Måned: december 2018

Tabu

Forskellige tider har forskellige tabuer, forskellige spændinger, forskellige problemer at overvinde. Forskellige politiske tilstande. Tiden går, og virkeligheden forandres til fortid, til historie. Historieskrivningen fortolkes af levende mennesker i forskellige tider. Det oplevede dækkes til af nye lag af oplevelse. Nogle lag er transparente, andre er ikke.

Historien bliver til arkæologi, mens tidens bølger ruller. Og arkæologiens næsten evige opgave er bestandig at forsøge at tolke, give bud på resultater, og i samme åndedrag være velvidende om, at vi tolker ud fra en nutid, der ligger oven på utallige lag af passeret menneskeliv imellem nu og dengang. Vi kan aldrig nå ind og vide, hvordan selve det liv foregik, som vi forsøger at tolke. Vi kan hente viden om utallige aspekter af det liv, men vi kan ikke tolke frit, vi kan ikke vide, hvilken sorg og glæde, poesi og sang, dans og fest, håndværk og samfundsindretning, livsvilkår og overlevelse der var.

Vi kan uddrage facts af de fysiske spor, vi finder af en kultur – mange og solide. Og vi kan nærme os en fornemmelse af livet dengang – bedst igennem poesien og mytologien – mytopoetikon. Men vi kan ikke gå tre skridt tilbage og blive uvidende. Vi kan ikke abstrahere fra det liv, vi selv befinder os midt i. Vi kan simpelt hen ikke være objektive – ikke i arkæologien, ikke i historien, ikke i nuet.

Vi kan derfor heller ikke tillægge en fortid – fjern eller nær – hensigter eller fordomme eller motiver til at forarge eller på anden måde gøre nogen noget ondt i dag – i dette nu. Forskellige tider har forskellige tabuer, forskellige spændinger, forskellige værdier, forskellige ønsker for fremtiden, forskellige visioner.

Der var en sang, der gjorde nogen ked af det i disse dage. Men den er skrevet i en anden tid, der ikke kunne ane, at den skulle komme til det.

”Den danske sang er en ung blond pige”. I Højskolesangbogen, versionen fra 1965, som jeg selv fik, da jeg drog på højskole som ung, står der under sangteksten:

’Prolog ved landssangstævnet på Det Kgl. Teater d. 1/6 1924. Tr. i ”Berl. Tid.”s aftenudg. f. 2/6. s.å. Forkortet.’ – Altså trykt i Berlingske Tidendes aftenudgave 2. juni 1924 (samme år). Teksten er skrevet af Kai Hoffmann, den er forkortet i denne sangbog, melodien er skrevet af Carl Nielsen.

Vi sang den også i skoletiden – det kneb gevaldigt at begejstres over de danske sange i konkurrencen med den opstående popsang, rock-and-roll, rocken, balladerne og beaten, der strømmede til Danmark fra det engelsktalende udland.

Alle sange og tekster kan synges, bruges og misbruges. Måden man synger en sang på, kan måske provokere – og ligefrem gøre nogen noget ondt. Det kan vi ikke ændre på ved at forbyde sangen sunget. Det er en etisk opgave i den samtid, der synger den.

Teksten er en hyldest til landet, til landskabet, i den tids poetiske ånd. Den hylder landet – og den hylder også en barsk historie, den taler om identitet og om en tro på, at ”kunst og kamp kræver stadig stål”.

Den siger også: ”Og tider skifter, og sæder mildnes…” Lad os forenes om, at tiderne atter er skiftet, og at sæderne er mildnet.

Tidshvirvel

Tiden forstået som et punkt. I den daglige tilværelse i en jæger-samler kultur – for eksempel i Mesopotamien. Tiden blev et fænomen, der kunne deles i to. En gigantisk oversvømmelse – den skyldes ikke bare floden Tigris, der som vanligt er uregerlig – men himlen åbnede sig i dagevis, i ugevis – hele landskabet mellem bjergkæderne blev lagt under vand. Det blev skillepunktet mellem to tider: Før floden – og efter floden.

Tiden forstået som en tilbagevenden – en cirkulær tidsfornemmelse. Den Frugtbare Halvmåne – det fulgte med, da man begyndte at opdyrke jorden. Gode græsser blev foretrukket af jægere og samlere. Derfor var det også dem, der blev rusket mest, så at de kastede flere frø af sig end nabogræsserne. På den måde fremelskede man gode græssorter, de blandede sig med hinanden, og en dag havde man Emmer. Senere blandede Emmer sig med en anden sort, og dermed fremkom Spelt.

