Gæs
Vi er halvvejs til jul. Der er ¾ år tilbage af mit sidste arbejdsår.
Overvintrende gæs skvaldrer højt i skumringen og flytter hen på en god græsmark for natten. Yksi-kaksi-kolme-nelja-viisi-kuusi – og Akka från Kebnekajse! Nils Holgersen sidder i rygmarven, jeg fik en stor skøn billedbog med fotos af hele rejsen igennem Sverige! På den måde lærte jeg 6 finske ord – for livet!
Lidt senere lærte jeg mig første vers af den finske nationalsang:
Oi maame suomi synnyinmaa,
soj sana kultainen.
ei leksuaa ei kukkulaa,
ei vettää ranta rakkampa,
kuin koti maa taa pohjoinen,
maa kalisissien.
Her har jeg skrevet det nøjagtigt som jeg husker det, jeg har ikke checket, om det er korrekt stavet eller husket. Jeg tænker, at der er nok nogle flere ord med dobbeltvokaler, end jeg har skrevet. Egentlig er det den, vi sang i skolen – bare på svensk:
Vort land, vort land, vort fosterland…
Det er jo sjovt med alle disse rim og remser, som vi lærte som børn. Det er en leg, jeg har haft med mig gennem livet. Det sjoveste er at huske ord og sætninger, som er helt umulige, de giver sig selv, de lægger sig som en remse, en melodi, der flytter ind i dig. – Hvordan tæller man på et andet sprog? Og adressen på nogen man kender i et andet land – at skrive den adresse på en kuvert, lære den udenad og bare kunne den, hver gang man skal sende post udenlands. Det er eksotisk. – Det var.
Måske er det eksotiske forduftet med Internettet, hvor man skriver sine mails til en kodestribe, som computeren husker for dig. Der er ingen duft ved noget brevpapir og lyd af en pen, der kradser. Det går direkte fra tanken til modtagerens mail – uanset sprog, by, land, gadedør.
Er der nogen spændt forventning, når et digitalt svar strømmer imod dig fra verdens fjerneste hjørner? En stribe ord og bogstaver, sammensat og rettet til dig – men hvor er duften, følelserne, alt det sjove? Flotte frimærker.
Jeg går i mit sidste arbejdsår. Det vidner om min alder. Min barndom er ved at være forældet. Der er sket hele revolutioner i vores måde at kommunikere på – fysisk og mentalt. Jo, så er jeg godt nok oldnordisk – når jeg kan sidde her og savne det go’e gamle brevpapir i kuvert med frimærke på. Med lim bagpå, som man skulle slikke på for at få det til at sidde fast. – Det man grinede af i min tid fra den ældre generations tid – at man kunne være ansat ved etaten til at slikke frimærker…
Det er mit sidste arbejdsår, og vi har et hjørne at runde – min sidste ”arbejds-jul”.