt klar over, hvordan hvad virker. Det er dens metiér at vide det. Psykologien i at nå sine målgrupper, men så sandelig også måden, man fremstiller en tekst på – og dens samspil med illustrationen. Vi kan tage pusten fra enhver med en illustration, der fuldstændig overfuser vores budskab. I mine små digitale collager skal jeg passe godt på ikke at sætte en skrigende ramme om et billede, så det tager de skønne farvenuancer ud af resten af collagen. Skal der en ramme om, så skal den fremme de strålende motiver i collagen. En bemærkning kan være velanbragt, vi skal rette vores skyts med omhu – ikke mod gråspurven – men mod den meteor, der er på vej mod jorden.
Som privatpersoner er vi jo ikke professionelle – det bliver vi aldrig. Når vi begiver os ud på nyt terræn – som jeg gør med min blog, hvor jeg faktisk – lidt frygtsomt – udtaler mig offentligt – så er vi ikke mestre. Et forbehold er nogle gange på sin plads. Hellere et for meget end et for lidt. Således vil jeg gerne sige:
Jeg kunne ikke tænke mig at skade nogen, gøre nogen ondt, provokere eller skræmme nogen. Vi kan alle tage fejl sprogligt, når vi vil formulere noget, det kan blive klodset – også mundtligt, dér spiller mange ting ind: Usikkerhed, måske manglende selvtillid, frygt, kådhed, tankeløshed – men det er ikke vores – og min – mening at volde skade – og vi får måske ikke sagt det, vi gerne ville, eller sagt det på den måde, vi ønskede.
Det er ikke altid, at vi får det rettet og gjort godt igen, tiden kan skille os ad, og så fik vi måske ikke afsluttet på en ordentlig måde. Det er ikke noget, der lykkes for os altid, så vi skal huske, at når vi fx mister forbindelsen med et menneske, så er det ikke nogens skyld. Der kan komme noget i vejen, vi kan være ramt af noget, der gør os tavse en periode, og så pludselig er tiden gået, og det er for sent.
Det er en gave at møde andre mennesker, at være sammen, have skønne stunder sammen eller have arbejdsperioder sammen, hvor man kender hinanden på nogle bestemte områder i en dagligdag. Tiderne skifter, der er sceneskift – og vips, så er vi et andet sted i universet. Men vi har hinanden med i tankerne og finder os frem i nye sammenhænge og dvæler en stund – og står der med smilet og taknemmeligheden, som vi ikke kan anbringe hos den, der var årsag til den.
Jeg kunne tænke mig et – usynligt – visitkort, hvor der på bagsiden står både ”Undskyld!” og ”Tak!” – At dele ud til alle mennesker, jeg møder. Som det nødvendige forbehold og udtryk for den ordentlighed, jeg måske ikke altid mestrer.
