Tilbageblik
Det var et sjældent smukt efterår, vi havde farverne til langt ind i november – de regnede ikke bare væk, som det er sket så tit. Solen var der meget af tiden, og vi blev skånet for de helt store uvejr – indtil det nye år med alt for meget vand på få og små steder. Her har jeg samlet glimt af det gradvise efterår – og så et minde om dengang, bladene var skriggule. Disede regnvejrshimle gennem regndråberuder – sikke et grafisk vellykket efterår!
At se tilbage – over dage, måneder, årtier – at være 98 og have oplevet sådan et tidsspand – som Stefan Zweig siger i forordet til sin livsskildring ”Verden af i går”: ”Tiden selv leverer Billederne, jeg kommer blot med de ledsagende Ord,” – han opfatter ikke sig selv som hovedperson, men blot som hørende til det slægtled, der var midtpunkt i verdensbegivenhederne og ”blev truffet i sin inderste Eksistens og kastet omkuld af vor europæiske Jords næsten uophørlige, vulkanske Rystelser;” – han ved ikke af at have anden forrang end denne: ”at jeg som Østriger, som Jøde, som Forfatter, som Humanist og Pacifist til enhver tid befandt mig lige netop dér, hvor Eruptionerne havde de heftigste Virkninger. Tre Gange væltede de mit Hjem og min Eksistens omkuld, løsrev mig fra alt det forgangne og slyngede mig med dramatisk Voldsomhed ud i det tomme Rum”…
Han, der skrev så guddommeligt skønt om andre menneskeliv – jeg har altid spekuleret på, hvem der kunne skrive tilsvarende skønt om ham. Ingen anden – end ham selv. Gudskelov, han nåede at efterlade sig dette manuskript, før han valgte at dø – fordi han ikke kunne se flere nye livsepoker i øjnene – i samme liv.
Når vi bliver seniorer, skal vi ikke bare hvile på laurbærrene! Ikke når Jytte Abildstrøm er her til at huske os på det ansvar, vi har for den næste generation: ”og vi skal hjælpe med at tænke over, hvordan vi får det hele til at hænge sammen…” Vi har en nutid at værne om for at vores børn og børnebørn kan skabe fremtiden for de næste slægtled. Vi skal tænke over, hvilke konsekvenser vores handlinger har – for vores omgivelser og for vores jord, som vi giver videre til vores nye slægtninge.
Hun er den skønneste hovedperson – med den røde hårtop og hænderne stukket igennem løvet for at tage fat om de rødeste æbler på grenene. Artiklen sidder fast i gratismagasinet Senior, der lå i tandlægens venteværelse. En humørbombe med vigtige og alvorlige budskaber, som vi slet ikke kan lade være at høre på og læse! Når vandet løber fra vandhanen, så er det værd at tænke over, hvor det kommer fra og hvor det løber hen. Hvor kommer strømmen fra? Hvad er der i vores mad?
Ordet har magt – og det har indflydelse på vores handlinger. Som hun siger:
”Ånden hænger sammen med hånden”.