Kornblomst
Kornblomsten er for mig fuld af krystaller, lyset spiller i alle dens facetter. Der findes en haveversion, der blomstrer nu, men den helt rigtige – den, som vi plukkede fra grøftekanten, den løb langs kornmarkerne og ned ad de græsklædte bakker, som køerne havde trampet stier i, så det lignede en grøn kryds-og-tværs. Dén blå farve! Dén kornblomst – den er der ikke mere – den har været så sårbar, at den måske er udryddet i naturen. Jeg har købt frø af den mange gange og sået den i mine små stykker jord – og i tilgift kunne man få dem i mange farver.
Men nej, den blå kornblomst i høsten, fra dengang vi sad bag på traktoren og høstede med selvbinder – det var en tid, den. Det var også min barndom. Jeg har nået at snuse den gamle tid ind i min barndom. Den gamle levevis, de gamle normer og rammer for liv. Alt det er sket i ét og samme liv, i den samme generation, som nu har fået rykket pensionsalderen længere ud i fremtiden.
Valmuen, der synes så sart og skrøbelig, den er tilbage i kanten af kornmarken. Men ikke kornblomsten.
Kornblomsten som symbol på en tid, der er gået, som symbol på det klima, vi har så hårdt brug for at få rettet op på, alt hvad der er menneskeligt muligt – NU. Kornblomsten, der minder os om, hvad de seneste generationer – inklusive min – har undladt at gøre noget ved.
Skal vi få kornblomsten tilbage i naturen i min levetid?