Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 88 – Skæbne

Skæbne

Menneskeskæbner i Rusland – der har været så mange skæbner i Rusland – der er også nogle af dem, der findes beskrevet på dansk. Den beretning, vi nok kender bedst til her i Danmark, er “16 år i Sibirien” af Rachel og Israel Rachlin. Utallige skæbner er fulgt efter i beskrivelserne, og ufatteligt mange er slet ikke beskrevet, og da slet ikke på russisk.

Så mange flygtningeskæbner, der når os i disse år, de begynder at blive publiceret, også på dansk. Der er bestandig nye brændpunkter, som mennesker må flygte fra. En dag kan det blive danskerne, der må flygte. Vi er et lille, fladt land, der ikke kan klare for høj vandstand, hvis havene stiger. Så bliver der ikke meget land tilbage at gemme sig på. Så bliver der brug for at se mod andre lande, først nabolandene, siden destinationer meget længere borte. Er der nogen, der vil hjælpe os til den tid?

Skæbne – skæbnens luner – skæbnens ironi – tak skæbne. En skæbne kan forstås som en højere magt, der griber ind i menneskets liv og styrer det. Skæbnen er et livsforløb, man ser tilbage på, når nogen er død – eller forestiller sig som noget, der ligger forude. Det kan være en person, en begivenhed – eller en daimon – som på afgørende måde griber ind i vores liv – på godt og ondt. Vi kan også tage skæbnen i egen hånd og tage nogle store beslutninger, der giver vores liv en helt ny retning.

Hvad er det, der bærer disse beretninger? Hvad er det, der bringer mennesker igennem og gør, at de overlever?

Vi er kaptajner på eget skib, vi er rorgængere, vi sætter sejl og lægger kursen. Men vind og vejr kan vi ikke styre.

Udgivet den

Sidste Arbejdsår – Dag 87 – Murens Fald

Murens Fald

Muij khatjim drusjby! Muij khatjim drusjby! – Vi ønsker venskab! Råbte det glade selskab om bordet i bunden af spisevognen, godt bedækket med glas og klar væske og klirren og – Nastarovija! – Skål! Notesbogen gik fra hånd til hånd – de skrev det i bogen og tegnede, skrev navne og adresser – ordene ulitsa og oblatj gik igen – ulitsa for gade og oblatj, et ord for kommune eller region.

Jeg elskede at sidde i den spisevogn – selvom maden blev mere og mere præget af at være på anden og tredie og fjerde-dagen, og åbningstiden blev mindre og mindre for hver tidszone vi slugte med hjulene på skinnerne.

En løbende rejse i indret, mens tajgaen flød forbi vinduerne, min pen henover siderne i min lille rejsebog. Og mødet med de levende medrejsende – det foregik også for det meste her i spisevognen. De russiske mennesker, rundet af landet, vi kørte igennem, forbundne liv og skæbnespor, og de få turister, der som mig rejste mellem deres udvalgte destinationer for at opleve forestillingerne hjemmefra i virkeligheden.

Nogen væltede mit glas, og lidt af den klare væske sprøjtede ud over mig. Straks lød et råb, og den gamle mand ved siden af mig rejste sig, dybt beskæmmet, han svajede lidt – bukkede dybt for mig, og det var jo nok undskyld, det han sagde – og så gik han hurtigt ud af spisevognen. Jeg var overrasket og syntes det var synd for ham, men nej, ingen pardon fra selskabet. Russisk selvjustits. Man må drikke sig fra sans og samling – men man skal bære sin brandert – kan man ikke det, må man ud.

Sceneskift. Et halvt år senere. Tårerne triller ned ad kinderne på den mand fra Vesttyskland – “Kan jeg nu tage ind og besøge min søster i Østtyskland uden at skulle ansøge om det flere måneder forinden?” – nordiske kolleger i samtale med ham – det var i aftes – og først nu gik det op for mig, hvad de store western-bogstaver på avisens forside i Londons undergrund betød – Fall of the Wall – det var i aftes, at muren faldt. Historiens vingesus blæste, og håret stod ud til alle syv verdenshjørner – Berlin – verden i vantro – for godt til at være sandt? Kennedy og Martin Luther King – alt hvad de og vi har kæmpet for – alt hvad så mange mennesker har lidt. Kan menneskene og menneskenes børn godt komme til at enes?

Det var i dag – for 29 år siden. Mir betyder både verden og fred.