Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 11 – I skrivende stund

I skrivende stund

Sådan udtrykte han det: – Jamen du er jo skrivende! Den skønne journalist. Jeg var ganske ung og skulle skrive en artikel om Interrail. De havde deres hyr med at rette mig ind, det var alt for flagrende, og de sagde, at det bedste jeg skrev, var boksene med facts om Interrail. Den bedste verbale overhaling, jeg nogensinde har fået, fik jeg af ham – skriftligt! Det egentlige drama på rejsen – det blev censureret bort – det var for farligt at fortælle. Det endte iøvrigt godt, kun fik vi to tøser en ordentlig forskrækkelse.

Der stod blandt andet: “Træk din Pegasus, det bovlamme øg, på stald og kvæl poesiens blå blomst, det unyttige stykke ukrudt, og beret for den undrende hob, hvad du ser, hvad du oplever – men hvad du føler i den sammenhæng er bedøvende ligegyldigt for alle andre end dig selv.”

Strømmen af digte blev svagere, nogle fik melodi på og blev til sange. Men aforismerne, de kommer stadig dryssende. Hvis de rimer, så kaldes de epigrammer. Som dette:

En levende flamme

At fange med hånden en levende flamme
er ene forundt en gudelig sjæl,
men rage kastanjerne ud af den samme
er ofte beskåret den jordiske træl.

– Eller er det at fange med hånden en flamme
i stedet forundt den jordiske træl,
og rage kastanjerne ud af den samme
i sandhed beskåret en gudelig sjæl?

Himlen var fuld af dem i dag – sådan som jeg har skrevet det engang midt i 90’erne.

Ved Østerport:
– Himlen er et stort teater.
Mægtige kulisser samler sig ved den blikblanke vandlinie ude i horisonten.
Tilbage er kun at stille sig op på scenen og sige det, man har på hjerte.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 3 – Indenbords

Indenbords

Det er en udsøgt fornøjelse at gnaske frisk, rå, økologisk blomkål til frokosten – både i smag, lyd og konsistens! Under denne sommers hede hat har de rå grøntsager enkeltvis været fuldt ud så forfriskende for mig, som is har været det i alle årtierne inden min sukkersyge meldte sig.

Når vi går med nogle tanker i løbet af en dag, uden at få tid eller mulighed for at nedfælde dem, eller endog notere et par stikord, så er der ingen grund til bekymring, de går på lager og vender så venligt tilbage, når vi sidder bag skærmen og får brug for dem.

Navne er forunderlige! Når vi kender et menneske, så kalder vi det ved fornavn. Når vi kender mennesker mere på afstand – som i det offentlige rum – så er de som regel forsynet med både fornavn og efternavn. Den sammensætning kan blive til musik, den får sin egen melodi, så at vi ikke ænser det enkelte fornavn og det enkelte efternavn. De kan være så almindelige, så at vores nabo hedder noget nær det samme. Og alligevel er der en særlig klang ved netop dette navn, som vi forbinder med et bestemt menneskevæsen, der har givet os noget, der gik os til hjertet – vi tager tilløb til det navn, når vi siger det – der er både ouverture i begyndelsen, crescendo i midten og koda i slutningen. Man kan blive helt forbløffet, når man rigtig får øje på fornavnet.

Tak Svante for Benny!