Vores verden
Hvor har jeg dog tit haft Fantásien fremme i mine tanker. Vi lever i en illusion. Vores verden kan forsvinde, hvis vi ikke tror fuldt og fast på den. Verden kan ændre sig med vores ønsker. Sammen er vi skabere af verden hvert eneste øjeblik. Jeg har tit forestillet mig, at jo flere vi er til at tro på verden, jo bedre chancer er der for at den fortsætter. Den vil altid være i forandring, og tænk, hvis det er os, der skaber de forandringer.
Vi er jo selv i et forløb af forandringer – hele livet består af forandringer. Også dér, hvor vi tror, at alt er stabilt. Vi udskifter hudceller, vi taber hår, mens nyt gror frem, alle vore organer udskiftes gradvist, alt omkring os i den fysiske verden forandres, vores indre forandrer sig, vores syn på verden, på livet, forandres ud fra bestandig nye indsigter i livets løb.
Vi skal huske, at vi har medindflydelse på vores eget livsforløb. Det er ikke bare en skabelon, vi har fået udstukket, som går efter en fast plan, skøn eller ikke skøn.
Vi er hele tiden med til at lægge kursen, vi kan foretage valg, vi kan vælge mellem muligheder, og vi kan vælge fra. Vi får måske store opgaver og store beslutninger at overveje, og vi lærer vigtige lektier om, hvordan vi skal navigere i det liv, der er vores. Vi får oplevelser og erfaringer, vi har vores bagage med fra vores udgangspunkt, vores barndom, vi har egenskaber, der kan hjælpe os, og egenskaber, vi skal arbejde med for at skabe den vej, vi hver især vil gå. Vi vælger oplevelser, situationer, mennesker – vi er med til at afgøre, hvad og hvem der skal præge os.
Vi er med til at forme vores liv, vores omgivelser og vores verden. Vores vilje og vores ønsker har magt.
Vi er også med til at bestemme, hvordan verden skal være – hver dag.

