Måned: februar 2019

Det muliges kunst

Det er muligt at ændre måden at udføre de faste rutiner på. Det koster ikke ekstra penge, det tager ikke længere tid. Gevinsten kan være stor, fordi man med en ændret indstilling kan skabe godt humør, der hvirvler hverdagen op i en positiv spiral, der får langtidsvirkning og kaster lyset og glæden tilbage til udgangspunktet. Det kan få den virkning, at det koster færre penge og tager kortere tid, som man så kan bruge til fornøjelser – både tiden og pengene.

Jeg har tit brugt plejehjemmet som model for mine tanker om at skabe en dagligdag med overskud på alle hylder. Investering i mennesker, der får lov at bruge hjertet i deres gerning, er guld værd. Ved at give tid og ro og personale nok til at være sammen med beboerne og hjælpe dem til at medvirke i dagligdagens gøremål i det omfang, de magter det, – og med den støtte og omsorg, der skal til – lade beboerne være med til at bestemme over deres egen dagligdag, have deres egen daglige rytme, være med til at bestemme menuen og støtte dem i at være sammen, når de ønsker det – så tror jeg på, at der kan opstå glæde og energi, humør og virkelyst, appetit og livsmod.

Jeg har hørt sige, at man skal være alvorligt syg eller dement for at komme på et plejehjem i dag. Det skyldes ressourcemanglen. Jeg tror på, at med et lyst syn på driften af alting, i mit eksempel et plejehjem, så kan man spare mange udgifter, der i dag går til at reparere på tingenes tilstand – de ville ikke være nødvendige, hvis beboerne får den mad, de kan lide, og som de selv har været med til at bestemme – hvis de føler, at de bliver taget alvorligt, bliver lyttet til og får den hjælp, de har behov for.

Det er så lidt, der skal til. Vi bliver så utroligt taknemmelige, hvis vi oplever at blive taget alvorligt. Hvis vi bliver mødt med nærvær af mennesker, der har ro til at være venlige.

Så går livet op i en højere mening.

Et frit menneske

At leve i et frit land. Kun synes det, som om vores land ikke er så frit mere – eller rettere – nogle kan være mere fri end andre. Når vi siger: ”Vi lever jo i et frit land”, så mener vi, at vi har ytringsfrihed – så tænker vi ikke altid over, hvad det er at være fri i vores samfund. Frihed og tryghed – det er altid en balance, men der er situationer, hvor vi ikke er herrer over denne balance, hvor vi ikke selv kan vælge.

For mig går vores frihed på den ene side dertil, hvor vi ikke gør andre ondt med vores ytringsfrihed, og på den anden side dertil, hvor vi selv kan bestemme, hvornår vi vil på toilettet.

Vi afgrænses – om ikke begrænses – af de rammer, vi er sat i – også i vores frie land. Hvis vi ikke fysisk eller mentalt er i stand til at klare os selv, så er vi underlagt visse regler, bestemmelser, normer, retningslinier. Vi kan ikke bestemme selv – over vores eget liv, vores egen dagligdag. Vi er sat inden for nogle muligheders grænser, som andre har bestemt. I den position kan vi ikke sige vores mening frit, for det kan give bagslag for hiin enkelte. Er man klog og passer på sig selv, skal man vare sin mund.

Kommer man til vores land som besøgende, som flygtning, som immigrant, så er man ikke lige så fri som de andre, der bor her. Man skal kende landets love og kultur og sprog om muligt bedre end de indfødte. Og selv da kan man ikke være sikker på at få lov at blive her permanent. Der kan hele tiden blive vedtaget nye love, som trækker gulvtæppet væk under dem, der burde være sikret ophold.

Frihed burde ikke kunne gradbøjes.

Cyklus

En livscyklus. Hvilken vej skal vi vælge? Den ene retning eller den anden? Der er mindre end et halvt år til min overgang fra den ene livsepoke til den næste.

Min bedstemor svor, at før der skulle blive tale om plejehjem, så ville hun tage sit eget liv. Og hun mente det alvorligt. – Den beslutning blev hun skånet for. Hun fik som hun i sin ungdom blev spået en sygdom, som hele verden skulle tale om.

Mange år senere holdt jeg til arbejdet på et plejehjem i en måned. Så sagde jeg op pr. telefon – grædende – jeg kunne ikke være med til at behandle mennesker sådan.

Desværre ser det ud, som om velfærden ikke længere når frem til vore ældre. Her hersker en opfattelse af, at de ældre ikke længere skal plejes, men skal pleje sig selv. Jeg tror, det kommer af tanker, der egentlig var velmente – at man skulle opmuntre de ældre til at tage mere aktivt del i dagligdagen, og at de skulle være med til de gøremål, de kunne magte.

Kun har den tanke fået overbalance. Når vore ældre pårørende kommer til skade af at være på plejehjem, når de får lov at falde og slå sig, uden at nogen griber dem eller støtter dem og giver dem en hånd, så er idéen med ældrepleje blevet misforstået.

