Sidste Arbejdsår – Dag 185 – Glædelig

Glædelig

Flager af måger over spejlet – en sejlende karavane af svaner anført af to løbende baskende overhoveder. Bobler og brus, sol på kind, vandsøjler i håret, dampen med strejf af klor driver væk med vinden. Blikket suges op i forsvindingspunktet, i uendelig højde en rovfugl i hastig flugt mod et udvalgt mål. Skrig fra den evige måge, krager og alliker, skarv og småfugle i leg med den lette brise, vinger i lys, vinger i skygge, månens bleghed i ophøjet fjernhed, solens spredte vifte på skrå over tage på huse med øjne, der gemmer deres udsyn til vandbadet på vandfladen i husenes indre mørkekamre.

Kontrasten på huden fra kølig creme til hotte lavasten, varmende tyngde i lange træk over ryggen, muskler der overgiver sig til vedholdende viljer, sindet og kroppen der smelter og finder sammen. Et nyt trin på tidens trappestige, et forår på vej, en dag, der går.

Til vejrs, en dag for to, på hat med verden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *