Måned: januar 2019

Fred og Frihed

De rammer, vi er sat i, kan vi ikke altid bestemme selv, skønt vi officielt lever i frihed. Vi kan have indflydelse på dem, når vi lever i et frit land, og vi kan vælge at forlade ét sæt rammer for at finde et andet sæt, hvor vi mener at kunne ånde mere frit.

Helt fri bliver vi ikke ifølge vores natur, der behøver en grad af socialt samvær, der også giver os sikkerhed, tryghed, goder og glæder.

I det gamle Berlin under den kolde krig var ingen frie, ikke bødler og ikke ofre. Samfundets medlemmer var splittet, og de blev hinandens fjender. Rammerne adskilte dem og tvang dem til at angive hinanden. Man kunne ikke stole på nogen, man levede i frygt, ikke alene for sig selv, men også – og især – for sine kære.

Kan vi her under vore trygge – og frie – rammer sætte os ind i, hvad det var for et liv? Hvilken dagligdag, man alligevel skulle arbejde i, spise sammen i, være ung i og skulle danne sig en livsholdining i, prøve at forestille sig en fremtid i?

Så tror jeg godt, at jeg ville skynde mig at leve livet for at glemme, hvorfor jeg havde det – sådan som jeg har skrevet det i min aforisme, da jeg var meget ung. Og lade mig opsluge af cabareten, nydelsen, musikken, kunsten.

Vi har mange grader af frihed. Men vi kan ikke slippe væk fra det fællesskab, vi har brug for. Vi skal udføre den kunst at finde den balance, vi kan leve med – og måske ligefrem trives med.

En balance mellem frihed og tryghed, der samtidig bevarer freden og respekten mellem os, der lever her.

Frihed under ansvar.

Skovbund

Bladene hvisler for foden, det er blødt som mos at gå i, endnu er der nogle få farver, der træder frem fra den store masse af gråbrunhvide blade, lidt jord, lidt græs, småstammer i bunden i forvitring, i smulder. En lysning og en stribe solnedgang i det fjerne, stammer der ligner elefantfødder – at tænke sig, at de taler sammen, alle træerne, at de danner et miljø, en familie sammen! De sender rødder ud og rører hinanden, kommunikerer, hjælper hinanden – Træernes hemmelige liv.

Den venter på mig, bogen, til jeg får stunder…

Sceneslør

Himlen er fyldt med kulisser. Ind træder mægtige figurer og gennemspiller de dramaer, vi har brug for at erfare. De bevæger os, vi gennemlever hele registret af følelser i sorg, i glæde, raseri, fortvivlelse, latter, skadefryd, retfærdig harme, længsel, afklaring, fred, hvile, nysgerrighed, manipulation, beregning, nervøsitet, angst og frygt, stolthed, vigtighed, hån, vrede, galskab, humor, lykke, fortrydelse, skam, stædighed, forståelse, undren.

Vi oplever verdener af liv og legender, af myter og skabelse, af tilblivelse og undergang, vi rejser i tiden, og tiden forsvinder og kommer tilbage, vi bliver væk, bliver opslugt og vender tilbage igen, og vi stiller op til det store skue på scenens skrøbelige flade, vi drejer og danser i evige tider, og tiden står stille og vi bliver stille og mæler til sidst ingen ord, og tiden bliver til og krystallerne klinger – der udspiller sig dramaer så heftige, at …

Man må trække scenesløret for.

Vinduer ind til andre verdener

Ser vi bort fra Multiverset med dets utallige verdener, så har vi her på jorden i vores eget liv et hav af verdener på kryds og tværs. Vi befinder os i forskellige verdener samtidig, vi bevæger os i mange verdener igennem hele livet, i tankerne og i drømmene besøger vi utallige verdener, i fantasien skaber vi endnu flere verdener, i kunsten præsenterer vi hinanden for de skønneste verdener, eller vi kaster nyt lys over verdener, vi allerede kender.

Vi viser andre verdener i film, vi læser om andre verdener i bøger, vi ser optagelser af andre verdener på vores mægtige klode og lærer om andre menneskers levevis – og om deres kamp for livet. Vi er rejsende – ikke alene i universet – men i selve livet – og vi stiller os altid disse spørgsmål – de går igen i videnskaben, litteraturen, på de skrå brædder, i vores dagbøger: – Hvor kommer vi fra? – Hvor rejser vi hen? – Kommer vi af intet? – Og skal vi til intet blive? Eller har vi budskaber med os, som vi afleverer på vejen, og samler vi budskaber ind, som vi bringer med os på vores videre rejse?

