Boder og goder
Juleræset er over os! Juleboder har indtaget storbyen, de står på rad og række, og menneskemængder defilerer forbi dem, nogle indfanges af duft og smag – stående, siddende eller lænet op ad diske – af glögg og pandekager, chokolade, alskens søde sager, grill, juleøl og pølser i svøb. Boderne lokker med huer og handsker, tørklæder, skind, hjemmesko, legetøj, tasker, uroer med små lysfænomener, lyset slukkes i en bod, så man selv kan se, hvilke vidundere man kan købe, og det for en slik, varmen skaffes på utallige måder, man kan lugte gas, svedne briketter, stearinlys, bilos, der blander sig, hele storbytrafikken passerer i periferien af de små strålende lys i mørket. Papirsposer, plasticposer dingler i knæhøjde ned ad et hovedstrøg med dem, der løsriver sig, mens glasfacader glider forbi, bag ruderne læner enorme figurer sig op ad tæpper og gardiner. Et busstoppested i bunden af udsigten glimter i det våde gadebillede, bussen kommer og trækker trætte indkøbsforvirrede overbelastede juleræsrejsende indenfor til dem, der i forvejen står som sild i en tønde, døren kan ikke lukkes, stemmer råber for at justere menneskestrømmen, så der bliver plads til den sidste, før fartøjet duver halvt bevidstløst mod nye horisonter, og nogle står af allerede næste gang og beslutter at gå det sidste stykke for at kunne ånde frit igen.
Bag duggede ruder simrer den store gryde, mens øjne slår smut, strenge røres, og stemmer løfter hele huset til en anden verden.

