Oldefars arv
Min oldefar var en driftig mand. Han kom med sin uddannelse fra en anden by og byggede sin egen bødkervirksomhed op. Han havde en snes svende og lærlinge, bødkermor styrede hus og forplejning med fast hånd. Ingen kunne røre frikadellerne som hun – og ingen fik lov, selvom der var ansat piger i husholdningen.
Min oldefar havde en tam allike engang. Den var kommet til skade med vingerne, og han hjalp den til at blive rask igen. Den fulgte ham, hvor han gik. Når han gik ned i byen til et af alle sine ekstra hverv, så sad den på hans skulder, og når de nåede frem, fløj den op i et træ og ventede på ham. Når han kom ud, så fulgtes de hjemad igen.
Han bestyrede den første sygekasse, han var med til at oprette Brugsforeningen i byen, og han var også medvirkende i byens bankvirksomhed.
Denne resonans, der pulserer i os, fra slægtled til slægtled, den stolthed, vi kan føle uden at have kendt vores fjerne forfædre og formødre, den overlevering, der finder sted – ofte springer den et led over, bedsteforældre og børnebørn har en direkte linie – en forståelse, der går uden om den opdragende generation – fra bedste til barn. En samhørighed, der overleveres med blodet, snarere end med modermælken, de gamle generationers liv bliver til eventyr og romantik, men indgiver også de nyeste skud på stammen nogle egenskaber – en styrke, en ro, en vished om, at nogen har været der før dem og har beredt vejen.
Og de fjernere oldeforældre bliver helt mytiske skikkelser, deres gerninger bliver historiefortællinger, og de ganske få fysiske spor, vi måske har af dem, får glans og en særlig aura om sig – en familielegende, der giver næring til det liv, de nye skal leve.
Et hjerte banker i natten.