Måned: juni 2019

2. Pinsedag

Lang tids læsning på terrassen fik jeg afbalanceret i skumringen med 3 timers havearbejde. Jeg har taget fat i et par bøger, jeg kun har læst dele af, nu vil jeg læse dem systematisk igennem. Det er sjovt at læse, fordi det handler om videnskaben på den tid, jeg blev født. Her får man detaljer og nuancer i videnskabens historie, som vi ikke siden har lært om i skolen eller i senere studier. Det er Louis Pauwels og Jacques Bergier, de to bind er fra 1964 og 1967.

Mon der kommer blåbær på buskene i år?

Der er 65 dage tilbage, til jeg når skelsår og alder…

Pinsedag

Jamen – Kornblomsten FINDES! Så blev det i min levetid, at den kom tilbage! Det var hurtig ekspedition efter min klagesang 2. juni. Den er kommet tilbage langs kornmarkerne! Altså nogle steder – jeg cyklede forbi hele hære af kornblomster på min vej i eftermiddag! Sikke en gave! Så synes jeg, at der er håb for vores landskab – når jeg skal se kornblomsten i kanten af kornmarkerne igen – så er det tegn på, at de – på udvalgte steder – ikke længere er plaget af pesticider!

Det er fantastisk, så forskellige kornblomster kan se ud! Lys, form, farve, vinkel.

Mon der var nogen, der så pinsesolen danse?

Tyngdekraft

Tyngdekraften kan hjælpe os! Med mange ting. Når vi skal fingerprikke for at måle blodsukker, kan vi skåne fingrene meget, når vi lærer at bruge tyngdekraften som hjælper. Så kan vi nøjes med at benytte den mindste nåleprikker og presse let på fingeren, til vi ser en prik af blod. Derpå holder vi hånden nedad og tæller til 10, så at blodet løber til fingeren og dråben bliver større af sig selv. Og vips, så kan vi sætte måleapparatet til.

Det var en umådelig lettelse for mig, det løste mit største problem, alle mine frustrationer faldt til jorden – med tyngdekraften! Nu er det næsten en leg at passe de daglige små diabetes gøremål.

Dem har jeg alligevel aldrig hørt om før – nøgenrotter! I Chester Zoo ved Liverpool i England. En koloni af pattedyr fra Østafrika, der lever i komplicerede gangsystemer i jorden. De lever som en myrekoloni, eller som bier. De har en dronning, der er lederen og den eneste hun, der føder unger – op til 28 unger efter ca 70 dages graviditet, og det foregår oven på en bunke af hendes undersåtter. Resten er arbejdere og soldater. Det er helt specielt for et pattedyr. De kaldes eusociale – aldrig hørt ordet før. Men det synes ganske relevant, når vi lige har stemt til til EU…

Og inspirerende kan det også være. Efter 2. Verdenskrig – den 24. oktober 1945 – var Danmark én af de 51 stater, der formede verdensorganisationen FN – De Forenede Nationer – The United Nations. Formålet var at forhindre en verdenskrig i nogensinde at opstå igen. FN spiller en vigtig rolle i international udviklingspolitik, miljøsamarbejde, international samfærdsel osv. Det var i dette forum, at Menneskerettighederne blev formuleret. I dag er 193 stater tilsluttet, og jeg har nævnt hver og én i min blog her i efteråret 2018.

FNs opgaver udvides til stadighed. Der er oprettet mange ekspertgrupper og specialorganisationer, bl.a. FNs børnefond Unicef. Ifølge Wikipedia er der 20 organisationer under FN, dem nævner jeg til sidst i dette blogindlæg.

Min tanke er, i relation til svenske Greta Thunbergs tale i Danmark fornylig, at FN må være den organisation, der kan hjælpe verden – vores menneskehed og vores klode – til at løse de problemer, som vi på verdensbasis er tvunget til inden for en deadline at handle på og løse – for ikke at gå til grunde. Vi må have et ”helle”, der er fri af menneskelige uenigheder og grusomheder – et forum, der som et andet ”forretningsministerium” på vegne af hele menneskeheden tager sig af de store trusler mod liv på Jorden. Naturkatastrofer venter ikke på, at vi bliver enige. Det er bogstaveligt talt Force Majeure – en større magt – som ligger helt uden for diskussion.

De 20 organisationer under FN er – ifølge Wikipedia:

FNs Udviklingsprogram (UNDP) – Den internationale arbejdsorganisation (ILO) – FNs befolkningsfond (UNFPA) – FNs børnefond (UNICEF) – Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) – FNs højkommissær for flygtninge (UNHCR) – Den internationale straffedomstol (ICC) – Den internationale domstol (ICJ) – FNs organisation for ernæring og landbrug (FAO) – FNs konference for handel og udvikling (UNCTAD) – FNs AIDS-program (UNAIDS) – FNs urbaniseringsprogram (UNCHS) – FNs kontor for narkotikakontrol og kriminalitetetsbekæmpelse (UNODC) – FNs organisation for uddannelse, videnskab og kultur (UNESCO) – FNs miljøprogram (UNEP) – FNs hjælpeorganisation for Palæstinaflygtninge (UNRWA) – FNs Verdens Turistorganisation (UNWTO) – Verdenssundhedsorganisationen (WHO) – Verdensfødevareprogrammet (WFP) – Den Internationale luftfartsorganisation (ICAO).