Vi har brug for en ny ånd i vores pleje – det gælder alle aldre – raske, syge, tilskadekomne, handicappede. Omsorg lindrer smerte, forståelse giver energi, menneskelig støtte skænker livsmod. Plejehjemmet skal ikke være forgården til kirkegården. Plejehjemmet skal være et ”oldekolle”, hvor beboerne kan være til sammen, og personalet kan opmuntre, støtte og fremme et værdigt liv. Lukke lyset ind, den friske luft og livsglæden.

Pleje med indbygget hjerte.

Glædelig

Flager af måger over spejlet – en sejlende karavane af svaner anført af to løbende baskende overhoveder. Bobler og brus, sol på kind, vandsøjler i håret, dampen med strejf af klor driver væk med vinden. Blikket suges op i forsvindingspunktet, i uendelig højde en rovfugl i hastig flugt mod et udvalgt mål. Skrig fra den evige måge, krager og alliker, skarv og småfugle i leg med den lette brise, vinger i lys, vinger i skygge, månens bleghed i ophøjet fjernhed, solens spredte vifte på skrå over tage på huse med øjne, der gemmer deres udsyn til vandbadet på vandfladen i husenes indre mørkekamre.

Kontrasten på huden fra kølig creme til hotte lavasten, varmende tyngde i lange træk over ryggen, muskler der overgiver sig til vedholdende viljer, sindet og kroppen der smelter og finder sammen. Et nyt trin på tidens trappestige, et forår på vej, en dag, der går.

Til vejrs, en dag for to, på hat med verden.

Ting-og-Tangel

Se til højre, se til venstre – defilere forbi oceaner af mystiske genstande, der har ligget formummet i støvguirlander på lofter og i kældre – hånden griber en figur, en bog, en skjorte, en broderet klokkestreng, en oldgammel trompet med én knap, der dur – undskyld, vi kanter os forbi andre opdagelsesrejsende – nogen gør et loppekup, andre drikker kaffe i et hjørne og spiser småkager – andre igen diskuterer over et ubestemmeligt møbel og griner.

Figurer, der rækker ud i rummet med deres omkreds, mangler et led, som vore øjne selv fylder ud, spreder humør – værktøjer, fiskegrej, porcelæn, metalkunst, skåle, dåser, opsatser med dukker, huse, dyr, tekster, skilte, trææsker, små elefanter og store, en abekat i træ – en maqaq med lang hale – dem, der bor på Gibraltarklippen har kun en halestump. Der går et sagn om, at hvis maqaqaberne på Gibraltar dør ud, så vil klippen gå ud af hænderne på briterne. Tre skridt længere henne en bog i en lille bunke – Gibraltar, en historie, der bl.a. foregår i Gibraltar – og det første der står på bagsiden: ”Det siges, at hvis …” Så står det lige netop dér!

Det er det, en opdagelsesrejse går ud på! At åbne sig for tilfældet, så at mennesker mødes, ting og tangel finder nye begejstrede ejermænd og -kvinder, inspiration skubber os videre i nye retninger, og tingenes verden fører os på afveje og på udveje og på sideveje og tilbage på hovedvejen.

Søstre, der mødes og følges ad på tidens landevej.

Mytologi i toget

Skriften på væggen i toget:

”Mellem rige Bøndergaarde
snart dampdragen flyve vil”

”Hvor nu Loke sine hjorde
driver, skove vokse til”

Det fik mig til at søge på mobilen – Den Nordiske Mytologi – og så kom der lige et særtilbud: En skabelsesberetning baseret på Snorri Sturlusons Edda.

Vores verden skabte guderne af Ymers lig. De formede jorden, af blodet blev verdenshavene, af kødet blev jord og muld, af knoglerne blev bjerge og fjelde, af håret blev skovene, af tænderne blev sandet, og hjerneskallen blev sat op som himmelhvælvingen. Derpå fortsætter historien med mange flere detaljer, så at der også kom stjerner på himlen og sol og måne og meget mer.

Således kan en togrejse på et par timer blive en lektion i mytologi – og i verdens skabelse – såmænd.

Fersken

At krybe ind i et billede, blive favnet af en farve, blive indhyllet i denne sarte fine vibration – som en luftart. Det er som at komme hjem, her er trygt at være, det blideste og blødeste, som at svæve på en ferskenfarvet sky.

Engang i mine unge dage blev disse nuancer ødelagt for mig, jeg vendte mig fra dem, måske var jeg lidt bange for dem. Det var denne skrappe orange farve, der bruges til tøj, skilte, afmærkninger i trafikken, vejarbejde. Den fortærede alle nuancer i retning af orange, den tog alle nabonuancerne fra mig. Jeg blev urolig, næsten vred, jeg kunne slet ikke være i nærheden af den orange.