Tiderne efter floden blev mere stabile, bystater voksede op, floderne Eufrat og Tigris gav oversvømmelser – men ikke for store – og med nogenlunde regelmæssige mellemrum. De opfindsomme mennesker styrede vandet ved at bygge overrislingsanlæg. Bystaterne smeltede sammen til et helt land, tiden blev inddelt i år, der fik navn efter landets herskere, og man kunne så og høste og brygge øl og tørre ler i solen og bygge ziggurater.

Alle verdens folkeslag slog sig ned i områder, som blev til lande med grænser imellem. Menneskene udforskede deres verdener, samlede erfaringer og begyndte at drive videnskab. Den opsamlede viden blev bevaret i ét verdenshjørne, mens et andet måtte kæmpe sine krige til ende, derpå kunne man bytte og bevare verdens viden i et andet hjørne, mens endnu andre krige måtte udkæmpes.

Verden blev forvandlet fra en pandekage til en rund klode. Videnskaben fandt ud af at opmåle jorden, og tiden blev inddelt i så mange små dele, at tidsforståelsen blev lineær frem for punktvis eller cirkulær.

Kun kom den punktvise tidsforståelse alt for ofte tilbage og sprængte alle tidsrammer, når verden gik af lave – når pesten ramte – når videnskaben gjorde nye landvindinger – når verdenskrigene hærgede – når tektoniske plader stødte sammen – når jorden revnede – når vulkanerne spyede ild – når atombomber blev kastet – når orkaner blæste byer væk – når mennesker slagtede mennesker – når mennesker sluttede fred – når mennesker rev mure ned og byggede broer.

Og en ny figur dukkede op i tidsforståelsen – når vi forsøger at bruge erfaringen som afsæt til at komme videre – når vi er fulde af håb om, at vi skal blive dygtigere og forvalte vores verden bedre i fremtiden: Spiralen – som en ziggurat…

Forskellighed

Hurra for mangfoldigheden! Vi er dybt forskellige – og dog så ens! Vi er så mange i én – mange mennesker i én sammenhæng – vi er os selv på mange måder – vi viser forskellige sider af os til forskellige mennesker.

Nogle af os agerer og bevæger os ubesværet blandt mange mennesker, andre af os foretrækker de små grupper af venner og kolleger. Nogle af os er meget åbne og har meget på hjerte, andre af os er mere sky og tillukkede og holder vore tanker for os selv.

Store runde fødselsdage er perfekte eksempler på, hvordan det kan spænde af at bringe mange forskellige mennesker sammen. Alle de situationer, hvor vi har haft det uventet skægt med nye mennesker – eller har siddet og krummet tæer over at være sat til bords med nye mennesker. Andre situationer har med et sæt sendt os ud på lyserøde skyer – eller effektivt sat en stopper for videre bekendtskab. Vi er små magneter, der enten hvirvles mod hinanden i smækkys eller skydes væk fra hinanden som raketter.

Vi bygger verdener op sammen med forskellige sæt af venner. Vi kan være nervøse for at sætte forskellige mennesker sammen, og vi kan have særlige hensigter med det, særlige ønsker. Nogle gange lykkes det, og alle bliver glade, andre gange kommer noget bag på os, og vi fortryder, at vi udsatte dem for hinanden.

Kunsten er at lade mennesker møde hinanden på tværs – og forblive sig selv med alle de facetter, der er i den ædelsten, som vi hver især er.

Boder og goder

Juleræset er over os! Juleboder har indtaget storbyen, de står på rad og række, og menneskemængder defilerer forbi dem, nogle indfanges af duft og smag – stående, siddende eller lænet op ad diske – af glögg og pandekager, chokolade, alskens søde sager, grill, juleøl og pølser i svøb. Boderne lokker med huer og handsker, tørklæder, skind, hjemmesko, legetøj, tasker, uroer med små lysfænomener, lyset slukkes i en bod, så man selv kan se, hvilke vidundere man kan købe, og det for en slik, varmen skaffes på utallige måder, man kan lugte gas, svedne briketter, stearinlys, bilos, der blander sig, hele storbytrafikken passerer i periferien af de små strålende lys i mørket. Papirsposer, plasticposer dingler i knæhøjde ned ad et hovedstrøg med dem, der løsriver sig, mens glasfacader glider forbi, bag ruderne læner enorme figurer sig op ad tæpper og gardiner. Et busstoppested i bunden af udsigten glimter i det våde gadebillede, bussen kommer og trækker trætte indkøbsforvirrede overbelastede juleræsrejsende indenfor til dem, der i forvejen står som sild i en tønde, døren kan ikke lukkes, stemmer råber for at justere menneskestrømmen, så der bliver plads til den sidste, før fartøjet duver halvt bevidstløst mod nye horisonter, og nogle står af allerede næste gang og beslutter at gå det sidste stykke for at kunne ånde frit igen.