Jeg havde en drøm engang, hvor et skærmbillede opstod midt i luften i rummet, jeg befandt mig i – en flade, men ingen tykkelse, og alligevel var det der – og jeg så et menneske græde – og kom i tanker om en film, hvor man så Nico græde, den tyske pige fra gruppen Velvet Underground med John Cale og Lou Reed. Der blev vist flere billeder samtidig, men det der stadig står i erindringen, det er Nico med det lange lyse hår, der sidder med tårerne trillende ned ad kinderne, mens man hører nogle af deres sange.

Gennem vinduer ind til andre verdener får vi mulighed for at mærke følelser og stemninger, vi ikke før kendte til, vi får udsyn langt ud over vores egen lille verden, vi bliver i sandhed rejsende.

Vores landskab er tid – vi tilbagelægger afstand.

Tilbageblik

Det var et sjældent smukt efterår, vi havde farverne til langt ind i november – de regnede ikke bare væk, som det er sket så tit. Solen var der meget af tiden, og vi blev skånet for de helt store uvejr – indtil det nye år med alt for meget vand på få og små steder. Her har jeg samlet glimt af det gradvise efterår – og så et minde om dengang, bladene var skriggule. Disede regnvejrshimle gennem regndråberuder – sikke et grafisk vellykket efterår!

At se tilbage – over dage, måneder, årtier – at være 98 og have oplevet sådan et tidsspand – som Stefan Zweig siger i forordet til sin livsskildring ”Verden af i går”: ”Tiden selv leverer Billederne, jeg kommer blot med de ledsagende Ord,” – han opfatter ikke sig selv som hovedperson, men blot som hørende til det slægtled, der var midtpunkt i verdensbegivenhederne og ”blev truffet i sin inderste Eksistens og kastet omkuld af vor europæiske Jords næsten uophørlige, vulkanske Rystelser;” – han ved ikke af at have anden forrang end denne: ”at jeg som Østriger, som Jøde, som Forfatter, som Humanist og Pacifist til enhver tid befandt mig lige netop dér, hvor Eruptionerne havde de heftigste Virkninger. Tre Gange væltede de mit Hjem og min Eksistens omkuld, løsrev mig fra alt det forgangne og slyngede mig med dramatisk Voldsomhed ud i det tomme Rum”…

Han, der skrev så guddommeligt skønt om andre menneskeliv – jeg har altid spekuleret på, hvem der kunne skrive tilsvarende skønt om ham. Ingen anden – end ham selv. Gudskelov, han nåede at efterlade sig dette manuskript, før han valgte at dø – fordi han ikke kunne se flere nye livsepoker i øjnene – i samme liv.

Når vi bliver seniorer, skal vi ikke bare hvile på laurbærrene! Ikke når Jytte Abildstrøm er her til at huske os på det ansvar, vi har for den næste generation: ”og vi skal hjælpe med at tænke over, hvordan vi får det hele til at hænge sammen…” Vi har en nutid at værne om for at vores børn og børnebørn kan skabe fremtiden for de næste slægtled. Vi skal tænke over, hvilke konsekvenser vores handlinger har – for vores omgivelser og for vores jord, som vi giver videre til vores nye slægtninge.

Hun er den skønneste hovedperson – med den røde hårtop og hænderne stukket igennem løvet for at tage fat om de rødeste æbler på grenene. Artiklen sidder fast i gratismagasinet Senior, der lå i tandlægens venteværelse. En humørbombe med vigtige og alvorlige budskaber, som vi slet ikke kan lade være at høre på og læse! Når vandet løber fra vandhanen, så er det værd at tænke over, hvor det kommer fra og hvor det løber hen. Hvor kommer strømmen fra? Hvad er der i vores mad?

Ordet har magt – og det har indflydelse på vores handlinger. Som hun siger:

”Ånden hænger sammen med hånden”.

Kalejdoskop

Tiden er en intens oplevelse. Men vi opdager det som regel først, når vi er fanget i den – i en snærende situation, når tiden står stille, når der sker en stor hændelse, hvor alle holder vejret – eller hvis vi bliver slagen af forbløffelse eller chock eller – forelskelse. Tiden er elastisk, tider smelter sammen, før og nu går i ét, spadserer hen over nuet, evigheden kaster sine bølgebrus hen over os, og vi sejler ud på tidens hav, kapper trosserne og er ét med himmel og jord.