Langt senere lærte jeg om chakraer – østens visdom arbejder med centre i kroppen, der kaldes chakraer. De har bestemte energier, der også har tilknyttet bestemte farver. Det chakra, der ligger lige under navlen – det kaldes Hara chakraet – er orange. I de år havde jeg altid ondt inde bag navlen. Et chakra kan åbnes, når man arbejder med det psykologiske og det fysiske – blandt andet med farverne. Når Hara chakraet åbnes, kan vi frigøre frugtbarhed og alt det kreative, vi har i os.

I en række udviklingsår arbejdede jeg meget med især det psykologiske, men jeg lærte også meget ved at modtage behandling med healing, akupunktur, zoneterapi, kinesiologi, ligesom jeg arbejdede med sang, musik, tai-chi og en hel del mere. Jeg kom til at forstå mange nye begreber, og jeg fik lært en hel del om min egen lille historie.

Og pludselig en dag kunne jeg forbløffet konstatere – at nu kunne jeg godt enes med orange! Jeg kunne pludselig opleve alle nuancer omkring orange, mellem rød og orange, mellem gul og orange. En port var åbnet, og jeg kunne med stor fornøjelse sætte pris på alle farver i solens palet!

Nøglen til porten var denne sarte fine ferskenfarvede vibration.

Vores verden

Hvor har jeg dog tit haft Fantásien fremme i mine tanker. Vi lever i en illusion. Vores verden kan forsvinde, hvis vi ikke tror fuldt og fast på den. Verden kan ændre sig med vores ønsker. Sammen er vi skabere af verden hvert eneste øjeblik. Jeg har tit forestillet mig, at jo flere vi er til at tro på verden, jo bedre chancer er der for at den fortsætter. Den vil altid være i forandring, og tænk, hvis det er os, der skaber de forandringer.

Vi er jo selv i et forløb af forandringer – hele livet består af forandringer. Også dér, hvor vi tror, at alt er stabilt. Vi udskifter hudceller, vi taber hår, mens nyt gror frem, alle vore organer udskiftes gradvist, alt omkring os i den fysiske verden forandres, vores indre forandrer sig, vores syn på verden, på livet, forandres ud fra bestandig nye indsigter i livets løb.

Vi skal huske, at vi har medindflydelse på vores eget livsforløb. Det er ikke bare en skabelon, vi har fået udstukket, som går efter en fast plan, skøn eller ikke skøn.

Vi er hele tiden med til at lægge kursen, vi kan foretage valg, vi kan vælge mellem muligheder, og vi kan vælge fra. Vi får måske store opgaver og store beslutninger at overveje, og vi lærer vigtige lektier om, hvordan vi skal navigere i det liv, der er vores. Vi får oplevelser og erfaringer, vi har vores bagage med fra vores udgangspunkt, vores barndom, vi har egenskaber, der kan hjælpe os, og egenskaber, vi skal arbejde med for at skabe den vej, vi hver især vil gå. Vi vælger oplevelser, situationer, mennesker – vi er med til at afgøre, hvad og hvem der skal præge os.

Vi er med til at forme vores liv, vores omgivelser og vores verden. Vores vilje og vores ønsker har magt.

Vi er også med til at bestemme, hvordan verden skal være – hver dag.

Tankegods

Vi har altid en finger med i spillet. Vi har magt til at bringe tanken til udfoldelse. Vore tanker er almægtige, de har skaberkraft, mere end vi tror.

Vi påvirker forsøget – vi får det resultat, vi forventer. Vi påvirker det der foregår – det menneske, som vi viser tillid. Det er på den måde, at nogle børn vokser op med selvtillid – mens andre mangler den anerkendelse, der skal til for at vokse sig stærk. Anerkendelse er grøde for mulden, der nærer planten. Anerkendelse er regnen, der vander livet, agtelse er lyset, der kalder livet frem.

Var vi blandt de børn, der manglede tilliden og tiltroen, så kan vi med vore tanker i dag genoprette balancen – det står i vores magt at nære tillid til, at vi kan udrette, hvad vi ønsker, at vi kan skabe, forme og forny.

Den gamle lære sidder for altid prentet i mig:
Når du tænker på dine skuldre, så vil de spænde. Du skal SE det for dig – at du slapper af i skuldrene! Så vil de slappe af!

Vores forestillinger har magt!

Solskær

Fra solstrejf til solskær. Vi er på vej mod mere lys. Solen bliver et øjeblik længere hver dag, også selvom der skulle komme en sky og et par regndråber imellem os. Engang imellem ligger foråret i luften, det blæser og luften kan næsten drikkes, så frisk bliver den, mågerne leger i den – og driller kragerne.

At komme hjem – på mange måder. Komme indenfor med frisk luft i håret og røde kinder, gå i ly for blæsten. Komme hjem efter mange travle dage og finde ro indenfor og indeni – finde stunder til fordybelse, finde hjem til sig selv. Komme hjem efter en lang rejse, sætte pris på sit sted, sin by, sit landskab, sit kontinent.

Komme hjem fra himlen. I en lille beholder, der ligner et agern, blive båret ud, blive vænnet til Jordens atmosfære og atter blive holdt fast af tyngdekraften.

Komme hjem – til Jorden.