Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 75 – Bellissimo

Bellissimo

Dette er – en tue. Det er et stykke kultur skabt af et dyr. Det er skabt af menneskehånd. Mennesket er et dyr. En myretue er natur. En mennesketue er natur.

Hvert år, når vi får vores time tilbage fra foråret – Sandhedens Time – er det min store fornøjelse at holde rede på, hvad jeg brugte netop den time til. Den er et stort øjeblik, et tidsrum, jeg vil huske. Og jeg gemmer den til søndagen, så at jeg ikke bare sover den væk.

Denne gang er det noget særligt. For det kan være sidste gang, vi skal flytte rundt på både havemøbler og timer – og atter blive sanddru og følge naturens orden – og Greenwich Mean Time – og blive hjemme i vores egen tidszone og holde os inden for vore egne 15 længdegrader. Vore tidszoner beregnes i forhold til Greenwich ved London, og vi ligger 1 time før – vores tidszone hedder GMT +1.

Da jeg ikke kan vælge, kan jeg sige, at jeg har taget for mig af timerne i dag. Så jeg har brugt min time – tre gange! Til at bage brød. Til at bladre i bøger og foldere fra Bogforum. Og til at tale med et kært menneske. Når vi har travlt og ikke har timer nok i minuttet, så er det dér vi skal holde ekstra godt fast i den røde tråd til vore kære!

Det er EU, der vil afskaffe skift mellem vintertid og sommertid. Vi er vant til, at Folketinget ikke kan enes med sig selv om ret meget. Men ubeslutsomhed blandt partierne – det har jeg alligevel aldrig oplevet før! – Lad så håbe, at det kan blive et sofavalg fra Danmarks side, så EU for denne ene gangs skyld kan løbe af med sejren!

Oh! Vi skulle have lov til at få en ekstra time hver søndag! – Det var da noget at gå til valg på!

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 51 – Hjerte

Hjerte

Året er fyldt med datoer, der giver mig minder, fordi de er nogens fødselsdag. Mennesker, jeg kender – som jeg har kendt – som ikke er her mere. Når jeg pludselig lægger mærke til en dato – jamen hov, tillykke! Så fejrer jeg det menneske, som jeg har haft sådan en god, sjov, skøn, begivenhedsrig tid sammen med. Måske har vi også gennemgået noget sammen, der har givet os en særlig forbindelse. Vi kan have udrettet noget sammen, som vi endnu høster frugterne af, selvom vi ikke har mulighed for at ses. – Tillykke til jer! Tak for det jeg har lært af jer!

Der kan komme så meget i vejen – tid, alder, forandringer, flytninger, sceneskift – noget, som vi ikke har indflydelse på – vi kan også være nødt til at træffe et valg, som har nogle konsekvenser, for eksempel, at vi ikke ses mere. Sjældent sker det med vilje, livet sender os afsted i forskellige retninger, og vi skal glæde os over, at vi nåede at mødes og nåede at holde af hinanden.

Når vi er ude i dette ingenmandsland, hvor vi mødes under fantastiske tilsyneladende tilfældige og måske anonyme rammer – da kan alt ske – og måske ses vi aldrig igen – men et glimt kan have samme styrke som et langt liv – det virker ind i os – det har langtidsvirkning. Noget i det indre dyb er vækket, noget gammelt, glemt er vakt til live og skaber genklang i dette nu – og løfter os op over vores dagligliv, vi får nye kræfter, vi svæver på længslens vinger, og vi ser verden på en ny måde. Sådan kan vi flytte hinandens fokus og få livet til at spille.

Længe, længe efter – et halv liv senere – kan vi sende vores taknemmelighed tilbage til afsenderen – jo, det virker – hvor de end er – i dette rige eller et andet – kærligheden kender jo ingen grænser – den virker og varmer på tværs af tid og rum. Fra hjerte til hjerte.

Hjertet husker sine møder.