Skæbne
Menneskeskæbner i Rusland – der har været så mange skæbner i Rusland – der er også nogle af dem, der findes beskrevet på dansk. Den beretning, vi nok kender bedst til her i Danmark, er “16 år i Sibirien” af Rachel og Israel Rachlin. Utallige skæbner er fulgt efter i beskrivelserne, og ufatteligt mange er slet ikke beskrevet, og da slet ikke på russisk.
Så mange flygtningeskæbner, der når os i disse år, de begynder at blive publiceret, også på dansk. Der er bestandig nye brændpunkter, som mennesker må flygte fra. En dag kan det blive danskerne, der må flygte. Vi er et lille, fladt land, der ikke kan klare for høj vandstand, hvis havene stiger. Så bliver der ikke meget land tilbage at gemme sig på. Så bliver der brug for at se mod andre lande, først nabolandene, siden destinationer meget længere borte. Er der nogen, der vil hjælpe os til den tid?
Skæbne – skæbnens luner – skæbnens ironi – tak skæbne. En skæbne kan forstås som en højere magt, der griber ind i menneskets liv og styrer det. Skæbnen er et livsforløb, man ser tilbage på, når nogen er død – eller forestiller sig som noget, der ligger forude. Det kan være en person, en begivenhed – eller en daimon – som på afgørende måde griber ind i vores liv – på godt og ondt. Vi kan også tage skæbnen i egen hånd og tage nogle store beslutninger, der giver vores liv en helt ny retning.
Hvad er det, der bærer disse beretninger? Hvad er det, der bringer mennesker igennem og gør, at de overlever?
Vi er kaptajner på eget skib, vi er rorgængere, vi sætter sejl og lægger kursen. Men vind og vejr kan vi ikke styre.

