Vinduer ind til andre verdener
Ser vi bort fra Multiverset med dets utallige verdener, så har vi her på jorden i vores eget liv et hav af verdener på kryds og tværs. Vi befinder os i forskellige verdener samtidig, vi bevæger os i mange verdener igennem hele livet, i tankerne og i drømmene besøger vi utallige verdener, i fantasien skaber vi endnu flere verdener, i kunsten præsenterer vi hinanden for de skønneste verdener, eller vi kaster nyt lys over verdener, vi allerede kender.
Vi viser andre verdener i film, vi læser om andre verdener i bøger, vi ser optagelser af andre verdener på vores mægtige klode og lærer om andre menneskers levevis – og om deres kamp for livet. Vi er rejsende – ikke alene i universet – men i selve livet – og vi stiller os altid disse spørgsmål – de går igen i videnskaben, litteraturen, på de skrå brædder, i vores dagbøger: – Hvor kommer vi fra? – Hvor rejser vi hen? – Kommer vi af intet? – Og skal vi til intet blive? Eller har vi budskaber med os, som vi afleverer på vejen, og samler vi budskaber ind, som vi bringer med os på vores videre rejse?
Jeg havde en drøm engang, hvor et skærmbillede opstod midt i luften i rummet, jeg befandt mig i – en flade, men ingen tykkelse, og alligevel var det der – og jeg så et menneske græde – og kom i tanker om en film, hvor man så Nico græde, den tyske pige fra gruppen Velvet Underground med John Cale og Lou Reed. Der blev vist flere billeder samtidig, men det der stadig står i erindringen, det er Nico med det lange lyse hår, der sidder med tårerne trillende ned ad kinderne, mens man hører nogle af deres sange.
Gennem vinduer ind til andre verdener får vi mulighed for at mærke følelser og stemninger, vi ikke før kendte til, vi får udsyn langt ud over vores egen lille verden, vi bliver i sandhed rejsende.
Vores landskab er tid – vi tilbagelægger afstand.