Vi vender tilbage med udvidet bevidsthed, større favn og nye talenter.

Vi har dvælet i tidens kalejdoskop.

Udveksling

Meget ordinært, min opsætning i dag, horisonten vinderskæv. Sandt at sige, så prøvede jeg at rette det op, men mit program gav mig ikke mulighed for at gøre det så detaljeret. Den horisont står, som jeg knipsede den, en sten trådte ud af mørket med sin hjerteform, bladene har nået den hvide fase – den hvide farve månen har, når den ligger i en diset favn af skyer.

Man stopper op og kommer i snak, man er fuld af pasteller i ansigtet, indtil det forsvinder i tusmørket, stjernerne tændes foroven, tilbage står man nærmest ansigtsløs – som en mannequindukke. Orion er ved at forlade sin dagdrøm og lister sig op bag træer, der står så tæt, at vi endnu ikke får lov at se Sirius blinke i alle regnbuens farver. Den ligger nederst til venstre, nærmest i forlængelse af Orions bælte, og når først vi ser den blinke, så kan vi regne med, at hele Vintersekskanten er synlig på himlen.

Midt i den stribe af gråvåde dage, der kan få os til at sygne helt hen – så står den dér, vores lyskilde, faktisk varmer den igennem ruden. Og der kommer spjæt i os, benene kræver deres ret – at vandre ud i naturen, blive udadvendt og social og alting. Og den kommende arbejdsuge er reddet, vi får nyt mod på det hele, dagene trækkes længere i kalenderens fotoredigering, vi bliver så taknemmelige, og vi synes ligefrem, det er overdådigt, nu er foråret – næsten – begyndt, hvor bliver de af, de små spirer?

Længsel mod forår – ja, men det er her i nuet, vi lever, mødes og udveksler!

Optegnelser

Jeg er ved at samle op på tekster, der glimrer ved deres fravær, i dagene mellem jul og nytår. Langsomt kommer de på plads, og det skal altså nævnes, at de nu bliver skrevet inde i det nye år – med viden om alt det liv, der er foregået siden – af hensyn til kronologien i mine ”optegnelser”.

Det er først, når vi har tid og ro, at vi kan passe hver vores ”optegnelser”. Alt det, vi skal nå at holde ajour, men som dagligdagen trækker os væk fra. Derfor er det også nogle gode øjeblikke, når vi endelig sidder der – bag skærmen – eller står der, hvor vi udretter noget praktisk, der har ventet længe. Det er en skøn fornemmelse at få det gjort, klaret, overstået – og midt i det, så er det også dejligt at udføre selve denne gerning, lille eller stor – det fylder lige meget på huskesedlen.

Det er en vigtig del af det at være her – at passe de små daglige løbende sager. Samtidig løber vore tanker deres egne veje, og det er umådeligt sundt for sind og helse. At ligefrem kede sig. Jeg kan ikke lige huske, at jeg har kedet mig, det har jeg ikke prøvet så tit, men at lade tankerne løbe, når der er et frirum, det er helt vidunderligt! Samtidig bringer vi orden i det indre kaos.

Tankernes ”smalltalk” – som også finder vej ud her i min blog – de er ikke forgæves, de leder frem til noget brugbart, måske ligefrem noget frugtbart. Jeg ønsker for os alle, at vi får den slags stunder ind imellem i vores nye år. De gør – som søvnen og drømmene – underværker.

Optegnelser – et sjovt ord, der bringer tankerne hen på ”gamle dage” –  jeg vil sige, at det er et Kierkegaard-ord. Det er et tidstypisk ord – Kierkegaards skriftlige optegnelser – men det viser sig, da jeg søger på Internettet, at det der pusler i baghovedet på mig, er en bogtitel af Dostojevskij: ”Optegnelser fra et Kælderdyb” – Fjodor Dostojevskij, 1942.

– Det var det første selvbiografiske materiale, jeg læste, to bind med Dostojevskijs breve. Det har haft betydning for mig i alt, jeg har læst siden. Biografisk materiale – selvbiografier – men måske mest af alt – biografier af én, som elskede den beskrevne person – som Gustav Janouchs bog: “Samtaler med Kafka”.

