Begivenhedshorisont
Første billede taget – af et sort hul. Eller rettere, af de stråler, der netop undslipper det sorte hul og formår at nå frem til vores klode, så at vi kan indfange dem i vore teleskoper og derved få omridset af det sorte hul.
Begivenhedshorisonten er randen, hvor lyset undslipper det kuglelignende sorte hul. Alt der passerer denne horisont forsvinder og kommer aldrig tilbage, det opsuges af det sorte hul. Det kaldes også ”Point of No Return” – det punkt, hvor selv lyset ikke undslipper. Der er store forventninger til, at denne begivenhed skal åbne for mere viden om tyngdekraft og tyngdefelter i universet.
Bevidstheden og det ubevidste. Tiden – Rumtiden – og tidløsheden. Begivenhedshorisonten, sikke et ord! Grænsen for oplevelse. Som Alice, der træder ind igennem spejlet – Alice through the Looking Glass. Grænsen mellem måder at opleve på. – Slutter verden, når man passerer begivenhedshorisonten? Eller begynder der en ny? Afgiver det sorte hul nyt liv i den anden ende? Er det derinde, at nyt liv bliver til?
Lys har ingen masse, blev der forklaret på en video, og derfor kan det faktisk også optræde som en ring inden for det sorte huls radius. Der er også en forklaring på, at den ene halvdel af lyset omkring hullet er stærkere end den anden halvdel. Lysstrålerne bøjes med rundingen, og nogle af dem skal derfor række længere omkring den runde sorte kugle end andre, deraf forskellen i lysstyrken, som vi kan se.
Jeg synes det ligner en klovnemund, der griner. Det kan også ligne ”et øje i det høje”.