Den særlige organisation i FN-regi, som jeg gerne vil foreslå – den kunne fx hedde ”Handling imod verdenstrusler” – AAWT – Action Against World Threats.

Sommerfuglesommer

Hviledag igen. I en begivenhedsrig tid. Det er en tid med årsdage for begyndelser og genklange af afslutninger. Den 9. november i år kan vi fejre 30 årsdagen for murens fald!

Når denne blog er ved vejs ende, og mit pensionistliv begynder, så bliver tiden min egen, jeg kan selv råde over den og fordele mig til opgaver og gode gerninger for mig selv og andre. Da skal jeg være projektarbejder på mine egne projekter, og jeg skal nyde glæden ved fordybelsen.

Det vil blive ren meditation at følge et projekt – eller to – fra begyndelse til ende, blive omsluttet af emnet, være i det, lægge sin sjæl ind i det og have hjertet med – hele vejen! At komme flyvende rundt til alle dele af projektet og sætte ind, hvor der er brug for det.

Som en sommerfugl, der besøger de skønneste blomster, henter nektar og bestøver dem – beriger dem.

Frodighed og Tordenvejr

Huh, jeg er ikke stolt af lyn og torden. Faktisk er jeg en kylling, jeg gemmer mig indendøre, tør ikke gå ud eller cykle, og denne dag endte derfor med en taxa helt hjem til døren – det er netop dér, der er brug for den!

Længe før det trak op til regn og torden gik jeg ud i det frodigtgrønne forår, fyldt med smukke og sjove små oplevelser. Hængepilens fine støvet-mintgrønne bladfingre, en flydebro, der duvede under cyklisterne og mig blandt de gående, mandshøje siv og vandlande så langt øjet rakte. Fugleliv foroven, klingende messingfløjter, hule træblæsere, spættens trommen, gøgens kukken. Gæssene allevegne i alle aldre, og altid en vagthavende med næbbet i vejret til at passe på flokken. De synes at være ansat som en slags parkbetjente, de slår græs og rydder det for den iberiske snegl – de tjener til føden, og jeg tror, de tjener godt.

En lille kulmination – som et afdansningsbal – en munter stemning – et stykke fællesarbejde har nået et godt mellemresultat, det vil støt og roligt fortsætte og blive til hjælp for en masse mennesker.

Grundlovsdag

Grundlovsdag. I dag er det 30 år siden, at jeg kom hjem fra min rejse med Den Transsibiriske Jernbane – ½ år før muren faldt. Jo længere østpå jeg kom, havde landet og verden glemt sin befolkning, og prisen for at veksle sort blev lavere og lavere. Mennesker benyttede gamle husråd, der sendte dem ud i tajgaen for at hente medicin og andre fornødenheder direkte fra naturen. De fleste hylder i butikkerne var tomme. I Beriozka butikkerne var der varer at få – for turisterne.

Jeg kom med toget fra Stockholm, efter sejlturen fra Turkku – Åbo i Finland – hvor TV skærmen viste skrækbilleder med finsk tale, som en venlig finsk herre ved min side oversatte til engelsk – efter at jeg ikke havde hørt nyheder i 3 uger. Khomeini var død – og blev tabt midt i menneskemængden. En togulykke ved byen Ufa i Rusland, hvor mange skolebørn mistede livet – et lille stykke syd for, hvor jeg selv netop havde kørt med toget. Og Tiananmen – Den Himmelske Freds Plads – der tog så mange unge liv på nogle få døgn.

Jeg så for mig de himmelske skarer af børn og unge, der blev afskåret fra livet her på Jorden og forsvandt ud i rummets mørkeblå dyb – ud, hvor lyset hørte op…

Vi har valgt i vores demokrati. Hver og én af os i håbet om at bygge en god fremtid for vores land og for vores verden. Viljen er altid god, vi har bare forskellige meninger om, hvad der er godt.

I dag blev tredje dag inden for en uge, hvor jeg har krydset mit eget spor. I dag var det på cykel, jeg kørte ad flere stisystemer efter at have forladt valgstedet – og pludselig kørte jeg forbi et sted, hvor jeg har tilbragt en hel del timer for mere end 10 år siden.

