Skovbad
Mellem to mennesker opstår en lille varm samtale – midt i skoven. Den ene står dybt inde under løvtaget, omgivet af nyudsprungent grønt i alle mulige nuancer. – I Japan kalder de det skovbad!
Af alle hellige steder er naturens underfulde oaser de mest gavmilde, altid tilgængelige. Alt vi behøver, er at stå der, midt i det hele, åbne for sanseapparatet, tage imod lydene, fuglefløjt og deres ekko i den store grønne sal, duftene efter den blide forårsregn. Vi fornemmer skovens væsener, hører dem gro, hører dråber falde fra blade, hører træerne suge safterne op i stammerne, vi mærker en luftning på kinden – en solsort fløj forbi. – Og træerne kommunikerer med hinanden under jorden!
Dér står døvnælder at plukke med hjem, i skovbrynet et lille tæppe af blå violer, anemoneblade danner et bredt bælte ud til stien.
Denne sansesymfoni lukker af for tanker, det er gratis meditation, en genvej til det umiddelbare samvær med naturen, et helle i ren ubevidsthed.
Således renvasket kan vi gå ind i aftenens fred.