Måned: april 2019

Grundstensnedlæggelse

Da der er et stort hul, kunne man ikke godt fejre det med at tage det første spadestik. Så fandt man på i stedet at lægge en fundamentssten – som de gjorde i oldtidsrigerne – men ikke blot en sten, det er en kasse med hilsener i til den fremtid, der engang finder den, måske fordi man skal til at bygge nyt og endnu bedre.

Bygningen skal stå færdig i slutningen af 2020 og skal huse Steno Diabetes Center Copenhagen, hvor behandling af Diabetes og forskning på verdensplan skal blive et vigtigt center i Norden og en vigtig model for hele verden. Det nye hus vil i sin arkitektur og sin indretning i sig selv fortælle historien om, hvordan vi møder hinanden i arbejde, samarbejde og behandling med hjælp til at tackle livet med diabetes. Her er man velkommen, herfra skal udgå inspiration til naboer, til Steno centre rundt i landet og til resten af sundhedssektoren.

Brugerinvolvering, brugerinddragelse – det foregår mange steder i sundhedsvæsenet – vi, brugerne, har været med i alle led af planerne og forberedelserne til både udformningen af det nye hus og til det faglige og det menneskelige indhold i den dagligdag, der vil fylde det.

Der bygges arkitektonisk vellykkede huse, og der bygges menneskeligt vellykkede broer. Lad det inspirere i hele verden, så at mure ombygges til broer.

Hjerterum

At gå ind i sit hjerterum og komme i tanker om det egentlige. Huske alle de forunderlige stunder, hvor bevægelser mødes og særlige oplevelser venter. Stunder, hvor kærligheden bruser op indefra, og vi er ekstatiske og lykkelige, uden at vide hvoraf det kommer. Hvor vi er i stand til – virkelig – at føle kærlighed for alle væsener uden undtagelse. Hvor vi glemmer hverdagen, glemmer ethvert forbehold, hvor vi rækker langt ud over forestillinger om at være klog, skeptisk, naiv, udspekuleret, mistroisk, tillidsfuld.

Stunder, hvor vi er til – som en anden køn plante. Fra den tilstand kan vi lyse op omkring os og nå ind i andres hjerter. Vi kan lindre sorg og smerte, vi kan opmuntre, vi kan hjælpe og løse op.

Et buddhistisk løfte siger: ”Vi vil ikke hvile, før hver eneste skabning er befriet fra lidelse”.

Handlekraft

Kommer vi i krise, så hjælper det os at handle, at foretage os noget. Når det første chock har lagt sig, og vi kan begynde at klare de basale ting igen. Vi vil gerne føle os nyttige, og desuden kan det distrahere os og dølge tankestormen. Når vi selv får hjælp, vokser der et stærkt ønske frem om at hjælpe andre.

Børn kan blive glemt midt i en stor sorg i en familie. Man kan ønske at skåne dem, men det kan få den virkning, at de bliver udelukket fra det egentlige. De har brug for at blive inddraget, få små opgaver, de kan magte, de skal vide, at de er med til at bringe orden i kaos.

De voksne er legitimt forsørgerne, der passer på familien, men de har mere kraftfulde hjælpere, end de måske er klar over. Børn er altid på arbejde – de står vagt om familielivet, det sker i det skjulte, upåagtet, og ofte ved de det heller ikke selv. Børn vil gå gennem ild og vand for deres familie. At opleve, at man gør nytte, kan forebygge, at et barn kommer til at føle skyld over det skete eller over at det ikke hjælper.

At være sammen om at skabe lykke og være sammen om at komme igennem strabadser. At være sammen gør os stærke.

Som døvnælden kan vi rejse os igen og finde en vej frem.

Jeg har skrevet dette tidligere: HUSK – vi er alle iklædt en sparkedragt af lys!

Skovbad

Mellem to mennesker opstår en lille varm samtale – midt i skoven. Den ene står dybt inde under løvtaget, omgivet af nyudsprungent grønt i alle mulige nuancer. – I Japan kalder de det skovbad!

