Et nyt år
Det forgangne døgn bragte endnu værre nyheder – en togkatastrofe med større konsekvenser end først anslået – og vandstanden er steget mere end forventet, mange har holdt stand, men der er også værn, der blev brudt af strømmen, så at der alligevel blev oversvømmelse i byer og i huse langs kysterne.
Tankerne vandrer hos os alle, vi føler med dem, der blev ramt i togkatastrofen – med de efterladte – med dem, der slap nådigt og nu spekulerer over det – vi kan alle sætte os ind i deres situation og tænke, at det kunne være os selv, der blev ramt.
Vi kan få megen tid til at gå med at indrette os i livet, tage forholdsregler, tænke over, hvordan vi handler, hvordan vi skal tage hensyn, hvordan vi skal passe på vores mennesker. Prøve at nærme os de drømme, vi har for vores fremtid. Men vi er magtesløse, når en større kraft griber ind, og vi ikke kan nå at sikre os selv og vore medmennesker – og de bliver revet væk i en storm på få sekunder. Force majeure – en større kraft.
Tankerne om den næste tid – som mine om min forestående pensionist tilværelse – forsvinder som dug for solen. Og vi koncentrerer os om at sende menneskevarme til de berørte.
En brat opvågnen til det nye år.
Lad det skærpe vores årvågenhed over for det liv, vi har fået som gave.