Sidste Arbejdsår – Dag 136 – At se klart

At se klart

Vi kan udrette en masse på en dag! Mens vi udfører de praktiske opgaver – eller mens vi sover og drømmer velgørende – så er der spekulationer, der når vejs ende, brikker finder sammen i et puslespil, en tankerække munder ud i pludselig klarhed – og det har løst sig – umærkeligt – når vi vågner op og bliver nærværende igen. Som spirerne, der allerede er på vej under mulden for at pible op i det nye år og finde lys og næring – og glæde alt og alle på deres vej.

Med et sæt ved vi, hvad vi vil, eller hvad vi skal gøre for at komme videre – eller vi kender løsningen, der fuldfører opgaven, og så er det blot rutine at afslutte det. Det kan være en sang – det sker ofte for mig, hvis jeg er i gang med en opgave – jeg kan skrive aldrig så mange sider fulde af indfald – men der er ikke noget bedre end en nats drømme – i et glimt, så finder delene sammen – verden føjer sig efter vore intentioner.

Det må være det samme for ingeniøren, matematikeren, IT nørden – at inspirationen er det afgørende, den sender en akut energi igennem os, vi vågner som en udtørret blomst, der får vand – og den geniale løsning indfinder sig! Vi kan selv tage æren – men ænser ikke, at det er en større del af os selv, der er den virkelige bagmand!

Midt i julevrimlen og nytårstågerne – tænk engang – at se klart!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *