At leve på en sten
Flere gange er der blevet sagt om mig, at jeg kan leve på en sten. Jeg har selv kaldt det, at jeg kan leve med skyklapper på en periode, hvor jeg måtte være fattig – så kan jeg gå igennem en hel by uden at købe noget. Tingenes verden har ikke så stor appel for mig som at være i naturen og dyrke de værdier, jeg lægger i litteratur, historie, sprog, kultur, viden og det spirituelle. Mine materielle ønsker er ganske beskedne, og jeg er tilfreds, når jeg kan opfylde dem. Jeg finder glæderne i det små, og jeg ser virkelig frem til en seniortilværelse, hvor jeg kan være mere tid blandt mine bøger, mine skriftlige arbejder, rydde op, tage fat på noget håndarbejde, få regelmæssig motion, passe kroppen – og sjælen. Få tid og krudt til det sociale samvær med gode venner. Komme videre med alt det, jeg så gerne vil udrette.
Tanken om at leve beskedent og hengive sig til de menneskelige værdier, købe sig tid og frihed og undslippe arbejdsmarkedskarrusellen, den rammer yngre og yngre mennesker. Vi er alle udsat for den accelererende hastighed, vi er alle i risiko for at gå ned med stress – i alle aldre. Drømmen om at slippe ud af afhængigheden – at lade livsværdierne sætte dagsordenen frem for pengene – den er der nogle, der allerede har realiseret, og mange andre vil følge efter.
Foreløbig skal der en del held og pengespekulation til – foruden altså stor flid og arbejdsomhed i et antal år – for at realisere drømmen. Drømmen er baseret dels på egen indsats, og dels på det eksisterende grundlag af kapital og dens virkning i samfundet. Man kan hobe penge op på forskellig måde og efterfølgende investere dem på forskellig måde – det nærmestliggende er aktier og obligationer, der giver renter, men det er et spil, som man også kan tabe – man kan også investere i fast ejendom – og leje den ud, og meget mere, der går ud over min forstand.
Vores samfundsform er allerede forandret til ukendelighed af den digitale revolution. Allerede i dag har vi hul på nedsat arbejdsuge, deltidsarbejde og hjemmearbejde. Vi er ikke lige så stavnsbundet i arbejdslivet som tidligere, vi er blevet mobile. Fremtiden er forandring i sig selv. Det korte udsyn, vi har herfra, afslører kun nogle få konkrete tendenser. Jeg forestiller mig – det gør vi nok alle – at arbejdstiden bliver kortere. Arbejdets art bliver anderledes. Der vil fortsat være masser af arbejde at udføre, men det kommer til at blive under en anden struktur – hvilende på en anden fordeling af ydelse og nydelse.
Hvis vi er bevidste om vore ønsker og værdigrundlag, kan vi allerede nu være med til at forme den nærmeste udvikling, der gælder selve samfundsstrukturen, hvor fx arbejdsmarkedet er forsvundet, opslugt af en ny samfundsindretning. Når vi kommer lidt længere hen i vores udvikling – ud over, hvad vi kan ane nu – vil muligheden for ophobning af penge måske være forsvundet, og vi skal leve vores drøm om frihed og fritid mere organisk ud. Mere bæredygtigt, klimavenligt, økologisk, dyrevenligt, brugervenligt, menneskevenligt, ligeværdigt.
Den organiske livsdrøm er for mig samarbejde. Vi kan bære vores samfundsliv sammen.