Udveksling
Meget ordinært, min opsætning i dag, horisonten vinderskæv. Sandt at sige, så prøvede jeg at rette det op, men mit program gav mig ikke mulighed for at gøre det så detaljeret. Den horisont står, som jeg knipsede den, en sten trådte ud af mørket med sin hjerteform, bladene har nået den hvide fase – den hvide farve månen har, når den ligger i en diset favn af skyer.
Man stopper op og kommer i snak, man er fuld af pasteller i ansigtet, indtil det forsvinder i tusmørket, stjernerne tændes foroven, tilbage står man nærmest ansigtsløs – som en mannequindukke. Orion er ved at forlade sin dagdrøm og lister sig op bag træer, der står så tæt, at vi endnu ikke får lov at se Sirius blinke i alle regnbuens farver. Den ligger nederst til venstre, nærmest i forlængelse af Orions bælte, og når først vi ser den blinke, så kan vi regne med, at hele Vintersekskanten er synlig på himlen.
Midt i den stribe af gråvåde dage, der kan få os til at sygne helt hen – så står den dér, vores lyskilde, faktisk varmer den igennem ruden. Og der kommer spjæt i os, benene kræver deres ret – at vandre ud i naturen, blive udadvendt og social og alting. Og den kommende arbejdsuge er reddet, vi får nyt mod på det hele, dagene trækkes længere i kalenderens fotoredigering, vi bliver så taknemmelige, og vi synes ligefrem, det er overdådigt, nu er foråret – næsten – begyndt, hvor bliver de af, de små spirer?
Længsel mod forår – ja, men det er her i nuet, vi lever, mødes og udveksler!