Sidste Arbejdsår – Dag 88 – Skæbne

Skæbne

Menneskeskæbner i Rusland – der har været så mange skæbner i Rusland – der er også nogle af dem, der findes beskrevet på dansk. Den beretning, vi nok kender bedst til her i Danmark, er “16 år i Sibirien” af Rachel og Israel Rachlin. Utallige skæbner er fulgt efter i beskrivelserne, og ufatteligt mange er slet ikke beskrevet, og da slet ikke på russisk.

Så mange flygtningeskæbner, der når os i disse år, de begynder at blive publiceret, også på dansk. Der er bestandig nye brændpunkter, som mennesker må flygte fra. En dag kan det blive danskerne, der må flygte. Vi er et lille, fladt land, der ikke kan klare for høj vandstand, hvis havene stiger. Så bliver der ikke meget land tilbage at gemme sig på. Så bliver der brug for at se mod andre lande, først nabolandene, siden destinationer meget længere borte. Er der nogen, der vil hjælpe os til den tid?

Skæbne – skæbnens luner – skæbnens ironi – tak skæbne. En skæbne kan forstås som en højere magt, der griber ind i menneskets liv og styrer det. Skæbnen er et livsforløb, man ser tilbage på, når nogen er død – eller forestiller sig som noget, der ligger forude. Det kan være en person, en begivenhed – eller en daimon – som på afgørende måde griber ind i vores liv – på godt og ondt. Vi kan også tage skæbnen i egen hånd og tage nogle store beslutninger, der giver vores liv en helt ny retning.

Hvad er det, der bærer disse beretninger? Hvad er det, der bringer mennesker igennem og gør, at de overlever?

Vi er kaptajner på eget skib, vi er rorgængere, vi sætter sejl og lægger kursen. Men vind og vejr kan vi ikke styre.

Sidste Arbejdsår – Dag 85 – Daimon

Daimon

De indre dæmoner – dem kender vi godt. Dem har vi nok haft et par slåskampe med. Jeg blev forbavset, da jeg engang hørte, at en daimon var en god ånd, der hjalp mennesker. Nu har jeg spurgt Den Store Danske, og ifølge den betyder det græske ord daimon “gud, gudinde, skæbne” – og egentlig “tildelende”.

Sokrates brugte udtrykket “det daimoniske” om den indre stemme, der greb ind i hans liv på afgørende punkter. Platon fremstillede daimon som et mellemvæsen, der hverken er gud eller menneske. Man kunne sige, at et lykkeligt menneske havde en god daimon. Ordet kunne også få en negativ klang – sådan som vi kan bruge det i dag: Onde dæmoner – eller bare “de indre dæmoner”.

Hvis vi sender en mail til nogen, og mail adressen ikke er rigtig, så får vi som regel en meddelelse fra “mailer daimon” – og bliver forskrækkede og tror, at vores computer er angrebet af en ondsindet virus. – Og det var i sådan et tilfælde, jeg lærte, at en daimon kan være god! Inden for IT er det en god daimon, den giver os en meddelelse – en uanbringelighedsmeddelelse – sådan som det langsomme levende røde postbud i hine dage i oldtiden før IT kunne levere! Altså, at pakken, brevet ikke er nået frem, fordi adressen måske var regnet væk…

Spøgelser, der beliver de faldende blade, dystre indre dæmoner, og guddomme, der griber ind i vore liv, gode dæmoner, der bringer lykke.

Mellemvæsener i Multiverset – der passer på os!