Frodighed og Tordenvejr
Huh, jeg er ikke stolt af lyn og torden. Faktisk er jeg en kylling, jeg gemmer mig indendøre, tør ikke gå ud eller cykle, og denne dag endte derfor med en taxa helt hjem til døren – det er netop dér, der er brug for den!
Længe før det trak op til regn og torden gik jeg ud i det frodigtgrønne forår, fyldt med smukke og sjove små oplevelser. Hængepilens fine støvet-mintgrønne bladfingre, en flydebro, der duvede under cyklisterne og mig blandt de gående, mandshøje siv og vandlande så langt øjet rakte. Fugleliv foroven, klingende messingfløjter, hule træblæsere, spættens trommen, gøgens kukken. Gæssene allevegne i alle aldre, og altid en vagthavende med næbbet i vejret til at passe på flokken. De synes at være ansat som en slags parkbetjente, de slår græs og rydder det for den iberiske snegl – de tjener til føden, og jeg tror, de tjener godt.
En lille kulmination – som et afdansningsbal – en munter stemning – et stykke fællesarbejde har nået et godt mellemresultat, det vil støt og roligt fortsætte og blive til hjælp for en masse mennesker.