Optegnelser. Det gør jeg også selv – jeg har skrevet altid – den slags, først på små løse papirer, siden i hæfter og i skrivebøger – også rejsebeskrivelser – altså optegnelser.

Frosset fast i mindet.

Et nyt år

Det forgangne døgn bragte endnu værre nyheder – en togkatastrofe med større konsekvenser end først anslået – og vandstanden er steget mere end forventet, mange har holdt stand, men der er også værn, der blev brudt af strømmen, så at der alligevel blev oversvømmelse i byer og i huse langs kysterne.

Tankerne vandrer hos os alle, vi føler med dem, der blev ramt i togkatastrofen – med de efterladte – med dem, der slap nådigt og nu spekulerer over det – vi kan alle sætte os ind i deres situation og tænke, at det kunne være os selv, der blev ramt.

Vi kan få megen tid til at gå med at indrette os i livet, tage forholdsregler, tænke over, hvordan vi handler, hvordan vi skal tage hensyn, hvordan vi skal passe på vores mennesker. Prøve at nærme os de drømme, vi har for vores fremtid. Men vi er magtesløse, når en større kraft griber ind, og vi ikke kan nå at sikre os selv og vore medmennesker – og de bliver revet væk i en storm på få sekunder. Force majeure – en større kraft.

Tankerne om den næste tid – som mine om min forestående pensionist tilværelse – forsvinder som dug for solen.  Og vi koncentrerer os om at sende menneskevarme til de berørte.

En brat opvågnen til det nye år.

Lad det skærpe vores årvågenhed over for det liv, vi har fået som gave.

Krudt med omtanke

Vi skal på mange måder tænke over, hvordan vi bruger vores kræfter. Det kan være effektivt og være til gavn og glæde, men det kan også være uhensigtsmæssigt.

Jeg kan slet ikke bære at tænke på de børn, der er kommet til skade i nytåret. Det skulle jo være en glæde og en fest. Måske mister de synet – den slags sker jo ikke med vilje – det kan ske ved et uheld, en ulykke, som ingen kunne nå at forhindre – men det kan også ske ved uopmærksomhed, ved tankeløshed. Og det kan ramme andre end den, der står for at fyre krudtet af. Disse børns liv er forandret med et sæt, så tidligt skal de møde livets alvor og finde en ny retning.

Et kort indslag i nyhedsstrømmen nåede frem til mig: I Finland håber man, at det blev det sidste nytår med fyrværkeri – både af hensyn til dyrene og for at undgå flere skader i forbindelse med fyrværkeri. En ø et sted sydpå har besluttet at forbyde fyrværkeri af hensyn til det sjældne dyreliv.

Alt dette gør, at jeg nu er stemt for at stoppe fyrværkeri her i Danmark – den slags, som vi almindelige borgere selv fyrer af. Vi så på TV kalejdoskopiske glimt af enorme fyrværkerier kloden rundt – det mindede mig om store militærparader med arsenaler af våben – en opvisning i nationernes jernmuskler. En umådelig udladning af forurening i et enkelt døgn – klimatopmøder og nytårsfyrværkeri på verdensplan – der er noget, der støder sammen.

Jeg vil foreslå, at salg af krudt – og affyring af krudt – stopper i Danmark. Så vi kan undgå flere krudtlagre i landskabet, der kunne gå af i utide som det skete engang i Kolding – undgå økonomisk spekulation i krudtet – undgå skader på os almindelige borgere, der ikke er rustet til at betjene det – og beskytte vores dyreliv, både de vilde dyr og de tamme.

Fyrværkeri var engang en kunst, både at fremstille det og affyre det ved opvisninger. Den kunst kunne bevares ved officielle lejligheder – udført af autoriserede mestre. På bestemte pladser i de større byer, for eksempel til nytår. Det kunne blive festligt igen frem for de 5-10 minutter inde i det nye år, hvor man endnu kan se de flotte farver – før verden bliver hyllet i os og sod.

Solen ligefrem funkler ned over det lille danske Alfrida stormramte land med spredte fyrværkerirester, væltede træer, forsinket eller forhindret trafik – og sultne fugle ved de udendørs traktørsteder.

Vi skal tænke over, hvordan vi bruger vores krudt. Det kan bruges hensigtsmæssigt.