Mytologi i toget
Skriften på væggen i toget:
”Mellem rige Bøndergaarde
snart dampdragen flyve vil”
”Hvor nu Loke sine hjorde
driver, skove vokse til”
Det fik mig til at søge på mobilen – Den Nordiske Mytologi – og så kom der lige et særtilbud: En skabelsesberetning baseret på Snorri Sturlusons Edda.
Vores verden skabte guderne af Ymers lig. De formede jorden, af blodet blev verdenshavene, af kødet blev jord og muld, af knoglerne blev bjerge og fjelde, af håret blev skovene, af tænderne blev sandet, og hjerneskallen blev sat op som himmelhvælvingen. Derpå fortsætter historien med mange flere detaljer, så at der også kom stjerner på himlen og sol og måne og meget mer.
Således kan en togrejse på et par timer blive en lektion i mytologi – og i verdens skabelse – såmænd.

