Anden Juledag – Rod og Kilde
At slå rod ved livets kilde. Holde fast i udgangspunktet. Være til i nuet.
Den Store Danske siger om Kierkegaards ”Gjentagelsen”, at mens vi i håbet rækker ud imod en ukendt fremtid og i erindringen griber bagud efter en tabt fortid, giver gentagelsen os mulighed for at være nærværende i nuet.
Mine egne tanker er, at det eneste sted, vi kan komme i berøring med evigheden, er i nuet. Jeg har udtrykt det i min aforisme: ”Evighed er at være til i nuet”. Her i nuet kan vi nå alle tider. Det er som en akkord, hvor alle toner – alle tider – klinger samtidig.
Det giver mulighed for at være autentisk, være Hiin Enkelte – være til stede for os selv og for et andet menneske – Hiin Enkelte. Det kan være så stærkt at være autentisk, at det kan blive skræmmende. At opleve så intenst – det er som at se et andet menneske i øjnene – det kan være svært at klare ret længe ad gangen.
Den, der mestrer det, kan til gengæld have svært ved at klare større menneskemængder – så mange mennesker og så mange indtryk ad gangen. At møde et sådant menneske er en stor oplevelse. Vi er ikke vant til at møde så stor og intens opmærksomhed. Det berører os. Det er noget, vi husker for livet.
Jeg skrev mine første to aforismer på samme dag, måske i samme åndedrag, da jeg var teenager. Den ene siger: ”Vi skynder os at leve livet – for at glemme, hvorfor vi har det”.
At stoppe op og tænke dybt over livets store spørgsmål – som Sokrates, der faldt i staver i Athens gader og stillede store spørgsmål til dem, han mødte på sin vej – det kræver mod. At mødes håndflade mod håndflade – to og to – det kræver mod. Det er imponerende, hvor meget vi kan vride og skrue armene for egentlig at undgå den berøring. Det kræver mod, men det er også en gave, når vi tør.
Som om en englevinge rører vores sjæl.