Spøgelsesby
En pludselig indskydelse fik mig til at stå af toget før jeg havde planlagt. For der var noget jeg skulle nå inden det sluttede – en udstilling. Dermed var jeg pludselig sat i en by, jeg har boet i for 30-40 år siden.
Jeg går igennem en lille gade, jeg har kendt ud og ind. Huse, jeg kender, huse, der er kommet til. Mennesker, der har boet i de gamle huse. Mennesker, der er væk, mennesker, der er flyttet. Et helt andet liv spøger, mens jeg vandrer ad et hovedstrøg med spor af flere tider. Forandret og dog uforandret.
Og spørgsmålet er jo ikke til at komme uden om: Hvad var det for et menneske, jeg var dengang?
Og hvorfor skulle det egentlig være så vigtigt? Jo, når vi går baglæns ud ad tiden, møder vi en tid, hvor vi ikke vidste, hvad vi ved i dag. Det er et dilemma, så snart vi beskæftiger os med historiske emner – nemlig, at det er nærmest umuligt at frigøre os fra vor nutidige viden for at forsøge at analysere fortiden objektivt. Det er i forvejen umuligt at være objektiv, vi bliver snydt gang på gang – det er et regnestykke, vi selv står i vejen for at løse.
Derfor er det spændende og helt mystisk at forsøge at indkredse, hvem vi var tidligere i vores liv. Vi kan ikke lade være med at forsøge at rekonstruere – måske er det selve den leg, der er så spændende?
Byen er en virkelig, nutidig by, det er blot i min erindring, at den er en spøgelsesby.