Af alle hellige steder er naturens underfulde oaser de mest gavmilde, altid tilgængelige. Alt vi behøver, er at stå der, midt i det hele, åbne for sanseapparatet, tage imod lydene, fuglefløjt og deres ekko i den store grønne sal, duftene efter den blide forårsregn. Vi fornemmer skovens væsener, hører dem gro, hører dråber falde fra blade, hører træerne suge safterne op i stammerne, vi mærker en luftning på kinden – en solsort fløj forbi. – Og træerne kommunikerer med hinanden under jorden!

Dér står døvnælder at plukke med hjem, i skovbrynet et lille tæppe af blå violer, anemoneblade danner et bredt bælte ud til stien.

Denne sansesymfoni lukker af for tanker, det er gratis meditation, en genvej til det umiddelbare samvær med naturen, et helle i ren ubevidsthed.

Således renvasket kan vi gå ind i aftenens fred.

Jord

Blandt barndommens lege er der den, hvor vi ikke må røre jorden, hvor vi balancerer på stakitter, trappesten, skrå brædder, møbler, træer, store sten og hvad der ellers rejser sig fra jorden. Vi lagde hele ruter, vi skulle følge, en efter en, og man røg ud af legen, hvis man tabte balancen og rørte jorden.

I livets spil kan der være god grund til det modsatte. At holde jordforbindelsen, ikke alene mentalt, men også rent fysisk, er afgørende for os i alle livets forhold, og det er nødvendigt for vores helbred.

Som vi ved, at der skal være jordforbindelse med i tilslutningen af hårde hvidevarer, TV, IT installationer osv., så gælder det også for os mennesker. Vi går rundt og er ”elektriske”, også selvom vi ikke er forelskede, det ser vi fx, når elektrikeren lige rører radiatoren for at ”aflade”, før han eller hun skal arbejde med følsomme elektriske enheder.

På samme måde kan vi ”aflade” og oplade vore fysiske ”batterier” ved at gå med bare tæer i græsset, sætte os på jorden, læne os op ad et træ, svømme eller soppe i strandkanten. At være til i naturen, røre den, være omfavnet af den, dvæle i den, sidde omringet af lyd, farver, lys og bevægelse – vi føler jo instinktivt, at det er helsebringende.

Jorden er en ven, jordforbindelse er en livsnødvendighed, forbundethed med vores klode giver hele mennesker.

Så her står jeg i denne nat med bare tæer i græsset – og rækker mod stjernerne!

Stræben mod lyset

Det er vores natur at stræbe mod lyset.

Den lille forårsleg: Vi går ud i naturen og plukker døvnælder med de hvide blomster og de takkede blade, der ligner, men IKKE er brændenælder. Vi lægger en sten i bunden af en skål vand og stikker stilkene ind under. Og døvnælderne vil rejse sig, følger vi dem nøje, så kan vi se det sker for øjnene af os. Et lille hurtigt eksempel på naturens stræben mod lyset.

Her i det flydende nu møder vi virkeligheden, som den toner frem, vi baner os vej igennem de opgaver og udfordringer, der måtte opstå, det kan være vanskeligt terræn, men altid – altid har vi lyset at stræbe imod. Vi husker det ikke altid, når vi har hovedet begravet i sorte skyer, men det er det, vi umiddelbart tyer til – vi vrister os fri af snærende bånd og søger ud i naturen. Den er så gavmild, så nådig, så overdådig – den hjælper os altid tilbage på sporet, sætter os tilbage i det rette perspektiv.

Og vi vender tilbage til den daglige dont og kan pludselig få sat den rette lyssætning på den store scene.

Magnoliablad

Et magnoliablad – så sart og fint, så tilsyneladende sårbart og dog så stærkt, så dedikeret til sin plan. Knopper som små knytnæver, der stikker i vejret og forlanger en retfærdig fordeling af lykken. Og lykken er, vel at mærke, ikke blot behagelighed, men også opgaver, som vi lærer af. En vekselvirkning i det mål, vi kan magte den, mellem bittert og sødt, mellem lethed og tyngde.

