Sidste Arbejdsår – Dag 122 – Agt og Akt

Agt og Akt

Karen Blixen har skrevet om det at agte et andet menneske.

Der findes en lang tradition for kærlighedsakten – i Østen – i Mellemøsten og mange andre steder. Man har haft en elskovslære, det har været en vigtig del af familielivet – det har været en udsøgt fornøjelse at skabe glæde for sin partner og dele en hemmelig intimsfære, hele tiden forny sit budskab om, hvor højt man elsker hinanden.

Et eksempel på denne tradition er “Kama Sutra” med uddrag af indiske elskovstekster. Kama er navnet på den hinduistiske kærlighedsgud, det betyder “nydelse”. Det gælder enhver nydelse, der kan opleves gennem sanserne, fx duften af en rose eller lyden af musik. En sutra er som en aforisme, og der er flere større værker, der er skrevet som sutraer. Altså kan Kama Sutra oversættes som “Aforismer om nydelsen”. Kama Sutra teksten definerer selv ordet Kama som:

Kama er kroppens, sindets, sjælens glæder
ved den fineste sanselighed:
væk øjne, næse, tunge, ører og hud til live
og se kernen i Kama blomstre
mellem sansen og det sansede.

Teksten har syv hovedafsnit, et af dem handler om samlejeteknik. Resten beskæftiger sig med så forskellige emner som hvordan man gør kur, hvordan man skal opføre sig i ægteskabet, hvordan man møblerer et hus, hvordan køkkenet skal forsynes og haven tilplantes, hvordan religiøse højtider skal fejres.

I den vestlige kultur blev kærlighedsakten lagt under låg i Victoriatiden – perioden mellem 1837 og 1901, hvor Dronning Victoria regerede det britiske imperium. Victorianismens holdninger kom til at præge en hel generation af briter i slutningen af 1800-tallet. Det fik genklang i hele Europa – og der skulle mere end 100 år til at afreagere på det undertryk, det skabte!

Når vi gør oprør mod noget, har vi det med at havne i den modsatte grøft. Igennem 1960’erne, hvor vi gjorde oprør mod stort set alt, blev mangt og meget frigjort, også sexualiteten. Vi afprøvede grænser på alle mulige områder. Sexualiteten blev fri, den blev eksperimenteret med, den blev offentlig.

Men hov! Hvor blev kærligheden af? Og samhørigheden mellem sexualiteten og kærligheden. Den hemmelige intimsfære mellem to, der agter og elsker hinanden. Sexualiteten bliver en tom skal uden sin kærlighed – og kærligheden bliver tør og trist uden sin sexualitet.

Lad de to blive genforenet, lad klokkerne ringe til bryllupsfest for at fejre kærlighedsakten imellem hele mennesker i både krop og sjæl!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *