Hjerterum
At gå ind i sit hjerterum og komme i tanker om det egentlige. Huske alle de forunderlige stunder, hvor bevægelser mødes og særlige oplevelser venter. Stunder, hvor kærligheden bruser op indefra, og vi er ekstatiske og lykkelige, uden at vide hvoraf det kommer. Hvor vi er i stand til – virkelig – at føle kærlighed for alle væsener uden undtagelse. Hvor vi glemmer hverdagen, glemmer ethvert forbehold, hvor vi rækker langt ud over forestillinger om at være klog, skeptisk, naiv, udspekuleret, mistroisk, tillidsfuld.
Stunder, hvor vi er til – som en anden køn plante. Fra den tilstand kan vi lyse op omkring os og nå ind i andres hjerter. Vi kan lindre sorg og smerte, vi kan opmuntre, vi kan hjælpe og løse op.
Et buddhistisk løfte siger: ”Vi vil ikke hvile, før hver eneste skabning er befriet fra lidelse”.