Løsne og samle, samle og løsne. Det får mig til at tænke på Eurytmi, en bevægelsesform, der udspringer af Steinerpædagogikken. Rudolf Steiner, (1861-1925), østrigsk filosof, dramatiker, arkitekt og esoteriker, grundlagde antroposofien og opbyggede Steinerskolerne. Eurytmien beskrives som en kunstart og et fag i Steinerskolerne, eurytmien er en ”måde at synliggøre sproget og musikken i bevægelser, hvor mennesket selv bliver instrumentet”. Der er tre områder inden for eurytmien – det kunstneriske, det pædagogiske og det terapeutiske.

For mange år siden gik jeg selv til eurytmi en periode. Alt fungerer efter dette princip: Løsne og samle. Blodårerne pulserer og transporterer blodet rundt i kroppen, musklerne er henholdsvis spændt og afslappet, i vejrtrækningen indånder vi ilt og udånder kuldioxid.

Samle og løsne – selve livets puls.

Et magnolieblad som billede på sjælens dedikation til livet.

Arv og miljø

Hvad er arv, og hvad er miljø? Kan der være noget ”indbygget” i os, som ikke kommer af de gener, vore forældre har leveret?

Vi kan være disponeret for noget, fx en arvelig sygdom. Det kan også være, vi medbringer nogle talenter, som slet ikke er at spore i forældrene. Måske kan talentet komme fra et led længere bagud i familietræet. Men hvis det ikke kommer derfra, hvor kommer det så fra?

Vi kan have forkærlighed for noget – musik, dans, matematik, geografi – og derfor vil vi beskæftige os med det, og på den måde får vi træning og bliver rigtig dygtige til det.

Arv og miljø flettes sammen, mens vi vokser op. Har vi nogle særlige evner, kan de finde støtte i miljøet, eller de kan møde udfordringer, der sliber dem som en diamant.

Viden om arvelige sygdomme i familien kan give os en chance for at undersøge, om vi er i risiko for at udvikle dem, og hvis vi er, kan man måske forebygge eller afhjælpe det, så vi får så godt et liv som muligt.

Er man adopteret, eller er faderen eller moderen ukendt, så har vi ikke denne chance. Det er i dag muligt at få analyseret sine gener, men det er dyrt. Det kunne være en god idé, om der i forbindelse med adoption blev leveret en genprøve fra forældrene, eller blev foretaget en analyse af barnets gener.

I går og i dag og i morgen

Min bedstemor og hendes årgang har oplevet to verdenskrige. Det var, hvad vi i dag kalder konventionelle krige, dog med de mest nymodens grusomheder taget i brug. Der var fjenden, og så var der de allierede. Nogle få lande var så heldige at de var ”neutrale”.

En, der var barn under Anden Verdenskrig sagde til mig: ”Jeg er vokset op med bange forældre”.

I min generation har vi oplevet masser af krige, mindre krige, guerillakrige, ikke verdensomspændende, men sandsynligvis med så mange døde som flere verdenskrige tilsammen. De store krigsapparater kom til kort over for små grupperinger, der var hjemme i deres terræn.

Og altid på afstand. Vi har siddet lunt og trygt her i det lille Danmark. Og med vore nye generationer er krigens gru – levende gru – falmet i vores bevidsthed, skønt der endnu ses lys i aldrende øjne ved tanken om modstandskampen og de jøder, det lykkedes dansken at redde.

Nylig så jeg portrættet af Erik Scavenius på DR. Han havde været udenrigsminister under Første Verdenskrig. Da Danmark blev besat af Tyskland i 1940, blev han bedt om at træde til, skønt han netop mente, han havde gjort sin politiske pligt. Man ønskede ham på posten som udenrigsminister, især som følge af hans mangeårige vellykkede diplomatiske kontakt med Tyskland, og med ham fik vi samarbejdspolitikken.

