Måned: april 2019

Begivenhedshorisont

Første billede taget – af et sort hul. Eller rettere, af de stråler, der netop undslipper det sorte hul og formår at nå frem til vores klode, så at vi kan indfange dem i vore teleskoper og derved få omridset af det sorte hul.

Begivenhedshorisonten er randen, hvor lyset undslipper det kuglelignende sorte hul. Alt der passerer denne horisont forsvinder og kommer aldrig tilbage, det opsuges af det sorte hul. Det kaldes også ”Point of No Return” – det punkt, hvor selv lyset ikke undslipper. Der er store forventninger til, at denne begivenhed skal åbne for mere viden om tyngdekraft og tyngdefelter i universet.

Bevidstheden og det ubevidste. Tiden – Rumtiden – og tidløsheden. Begivenhedshorisonten, sikke et ord! Grænsen for oplevelse. Som Alice, der træder ind igennem spejlet – Alice through the Looking Glass. Grænsen mellem måder at opleve på. – Slutter verden, når man passerer begivenhedshorisonten? Eller begynder der en ny? Afgiver det sorte hul nyt liv i den anden ende? Er det derinde, at nyt liv bliver til?

Lys har ingen masse, blev der forklaret på en video, og derfor kan det faktisk også optræde som en ring inden for det sorte huls radius. Der er også en forklaring på, at den ene halvdel af lyset omkring hullet er stærkere end den anden halvdel. Lysstrålerne bøjes med rundingen, og nogle af dem skal derfor række længere omkring den runde sorte kugle end andre, deraf forskellen i lysstyrken, som vi kan se.

Jeg synes det ligner en klovnemund, der griner. Det kan også ligne ”et øje i det høje”.

Den tid der er gået

Der er blå violer, og der er hvide violer, og så er der syrener på spring.

Jeg har kasseret lidt af den tid, der er gået, i dag. Nogle børn er vokset ud af reden, nogle af deres gaver hænger her endnu, andre gaver er forsvundet ud i fortiden og blevet forvandlet til minder om herlige stunder med dem. De er fløjet afsted som frie fugle, mens genstande fra den svundne tid er forvitret og nu skal tilbage til deres oprindelige former.

Forskellige tider mødes i bunken, der skal kasseres. Gamle kufferter, en af de første på hjul, tæpper, PC kabler, sjove plasticposer, halvfugtige plakater og selv kuldslåede gummistøvler. Der er også endnu brugbare effekter, der måske kan sælges i en genbrugsbutik, nogle fejlkøb, ellers som nye. Den materielle verden foregår i cykler og kan bruges flere gange.

Kroppen blev brugt og endte med at finde hvile foran skærmen over en rigtig fin idé: ”Forældre” – en hvad-nu-hvis… film, der leger med tiden og finder en anledning, hvor forældrenes barn flytter hjemmefra, og de står tilbage i deres tilværelse og leger med tanken om den lejlighed, de boede i, da de var unge og nyforelskede.

Leg og drøm kan være så livagtig, at den kan narre virkeligheden!

Forårssalat til alle tider

Alle gode vækster er på vej til salatskålen. Purløg i stimer, Kruspersillen løfter sit hoved, Rosmarinen har længe stået her og rakt mod lyset, Salvien er nærmest en helårsbusk, den vilde Kørvel med sin lakridssmag er skøn i salaten, når den er så ny. Rosmarin og Salvie er ret dominerende i smagen, så de skal doseres med følelse.

Bunddækket sætter baggrundsfarverne, og de første blade åbner sig i hækken, Klematis kringler sig op ad stolper og vægge. Der flyver et lille fnug med en vilje i…

Duft af lertøj i solen, en gul mur, strå foroven, næsten mæt, ro, lidt støv, der fejer forbi med vinden, lyde af fugle, tidligt forår, omsluttet af solens varme… 100 år tilbage – måske 1000. Sansninger opstår i stille, lidt døvede øjeblikke, og sender os gennem himmelrummets ormehuller på strejftog i tid og sted. Erindringer og forestillinger smelter sammen og foregår i ikke-tid, i et fællesnævnerunivers, som alle kan nå i særlige øjeblikke, når vi er allermest ubevidste – dér, hvor vi lige trækker vejret en tand dybere, før vi ånder ud – dér, hvor vi var lige ved at døse hen, dér, hvor vi var lige ved at sige noget, og alligevel tav.

Urternes ur-dufte er små tidsoaser, der udgør genveje til alle tiders forårssalater.

Omvendt

Indendørs oprydning flyttet ud på terrassen, hvor solen kan lindre gigten.

Før stod jeg ved vasken, og tankerne løb afsted, jeg nåede ikke at holde fast i det. Nu husker jeg det.

Hvordan vi end vender og drejer det: Solen står ikke op og går ikke ned, det er os, der drejer! Lynet slår ikke ned, det slår nedefra og op. Strømmen går ikke fra plus til minus, men fra minus til plus.

Vi tænker ikke over det, men set nede fra Down Under: Vi går med hovedet nedad!

Drømmen om Frihed

Oprydning udendørs, mens solen er der. Fliserne fejet, havemøblerne ud, klokken har slået sommertid.

Kaffe og hjemmebag i det fri – en hel lille forårsfest.

Jeg drømte i nat om frihed.

Nu er der 130 dage tilbage, til jeg får værdighed af pensionist!

