Præ
Her i denne limbo-tid lever jeg og har det godt. Fremtidigt bliver det ikke hver dag – men ind imellem, at jeg lægger en hilsen på min blog – når jeg har noget særligt på hjerte.
Snart begynder min nye blog med navnet ”Livet efter Arbejdslivet” med indlæg, der skal give glimt af et nyfødt pensionistliv, de første spæde skridt udi et nyt tidsafsnit, de første glæder – og måske udfordringer – for en pensionist-novice. Webadressen er www.livetefterarbejdslivet.dk.
Det er en tid for tilbageblik over det nu forgangne år, hvor jeg har øvet mig i at finde ro, at give slip, ja, ligefrem at slappe af. Det har jeg arbejdet hårdt på, så jeg har slidt og slæbt med at rydde op indendørs og udendørs, i kroge og i gemmer, i skabe og i skuffer, ting og tangel er kasseret, skænket væk og solgt, mens lidt alligevel blev skånet – og bedst af alt blev der mediteret og erindret, og de gyldne øjeblikke har jeg samlet, de skal med i mine digitale gemmer.
Der er 10 dage tilbage af mit limbo. Jeg må jo spørge ordbøgerne om dette ord, jeg kan ikke bruge det uden at vide, hvad det kommer af! Hos sproget.dk får jeg god besked: Der er to betydninger af ordet limbo – eller rettere, det er to forskellige ord, der er ens. Det kommer af italiensk limbo eller middelalderlatin limbus, kant eller rand.
Det ene kom som nyt ord ind i dansk i 1963 og betegner en vestindisk akrobatisk dans, hvor man med bagudbøjet overkrop danser ind under en stang, der sænkes fra passage til passage.
Det andet ord kom i 1973 fra katolsk middelalderteologi og står for området mellem himmel og helvede, et opholdssted for sjælen, en overgangsfase.
Jeg er midt i min overgangsrite – jeg, en præ-pensionist.