Spøgelsesby

En pludselig indskydelse fik mig til at stå af toget før jeg havde planlagt. For der var noget jeg skulle nå inden det sluttede – en udstilling. Dermed var jeg pludselig sat i en by, jeg har boet i for 30-40 år siden.

Jeg går igennem en lille gade, jeg har kendt ud og ind. Huse, jeg kender, huse, der er kommet til. Mennesker, der har boet i de gamle huse. Mennesker, der er væk, mennesker, der er flyttet. Et helt andet liv spøger, mens jeg vandrer ad et hovedstrøg med spor af flere tider. Forandret og dog uforandret.

Og spørgsmålet er jo ikke til at komme uden om: Hvad var det for et menneske, jeg var dengang?

Og hvorfor skulle det egentlig være så vigtigt? Jo, når vi går baglæns ud ad tiden, møder vi en tid, hvor vi ikke vidste, hvad vi ved i dag. Det er et dilemma, så snart vi beskæftiger os med historiske emner – nemlig, at det er nærmest umuligt at frigøre os fra vor nutidige viden for at forsøge at analysere fortiden objektivt. Det er i forvejen umuligt at være objektiv, vi bliver snydt gang på gang – det er et regnestykke, vi selv står i vejen for at løse.

Derfor er det spændende og helt mystisk at forsøge at indkredse, hvem vi var tidligere i vores liv. Vi kan ikke lade være med at forsøge at rekonstruere – måske er det selve den leg, der er så spændende?

Byen er en virkelig, nutidig by, det er blot i min erindring, at den er en spøgelsesby.

Projekter

Projekter går også i bølger, perioder. Der kan gå et helt år fra nogle impulser opstår, får en virkning i noget andet, der igen kommer tilbage og virker. Sløjfer bindes og ringe sluttes.

Projekter kan løbe ud i sandet, men de kan også havne på en stor bærebølge, der sender dem med tidevandsstrømmen til deres bestemmelsessted.

Det er en umådelig glæde at opleve, at noget bliver til. At nogle oprindelige tanker får fodfæste i virkeligheden og bliver til gavn for andre. At nogens store arbejde bærer frugt.

Kornblomst

Kornblomsten er for mig fuld af krystaller, lyset spiller i alle dens facetter. Der findes en haveversion, der blomstrer nu, men den helt rigtige – den, som vi plukkede fra grøftekanten, den løb langs kornmarkerne og ned ad de græsklædte bakker, som køerne havde trampet stier i, så det lignede en grøn kryds-og-tværs. Dén blå farve! Dén kornblomst – den er der ikke mere – den har været så sårbar, at den måske er udryddet i naturen. Jeg har købt frø af den mange gange og sået den i mine små stykker jord – og i tilgift kunne man få dem i mange farver.

Men nej, den blå kornblomst i høsten, fra dengang vi sad bag på traktoren og høstede med selvbinder – det var en tid, den. Det var også min barndom. Jeg har nået at snuse den gamle tid ind i min barndom. Den gamle levevis, de gamle normer og rammer for liv. Alt det er sket i ét og samme liv, i den samme generation, som nu har fået rykket pensionsalderen længere ud i fremtiden.

Valmuen, der synes så sart og skrøbelig, den er tilbage i kanten af kornmarken. Men ikke kornblomsten.

Kornblomsten som symbol på en tid, der er gået, som symbol på det klima, vi har så hårdt brug for at få rettet op på, alt hvad der er menneskeligt muligt – NU. Kornblomsten, der minder os om, hvad de seneste generationer – inklusive min – har undladt at gøre noget ved.

Skal vi få kornblomsten tilbage i naturen i min levetid?

Hviledag og Hverdag

Nu går det at cykle igen – og drikke kaffe! Men det skal være den rigtig gode – ikke kaffe nes! Endelig en stille hjemmedag, hviledag, det er hverdag igen.

En masse indtryk fra en aktiv uge – efter to meget stille uger. At krydse sit eget spor – og der er gået 30 år. Det er næsten halvdelen af mit liv! Den første del af livet – og den næste del. Hvad er der sket i mellemtiden?

Mellemtiden er det samme som nuet – vi lever i mellemtiden – hele tiden. Den levende nutid, som vi ikke altid ænser, vi er fremadskridende, i udvikling, bestandig. Kroppen er konstant på arbejde, vi er omsluttet af sjælens svøb og bliver båret med af nuets bølge. Vi driver igennem den ene hverdag efter den anden, en hverdagstunnel, og vi skal huske, at der er altid lys forude, og væggene er transparente, vi kan se alle tider på én gang, om vi vil.

Men at være sig alle sine tider bevidst er en stor opgave, og ikke en, vi kan rumme på én gang. Det er nok at møde et punkt på vores tidslinje af og til, det giver rigeligt stof til eftertanke – og til fornyet puslespil med brikker fra før og nu.

Således er hverdagens evige nu et mere trygt sted og det eneste sted, vi kan sove roligt.