Juleaften – Nærvær
Der kom sne, og den lå i et par dage lige før julen kom, så smeltede den til et minde.
At være til – være til stede – være nær – være nærværende. At være der for et andet menneske, være der for hinanden. At hjælpes ad med at rumme virkeligheden, når den har gjort os ondt, når vores higen ikke kunne række ind til det attråede – når den attråede var forhindret i at udveksle med os og forsvandt ind i indre billeder, skræmmende billeder, og lukkede alle skotter omkring sig. Oplevede verden som farlig, kæmpede som en vild imod dæmoner, turde ikke stole på nogen.
Vi, der sejlede med på hendes store skude – kort tid eller længere – og kun med ar på sjælen slap væk til sidst. Og alligevel higede mod det, der kunne have været – stadig ikke forstår det alt sammen – og derfor kan hjælpes ad med at bearbejde det. Det er til at forstå, hvis nogen er ond. Men at begribe, at nogen kan være forhindret i at være der – være til stede for dem, der higer imod dem… At blive mødt med mistillid og få skylden for – at være til.
Det attråede er rejst bort for år tilbage. Tiderne har skiftet. Sæderne er mildnet. Vi, der står tilbage med et flosset minde, vi er i stand til at være der for hinanden. Vi sætter pris på hinandens nærvær.
Vi møder vores fælles tid med tillid.