Bag duggede ruder simrer den store gryde, mens øjne slår smut, strenge røres, og stemmer løfter hele huset til en anden verden.

Den første sne

Det ligner mere hagl, det lå tykt i den tidlige morgen, og det hastede med at indfange øjeblikket, inden det smeltede.

At blive menneske

At være i sin vorden. Som menneskehed. At være næsten ny, og dog årtusinder gammel. Og alligevel endnu ikke alle modne nok til fred og fordragelighed. Samfundet begynder med de små.

Roden til et lykkeligt samfund er den lykke, vi skænker de små, den kærlighed, vi lader dem vokse op i. Den tillid, vi møder dem med, den tillidsfuldhed, de møder verden med. Den tryghed, vi skaber for os alle.

Vi er på vej. Jeg har tit tænkt, at om 100 år vil man måske regne vor tid med til Middelalderen. Vi har en lang udvikling for os. Vi har endnu meget at lære, ordet menneskelig går forud for os.

De små vil blive store, og de vil tænke anderledes end vi. De vil være med til at bygge de nye samfund på nogle flere af de værdier, vi drømmer om. De nye unge vil udvide rammerne for, hvad der kan lade sig gøre. Økologi vil mødes med teknologi. Det individuelle vil mødes med korpsånd. Tro vil mødes med viden. Verden er større, end vi tror.

Vi er mestre i at finde mening i livets hændelser. – Er vi i lære som engle? Kan vi komme til at bygge nye samfund på menneskelig værdighed, omsorg og forståelse?

De nye små kan.

At leve på en sten

Flere gange er der blevet sagt om mig, at jeg kan leve på en sten. Jeg har selv kaldt det, at jeg kan leve med skyklapper på en periode, hvor jeg måtte være fattig – så kan jeg gå igennem en hel by uden at købe noget. Tingenes verden har ikke så stor appel for mig som at være i naturen og dyrke de værdier, jeg lægger i litteratur, historie, sprog, kultur, viden og det spirituelle. Mine materielle ønsker er ganske beskedne, og jeg er tilfreds, når jeg kan opfylde dem. Jeg finder glæderne i det små, og jeg ser virkelig frem til en seniortilværelse, hvor jeg kan være mere tid blandt mine bøger, mine skriftlige arbejder, rydde op, tage fat på noget håndarbejde, få regelmæssig motion, passe kroppen – og sjælen. Få tid og krudt til det sociale samvær med gode venner. Komme videre med alt det, jeg så gerne vil udrette.

Tanken om at leve beskedent og hengive sig til de menneskelige værdier, købe sig tid og frihed og undslippe arbejdsmarkedskarrusellen, den rammer yngre og yngre mennesker. Vi er alle udsat for den accelererende hastighed, vi er alle i risiko for at gå ned med stress – i alle aldre. Drømmen om at slippe ud af afhængigheden – at lade livsværdierne sætte dagsordenen frem for pengene – den er der nogle, der allerede har realiseret, og mange andre vil følge efter.

Foreløbig skal der en del held og pengespekulation til – foruden altså stor flid og arbejdsomhed i et antal år – for at realisere drømmen. Drømmen er baseret dels på egen indsats, og dels på det eksisterende grundlag af kapital og dens virkning i samfundet. Man kan hobe penge op på forskellig måde og efterfølgende investere dem på forskellig måde – det nærmestliggende er aktier og obligationer, der giver renter, men det er et spil, som man også kan tabe – man kan også investere i fast ejendom – og leje den ud, og meget mere, der går ud over min forstand.

