Et frit menneske
At leve i et frit land. Kun synes det, som om vores land ikke er så frit mere – eller rettere – nogle kan være mere fri end andre. Når vi siger: ”Vi lever jo i et frit land”, så mener vi, at vi har ytringsfrihed – så tænker vi ikke altid over, hvad det er at være fri i vores samfund. Frihed og tryghed – det er altid en balance, men der er situationer, hvor vi ikke er herrer over denne balance, hvor vi ikke selv kan vælge.
For mig går vores frihed på den ene side dertil, hvor vi ikke gør andre ondt med vores ytringsfrihed, og på den anden side dertil, hvor vi selv kan bestemme, hvornår vi vil på toilettet.
Vi afgrænses – om ikke begrænses – af de rammer, vi er sat i – også i vores frie land. Hvis vi ikke fysisk eller mentalt er i stand til at klare os selv, så er vi underlagt visse regler, bestemmelser, normer, retningslinier. Vi kan ikke bestemme selv – over vores eget liv, vores egen dagligdag. Vi er sat inden for nogle muligheders grænser, som andre har bestemt. I den position kan vi ikke sige vores mening frit, for det kan give bagslag for hiin enkelte. Er man klog og passer på sig selv, skal man vare sin mund.
Kommer man til vores land som besøgende, som flygtning, som immigrant, så er man ikke lige så fri som de andre, der bor her. Man skal kende landets love og kultur og sprog om muligt bedre end de indfødte. Og selv da kan man ikke være sikker på at få lov at blive her permanent. Der kan hele tiden blive vedtaget nye love, som trækker gulvtæppet væk under dem, der burde være sikret ophold.
Frihed burde ikke kunne gradbøjes.