Første Juledag – Hiin Enkelte
Dyr er, mennesket eksisterer – siger Søren Kierkegaard (1813 – 1855). Han var dansk, men hans tanker er universelle, og jeg er vist ret præget af dem – skønt sproget kan være vanskeligt for enhver. Min kilde til dette er en introduktion af Henning Nørhøj, som jeg har fundet på kristendom.dk. Han siger, at Kierkegaard brugte guldaldertidens sprog, men han hentede mange begreber fra filosofien, og så skrev han under pseudonym i en hel del af sine værker.
Mennesket kan forholde sig til sig selv, træffe valg og styre sine kropslige behov. Med til eksistensen hører, siger Kierkegaard, at man giver mening til de livssituationer, man gennemlever. Man vedkender sig, at man er dette bestemte menneske – man er Hiin Enkelte, der må træffe sine valg alene.
Gentagelsen er central for Kierkegaard. – Hvad gør gentagelsen ved os? Ifølge Kierkegaard er det afhængigt af, hvordan – eller rettere – om vi forholder os til livet. Med en livsholdning, hvor vi lever på stemninger, nydelse og underholdning, kan vi blive indhentet af kedsomheden – valg bliver ligegyldige – gentagelsen føles truende, og vi kan ende i fortvivlelse. Er vi bevidste om vores eksistens og tillægger den mening, får gentagelsen en anden virkning – gang på gang tager vi imod livet som en opgave. Vi bevarer fortiden i vores erindring, og vi tager håbet med os ud i fremtiden.
I et amerikansk dokumentarprogram 17.12.18 ”Stræben efter stilhed” sagde en japaner, at mennesket har glemt at være begejstret over at være til.
Livet som en gave. Jeg havde en kær veninde, der engang sagde til mig i en telefonsamtale:
” – Jeg tror – ja, jeg er forelsket i livet!”