Forglemmigej

Kirsebærtræerne er sprunget! Det pibler op i alle bede, småklokker og forglemmigej’er. En skam, at gigten kan forstyrre al denne idyl, knoglerne fryser fast, skønt forårssolen brænder igennem skyerne.

En solsort har bygget rede tæt op ad muren, og jeg må træde varsomt og ikke forstyrre, kun lige levere den daglige service – frø, vand og æbler.

Eftermiddag på terrassen, hviledag.

Gul

Frokost på terrassen. Jeg læser om Frans af Assissi.

Frans voksede op i en velhavende familie, men besluttede sig som ganske ung for at forlade sit materielle liv for at hengive sig til et liv i kristendom, han frasagde sig alle privilegier, han fik mange tilhængere, og der blev dannet flere franciskanske ordener. Frans indså, at i alt liv i naturen havde han en bror eller en søster. Vi er skabt som enkelte væsener, men vi udgør en helhed sammen, ingen er uundværlig.

Min gule trøje er en insektfanger. Jeg havde knapt nok tænkt ordet gul, før en gul sommerfugl flagrede omkring mig, meget fin. De små orange jordbier sætter sig godt til rette i alt det gule stof og pudser sig – min første rigtige brumbasse, der kommer også bier, de vimser søgende langs husvæggene – alle på jagt efter en sommerbolig. Nej, I skal ikke flytte indenfor, men der kunne nok være ledigt mellem murstenene højt oppe.

Forårsblomsterne pibler op – kærminde, tusindfryd, anemone, vinka og viol, både blå og hvide, små grønne spydspidser varsler iris på vej – løgplanterne står endnu, nye er på vej, kun er vintergæk og erantis vendt tilbage til mulden.

Min oprydning fortsætter, indenfor og udenfor. Og samtidig indeni. Som at rense ud mellem hjernevindingerne!

Brak

En stille dag, jeg ligger brak, gigten plager. Brunch på terrassen. Liljen er som voks, uvirkelig i form og farve.

Jeg læser om Sufi. At leve livet, og alligevel ikke være fanget i det. Kende grænser, og alligevel have sit eget grænseløse rum indeni. At erkende, at glæde og tilfredshed ikke kommer udefra – at opnå, som Beethoven, at høre musik uden at kunne høre.

Aftenvandring ud i det klare forårsvejr, knivskarpt og lyseblåt.

Gode hænder

Diabetes check. Godt at følge op på alle detaljer – at vide, at man er i gode hænder, at lære, forstå og finde overblik. Der er mange aspekter at tage hensyn til, og der er nogle faste helbredsmæssige ting, der skal holdes øje med, når man har diabetes: Fødder, øjne, nyrer, hjerte, der er måltiderne og sukkerbalancen, kostråd og stikketeknik. Der er mad, dosering af insulin, motion og forbrug af energi. Vi skal stoppe op mange gange om dagen og checke blodsukker, fingerprikke, tælle kulhydrater og vurdere insulinmængde. Det er et dagligt arbejde. Sideløbende med det helt normale liv.

Af og til får vi mulighed for at give lidt tilbage til vore hjælpere og til alle med Diabetes. Vi kan svare på spørgsmål, deltage i forskningsprojekter – og i dag blev det lanceret – vi kan tilmelde os Steno Diabetesråd på Internettet, hvor vi kan stille os til rådighed med vores erfaringer.

En dag med balance i nydelse og ydelse.

Totem

Jeg læser om Canada. Jeg fandt en guide i den lokale bogbox, og jeg har altid gerne villet vide mere om Canada.

Helt ude ved vestkysten ligger British Columbia med Vancouver i syd. Oppe i nord løber Skeena River og Skeena Valley helt ud til Stillehavet. Her i dalen ligger Ksan, en landsby, som den så ud, før de hvide kom, med dens langhuse og tilhørende totempæle.

Det kræver både talent og lang tids oplæring at kunne bygge en totempæl. Håndværket og traditionen er bevaret, og der er centre, hvor turister kan opleve indianernes traditionelle levevis. Jeg måtte vide noget mere om totem og spurgte bl.a. på Wikipedia.

Et totem er enhver organisme i naturen, som våger over og hjælper en gruppe mennesker, fx en familie, en klan eller en stamme. Ordet ”totem” kommer af ”oode” på Ojibwa-sproget, ”o doodem” betyder ”hans totem”, det er forbundet med shamanistisk religion. Her er totem et dyr eller en anden naturalistisk figur, der repræsenterer en gruppe mennesker. Man kan fx møde totemdyret gennem en trommerejse eller en guidet meditation, dyret kan hjælpe mennesket med at træffe beslutninger og give råd og vejledning.

Jeg kommer til at tænke på våbenskjolde, der blev vigtige symboler for mange slægter i Europa. Det er som et urinstinkt, at man som grupper igennem menneskets historie har skabt sig sine symboler og brugt dem på forskellig måde. Lige fra tro og livsindstilling til afgrænsning mellem grupper og territorier. Det er som en bevægelse – ingen krop uden en bestemt bevægelse, man kan kende en person på – ingen gruppe af mennesker uden en trang til at bekende sig til en symbolik, en mytologi. Vore aner har større betydning for os, end vi måske er bevidste om.

Alle har vi behov for en form for besværgelse, ritualer, symboler, beretninger, mytologi – vi er fulde af magi!