Vores samfundsform er allerede forandret til ukendelighed af den digitale revolution. Allerede i dag har vi hul på nedsat arbejdsuge, deltidsarbejde og hjemmearbejde. Vi er ikke lige så stavnsbundet i arbejdslivet som tidligere, vi er blevet mobile. Fremtiden er forandring i sig selv. Det korte udsyn, vi har herfra, afslører kun nogle få konkrete tendenser. Jeg forestiller mig – det gør vi nok alle – at arbejdstiden bliver kortere. Arbejdets art bliver anderledes. Der vil fortsat være masser af arbejde at udføre, men det kommer til at blive under en anden struktur – hvilende på en anden fordeling af ydelse og nydelse.

Hvis vi er bevidste om vore ønsker og værdigrundlag, kan vi allerede nu være med til at forme den nærmeste udvikling, der gælder selve samfundsstrukturen, hvor fx arbejdsmarkedet er forsvundet, opslugt af en ny samfundsindretning. Når vi kommer lidt længere hen i vores udvikling – ud over, hvad vi kan ane nu – vil muligheden for ophobning af penge måske være forsvundet, og vi skal leve vores drøm om frihed og fritid mere organisk ud. Mere bæredygtigt, klimavenligt, økologisk, dyrevenligt, brugervenligt, menneskevenligt, ligeværdigt.

Den organiske livsdrøm er for mig samarbejde. Vi kan bære vores samfundsliv sammen.

Agt og Akt

Karen Blixen har skrevet om det at agte et andet menneske.

Der findes en lang tradition for kærlighedsakten – i Østen – i Mellemøsten og mange andre steder. Man har haft en elskovslære, det har været en vigtig del af familielivet – det har været en udsøgt fornøjelse at skabe glæde for sin partner og dele en hemmelig intimsfære, hele tiden forny sit budskab om, hvor højt man elsker hinanden.

Et eksempel på denne tradition er “Kama Sutra” med uddrag af indiske elskovstekster. Kama er navnet på den hinduistiske kærlighedsgud, det betyder “nydelse”. Det gælder enhver nydelse, der kan opleves gennem sanserne, fx duften af en rose eller lyden af musik. En sutra er som en aforisme, og der er flere større værker, der er skrevet som sutraer. Altså kan Kama Sutra oversættes som “Aforismer om nydelsen”. Kama Sutra teksten definerer selv ordet Kama som:

Kama er kroppens, sindets, sjælens glæder
ved den fineste sanselighed:
væk øjne, næse, tunge, ører og hud til live
og se kernen i Kama blomstre
mellem sansen og det sansede.

Teksten har syv hovedafsnit, et af dem handler om samlejeteknik. Resten beskæftiger sig med så forskellige emner som hvordan man gør kur, hvordan man skal opføre sig i ægteskabet, hvordan man møblerer et hus, hvordan køkkenet skal forsynes og haven tilplantes, hvordan religiøse højtider skal fejres.

I den vestlige kultur blev kærlighedsakten lagt under låg i Victoriatiden – perioden mellem 1837 og 1901, hvor Dronning Victoria regerede det britiske imperium. Victorianismens holdninger kom til at præge en hel generation af briter i slutningen af 1800-tallet. Det fik genklang i hele Europa – og der skulle mere end 100 år til at afreagere på det undertryk, det skabte!

Når vi gør oprør mod noget, har vi det med at havne i den modsatte grøft. Igennem 1960’erne, hvor vi gjorde oprør mod stort set alt, blev mangt og meget frigjort, også sexualiteten. Vi afprøvede grænser på alle mulige områder. Sexualiteten blev fri, den blev eksperimenteret med, den blev offentlig.

Men hov! Hvor blev kærligheden af? Og samhørigheden mellem sexualiteten og kærligheden. Den hemmelige intimsfære mellem to, der agter og elsker hinanden. Sexualiteten bliver en tom skal uden sin kærlighed – og kærligheden bliver tør og trist uden sin sexualitet.

Lad de to blive genforenet, lad klokkerne ringe til bryllupsfest for at fejre kærlighedsakten imellem hele mennesker i både krop og sjæl!

Possum

Underfulde skaberværk! Jeg er ikke den første, der siger det. Det er nok også at finde i Bibelen. Og i salmerne. Naturens mindste bestanddele, alt brydes ned til mikroformat for at indgå i nye skabelsesprocesser. Naturen forstår at genbruge og udnytte alt til mindste detalje. Intet går tabt, alt genanvendes.

