Sidste Arbejdsår – Dag 51 – Hjerte

Hjerte

Året er fyldt med datoer, der giver mig minder, fordi de er nogens fødselsdag. Mennesker, jeg kender – som jeg har kendt – som ikke er her mere. Når jeg pludselig lægger mærke til en dato – jamen hov, tillykke! Så fejrer jeg det menneske, som jeg har haft sådan en god, sjov, skøn, begivenhedsrig tid sammen med. Måske har vi også gennemgået noget sammen, der har givet os en særlig forbindelse. Vi kan have udrettet noget sammen, som vi endnu høster frugterne af, selvom vi ikke har mulighed for at ses. – Tillykke til jer! Tak for det jeg har lært af jer!

Der kan komme så meget i vejen – tid, alder, forandringer, flytninger, sceneskift – noget, som vi ikke har indflydelse på – vi kan også være nødt til at træffe et valg, som har nogle konsekvenser, for eksempel, at vi ikke ses mere. Sjældent sker det med vilje, livet sender os afsted i forskellige retninger, og vi skal glæde os over, at vi nåede at mødes og nåede at holde af hinanden.

Når vi er ude i dette ingenmandsland, hvor vi mødes under fantastiske tilsyneladende tilfældige og måske anonyme rammer – da kan alt ske – og måske ses vi aldrig igen – men et glimt kan have samme styrke som et langt liv – det virker ind i os – det har langtidsvirkning. Noget i det indre dyb er vækket, noget gammelt, glemt er vakt til live og skaber genklang i dette nu – og løfter os op over vores dagligliv, vi får nye kræfter, vi svæver på længslens vinger, og vi ser verden på en ny måde. Sådan kan vi flytte hinandens fokus og få livet til at spille.

Længe, længe efter – et halv liv senere – kan vi sende vores taknemmelighed tilbage til afsenderen – jo, det virker – hvor de end er – i dette rige eller et andet – kærligheden kender jo ingen grænser – den virker og varmer på tværs af tid og rum. Fra hjerte til hjerte.

Hjertet husker sine møder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *