Tabu
Forskellige tider har forskellige tabuer, forskellige spændinger, forskellige problemer at overvinde. Forskellige politiske tilstande. Tiden går, og virkeligheden forandres til fortid, til historie. Historieskrivningen fortolkes af levende mennesker i forskellige tider. Det oplevede dækkes til af nye lag af oplevelse. Nogle lag er transparente, andre er ikke.
Historien bliver til arkæologi, mens tidens bølger ruller. Og arkæologiens næsten evige opgave er bestandig at forsøge at tolke, give bud på resultater, og i samme åndedrag være velvidende om, at vi tolker ud fra en nutid, der ligger oven på utallige lag af passeret menneskeliv imellem nu og dengang. Vi kan aldrig nå ind og vide, hvordan selve det liv foregik, som vi forsøger at tolke. Vi kan hente viden om utallige aspekter af det liv, men vi kan ikke tolke frit, vi kan ikke vide, hvilken sorg og glæde, poesi og sang, dans og fest, håndværk og samfundsindretning, livsvilkår og overlevelse der var.
Vi kan uddrage facts af de fysiske spor, vi finder af en kultur – mange og solide. Og vi kan nærme os en fornemmelse af livet dengang – bedst igennem poesien og mytologien – mytopoetikon. Men vi kan ikke gå tre skridt tilbage og blive uvidende. Vi kan ikke abstrahere fra det liv, vi selv befinder os midt i. Vi kan simpelt hen ikke være objektive – ikke i arkæologien, ikke i historien, ikke i nuet.
Vi kan derfor heller ikke tillægge en fortid – fjern eller nær – hensigter eller fordomme eller motiver til at forarge eller på anden måde gøre nogen noget ondt i dag – i dette nu. Forskellige tider har forskellige tabuer, forskellige spændinger, forskellige værdier, forskellige ønsker for fremtiden, forskellige visioner.
Der var en sang, der gjorde nogen ked af det i disse dage. Men den er skrevet i en anden tid, der ikke kunne ane, at den skulle komme til det.
”Den danske sang er en ung blond pige”. I Højskolesangbogen, versionen fra 1965, som jeg selv fik, da jeg drog på højskole som ung, står der under sangteksten:
’Prolog ved landssangstævnet på Det Kgl. Teater d. 1/6 1924. Tr. i ”Berl. Tid.”s aftenudg. f. 2/6. s.å. Forkortet.’ – Altså trykt i Berlingske Tidendes aftenudgave 2. juni 1924 (samme år). Teksten er skrevet af Kai Hoffmann, den er forkortet i denne sangbog, melodien er skrevet af Carl Nielsen.
Vi sang den også i skoletiden – det kneb gevaldigt at begejstres over de danske sange i konkurrencen med den opstående popsang, rock-and-roll, rocken, balladerne og beaten, der strømmede til Danmark fra det engelsktalende udland.
Alle sange og tekster kan synges, bruges og misbruges. Måden man synger en sang på, kan måske provokere – og ligefrem gøre nogen noget ondt. Det kan vi ikke ændre på ved at forbyde sangen sunget. Det er en etisk opgave i den samtid, der synger den.
Teksten er en hyldest til landet, til landskabet, i den tids poetiske ånd. Den hylder landet – og den hylder også en barsk historie, den taler om identitet og om en tro på, at ”kunst og kamp kræver stadig stål”.
Den siger også: ”Og tider skifter, og sæder mildnes…” Lad os forenes om, at tiderne atter er skiftet, og at sæderne er mildnet.