Possum er latin og betyder ”jeg kan” – at kunne, at magte noget. Bøjningerne af regelmæssige og uregelmæssige verber i latintimerne – efter skoletid – på en anden skole – i 2. real.

possum         jeg kan
potes              du kan
potest            han / hun – den / det kan
possumus    vi kan
potestis         I kan
possunt         de kan

Det fineste, jeg fik med mig derfra – en varig gave – var læren om sprogenes vandring – om det latinske sprogs vandring op igennem Europa – det dannede strukturen i rumænsk, spansk, portugisisk, fransk – og mange ord og former vandrede videre ind i de tyske sproggrupper, ind i engelsk – og endda ind i de nordiske sprog – ind i dansk! Det latinske sprog hvilede på det græske sprog og havde sin struktur derfra.

Vores latinlærer var spændende. Han underviste i latin på universitetet. Han var vist 70 år, da han så småt begyndte at kede sig – så satte han sig på skolebænken og begyndte at studere græsk på universitetet!

At kunne – og ikke at kunne. At være magtfuld – og afmægtig.

Viljen er altid så god – kun er det ikke altid, at vi kan udrette, hvad vi gerne vil. Det skete igen for mig, at jeg ikke kunne mere i aftes, teksten for i går kommer her som et lille forsinket lyn.

Nogle gange kan vi blive bekymret for, om naturen kan rumme en menneskehed som os, der forgriber sig på alle naturens underværker og bliver årsag til ødelæggelser i natur, dyrebestand og klima. Jeg tror, at naturen kan – potest – magte alle sine skabninger på denne jord. Jeg tror, at den kan genoprette, hvad vi får forstyrret, naturen søger balance og finder den ad de mest finurlige kanaler, som vi end ikke kan tænke os.

Som jeg har skrevet før: Naturen kan sagtens klare sig uden os. Men vi kan ikke klare os uden den.

Gæs

Vi er halvvejs til jul. Der er ¾ år tilbage af mit sidste arbejdsår.

Overvintrende gæs skvaldrer højt i skumringen og flytter hen på en god græsmark for natten. Yksi-kaksi-kolme-nelja-viisi-kuusi – og Akka från Kebnekajse! Nils Holgersen sidder i rygmarven, jeg fik en stor skøn billedbog med fotos af hele rejsen igennem Sverige! På den måde lærte jeg 6 finske ord – for livet!

Lidt senere lærte jeg mig første vers af den finske nationalsang:

Oi maame suomi synnyinmaa,
soj sana kultainen.
ei leksuaa ei kukkulaa,
ei vettää ranta rakkampa,
kuin koti maa taa pohjoinen,
maa kalisissien.

Her har jeg skrevet det nøjagtigt som jeg husker det, jeg har ikke checket, om det er korrekt stavet eller husket. Jeg tænker, at der er nok nogle flere ord med dobbeltvokaler, end jeg har skrevet. Egentlig er det den, vi sang i skolen – bare på svensk:

Vort land, vort land, vort fosterland…

Det er jo sjovt med alle disse rim og remser, som vi lærte som børn. Det er en leg, jeg har haft med mig gennem livet. Det sjoveste er at huske ord og sætninger, som er helt umulige, de giver sig selv, de lægger sig som en remse, en melodi, der flytter ind i dig. – Hvordan tæller man på et andet sprog? Og adressen på nogen man kender i et andet land – at skrive den adresse på en kuvert, lære den udenad og bare kunne den, hver gang man skal sende post udenlands. Det er eksotisk. – Det var.

Måske er det eksotiske forduftet med Internettet, hvor man skriver sine mails til en kodestribe, som computeren husker for dig. Der er ingen duft ved noget brevpapir og lyd af en pen, der kradser. Det går direkte fra tanken til modtagerens mail – uanset sprog, by, land, gadedør.

Er der nogen spændt forventning, når et digitalt svar strømmer imod dig fra verdens fjerneste hjørner? En stribe ord og bogstaver, sammensat og rettet til dig – men hvor er duften, følelserne, alt det sjove? Flotte frimærker.

Jeg går i mit sidste arbejdsår. Det vidner om min alder. Min barndom er ved at være forældet. Der er sket hele revolutioner i vores måde at kommunikere på – fysisk og mentalt. Jo, så er jeg godt nok oldnordisk – når jeg kan sidde her og savne det go’e gamle brevpapir i kuvert med frimærke på. Med lim bagpå, som man skulle slikke på for at få det til at sidde fast. – Det man grinede af i min tid fra den ældre generations tid – at man kunne være ansat ved etaten til at slikke frimærker…

Det er mit sidste arbejdsår, og vi har et hjørne at runde – min sidste ”arbejds-jul”.