Optegnelser
Jeg er ved at samle op på tekster, der glimrer ved deres fravær, i dagene mellem jul og nytår. Langsomt kommer de på plads, og det skal altså nævnes, at de nu bliver skrevet inde i det nye år – med viden om alt det liv, der er foregået siden – af hensyn til kronologien i mine ”optegnelser”.
Det er først, når vi har tid og ro, at vi kan passe hver vores ”optegnelser”. Alt det, vi skal nå at holde ajour, men som dagligdagen trækker os væk fra. Derfor er det også nogle gode øjeblikke, når vi endelig sidder der – bag skærmen – eller står der, hvor vi udretter noget praktisk, der har ventet længe. Det er en skøn fornemmelse at få det gjort, klaret, overstået – og midt i det, så er det også dejligt at udføre selve denne gerning, lille eller stor – det fylder lige meget på huskesedlen.
Det er en vigtig del af det at være her – at passe de små daglige løbende sager. Samtidig løber vore tanker deres egne veje, og det er umådeligt sundt for sind og helse. At ligefrem kede sig. Jeg kan ikke lige huske, at jeg har kedet mig, det har jeg ikke prøvet så tit, men at lade tankerne løbe, når der er et frirum, det er helt vidunderligt! Samtidig bringer vi orden i det indre kaos.
Tankernes ”smalltalk” – som også finder vej ud her i min blog – de er ikke forgæves, de leder frem til noget brugbart, måske ligefrem noget frugtbart. Jeg ønsker for os alle, at vi får den slags stunder ind imellem i vores nye år. De gør – som søvnen og drømmene – underværker.
Optegnelser – et sjovt ord, der bringer tankerne hen på ”gamle dage” – jeg vil sige, at det er et Kierkegaard-ord. Det er et tidstypisk ord – Kierkegaards skriftlige optegnelser – men det viser sig, da jeg søger på Internettet, at det der pusler i baghovedet på mig, er en bogtitel af Dostojevskij: ”Optegnelser fra et Kælderdyb” – Fjodor Dostojevskij, 1942.
– Det var det første selvbiografiske materiale, jeg læste, to bind med Dostojevskijs breve. Det har haft betydning for mig i alt, jeg har læst siden. Biografisk materiale – selvbiografier – men måske mest af alt – biografier af én, som elskede den beskrevne person – som Gustav Janouchs bog: “Samtaler med Kafka”.
Optegnelser. Det gør jeg også selv – jeg har skrevet altid – den slags, først på små løse papirer, siden i hæfter og i skrivebøger – også rejsebeskrivelser – altså optegnelser.
Frosset fast i mindet.