Der blev sagt om ham, at han var en meget dygtig forhandler, målrettet og urokkelig. I efteråret 1942 krævede besættelsesmagten en ny dansk regering med deltagelse af nazister og med Scavenius som statsminister. Han drev Hitler ud i ubændigt raseri, da han nægtede at lægge navn til det. Scavenius blev statsminister, men Berlin måtte acceptere en ministerliste uden nazister.

Scavenius kunne gå langt i samarbejdets politik, men han havde en grænse, der smeltede sammen med hans formål: At undgå at komme i krig med Tyskland og skåne så mange liv som muligt, såvel danske som jødiske. Det havde en pris: Man gav køb på integritet, selvstændighed, værdighed – til sidst slap den danske befolknings tålmodighed op.

I 1943 ophørte samarbejdspolitikken, og en ny fase indledtes med åbent oprør og åben hårdhændet tysk besættelse. Hvor mange liv der blev sparet, og hvor mange liv der gik tabt under de to forskellige herredømmer i krigsårene, kan jeg ikke svare på, men begge giver stof til eftertanke.

I efterkrigstiden voksede jeg op, mest med de gamle mennesker, der huskede krigene og fortalte om den livskunst de præsterede under det umådelige tryk. Den kolde krig kom som en langvarig tørke, udtørrede det menneskelige sind og byggede Berlinmuren, der voldte så megen fortræd og så mange tab af liv på begge sider af muren, mest af alt splittelse i sjælene. Det foregik i min skoletid og helt frem til 9. november 1989, da Berlinmuren smuldrede næsten af sig selv.

Fremtiden ankom, den vi nu lever i. Krigen er der stadig, men dens udtryk og metoder er forvandlet. Den er individualiseret, som vi selv er i vores dagligliv og livsopfattelse.

En enkelt person kan pludselig sprede død og terror blandt mængder af mennesker. Nu er det ikke kun nationaliteter, der kæmper mod hinanden eller enkelte befolkningsgrupper, der rammes – det sker i flæng mod tilfældige ofre, og man kan besnære misdæderne til at udføre det som selvmordsaktioner. ”Nogen” plejer at melde sig som ophav til terrorhandlingerne – ofrenes familier, nationer og verdenssamfundet står sammen i fordømmelsen, medfølelsen og håbet for en fremtid uden krig.

Hele denne fristil, fordi det skete igen – i går.

Skøn er påskemorgen!

Nuet bærer fremtiden i sig. Vi der lever her og nu bærer fremtiden i os. Sammen skaber vi fremtiden – hver dag. Jo flere vi er om det, jo mere komplekst synes det os, og det kan være vanskeligt for os at få øje på sammenhængen.

Vi kan trække sløret fra og åbne porten til den store verden. Og vi kan komme til at forstå, at vi har noget til fælles over hele kloden – en kænguru med en unge i sin pung i Australien, en teenager i Sydafrika, en sæl i Østgrønland, en tæppehandler i Indien, en computernørd på Island, en lille dreng i løb i Cairos gader, en nyforelsket ung kvinde i Serbien, en lastbilchauffør i Frankrig, en bedstemor i Peru, en universitetslektor i Oxford, en balletdanser i Moskva, en nyfødt hundehvalp i Grækenland, en journalist i Hong Kong, en kaptajn på en færge i Finland, to studerende i Tyskland, en forsker på Svalbard, en bjørneunge i Canada, en efterkommer af en walisisk boghandler i London, en slægtsforsker i Ohio, en vinbonde i Portugal, en syerske i Yemen, en kolibri i Madagaskar – og dig og mig og mange flere…

Trøstigt lægger vi kimen til nye projekter – altid i en god mening, det er udgangspunktet, det er livets impuls.

Vi lægger kim, vi sætter frø – og vi lægger æg. Hver dag. Ikke kun til påske.

Der er 115 dage, til jeg kan gå gennem porten til min pensionisttilværelse.