Måned: juni 2019

Videnskab med samvittighed

Den slags varme dage, hvor kroppen næsten ikke kan holde varmen ud. Terrasseliv i skyggen med en bog i skødet – som baggrund for ganske få fornuftige udendørs havesysler – bogstaveligt talt i mit ansigts sved.

Så var der mere krudt i læsningen. Det skrider fremad i Den Fantastiske Virkelighed. Alkymistens stræben og egentlige virke gennemgås ud fra den spredte viden, forfatterne har haft mulighed for at skaffe sig, bl.a. ved læsning af en mængde upåagtet litteratur om alkymi.

Ordet alkymi har rejst langt, over latin, arabisk og oldgræsk, heraf kommer ordet kemi. Fra middelalderlatin alchimia kom ordet ind i det danske sprog. Men ordets oprindelige betydning er straks mere kompleks. Det arabiske ord er al-khimia – kemien. Det kan være lånt fra oldgræsk khymeia, der betyder ”kunsten at legere metaller” – eller fra persisk kimia, der betyder guld. Det arabiske ord kunne også betyde ”den egyptiske videnskab” og stamme fra det koptiske ord keme, der betyder Egypten. (Wikipedia).

Middelalderens alkymister i Europa lærte deres kunst fra Araberne i Spanien og Syditalien, hvortil den var kommet fra grækerne, som oprindeligt udviklede alkymien i Egypten i 300-tallet før vor tid. Alkymien forbindes særligt med fremstilling af guld, men den arbejdede meget bredt med kemi og fysik og mange andre discipliner, og udgør grundlaget, som den moderne fysik hviler på. (Den Store Danske).

Videre hedder det i Den Store Danske, at alkymisterne i Europa udviklede en åndelig overbygning, et naturfilosofisk system, hvor omdannelsen af urene metaller symboliserede sjælens renselse og omdannelse til ”det filosofiske guld”. De aflagde tavshedsløfte, og alkymien forsvandt ud i stilhed og glemsel.

De moralske og religiøse formål med deres forskning blev ladt tilbage i 1700-tallet, mens den moderne fysik og kemi overtog deres rent naturvidenskabelige og eksperimenterende arbejde. Alkymisternes fokus på deres egen samtidige sjælelige udvikling forsvandt, rationalismen og oplysningstiden sorterede det fra, så at de stod med eksperimenterne og opdagelserne alene uden den menneskelige indsigt. Når de da i begyndelsen af 1900-tallet – med vores danske Niels Bohr i spidsen – pludselig ejede viden og evne til at uddrage energi af materien – uden evnen til at fatte konsekvenserne, når denne energi blev kontrolleret af magtbegær – ja, da skred den globale sikkerhed, som det aldrig var sket før i vores civilisations historie.

Måske kan vi finde håb for fremtidens videnskabelige arbejde i det faktum, at i moderne videnskab bliver iagttagerens rolle af stadig større betydning for eksperimentet, hvilket får den virkning, at forskerne får en ny personlig dimension med sig. Nogle får en form for religiøs oplevelse under arbejdet, og en vågnende samvittighed følger med.

Jeg tænker, altså er jeg…

Descartes ”afsløret”!

Cogito’et, som vi lærte det i Filosofi. Descartes: Cogito – ergo sum. Jeg tænker, altså er jeg.

Læsningen i Pauwels og Bergier: ”Den Fantastiske Virkelighed” sender mig ud i historiens dybder, de nære og de fjerne, og under alle omstændigheder detaljerede og nuancerede. Således læser jeg et langt stykke, hvor der opridses en række eksempler på, hvad man inden for de seneste århundreder har ment var nyopdagelser, men som egentlig er genklange af tusindårgammel viden.

René Descartes (1596-1650) regnes som grundlæggeren af den moderne filosofi – grundlægger af den klassiske rationalisme. Cogito’et skrev han i sit værk ”Principia Philosophiae”, ligesom der står en variant af det i hans ”Meditationes de Prima Philosophia” – også kaldet ”Meditationer”.

Det er kendt, at han har hentet inspiration bl.a. hos de gamle grækere. Pauwels nævner eksempler på tekster, der ligger langt forud for Descartes:

Descartes skriver: ”Den, der søger sandheden, bør så vidt det er muligt, tvivle om alt”.

I Aristoteles’ anden bog om metafysik står der: ”Den, der vil skaffe sig belæring, bør først og fremmest forstå at tvivle, thi åndens tvivl fører til opdagelse af sandheden”. Aristoteles var elev af Platon og levede 384-322 før vor tid.

Selve udgangspunktet for Descartes i hans ønske om at skaffe filosofien et sikkert grundlag, nemlig Cogito’et, har han mildest talt hentet inspiration til hos Augustin (354-430):

”Hvis jeg tager fejl, slutter jeg deraf, at jeg er til, thi den, som ikke er til, kan ikke tage fejl, og netop derved, at jeg tager fejl, mærker jeg, at jeg er til”.

Jeg tænker, at de skriftlige overleveringer ikke rummer de egentlige bevæggrunde for et menneskes stræben og livsværk. Descartes havde det mål at starte helt forfra på en filosofi og begyndte med at søge et sikkert fundament at arbejde ud fra. Vi kan ikke vide det – om han også har vedkendt sig sine ”lån” fra de gamle grækere.

På Farten

Frøer der kvækker i søen og en samtale i bussen. Tog, der lader vente på sig, og en samtale på perronen. Møder mellem mennesker, vandring i byer, lyserøde aftenhimle, oplevelser, der gør indtryk.

”Børn eksisterer også syd for halsen!” Det er ét af de skønne fyndord blandt de samlinger, der kommer fra børn – måske er det fra den bog, der hedder ”En ko har fire hjørner”.

Når det gælder området ”syd for halsen”, så er der hjælp at hente i vores sundhedssystem, også økonomisk. Men når det gælder vores tænder og tandbehandling, så kniber det. Samtidig viser det sig, at det hele menneske er dybt afhængig af, at hele mundhulen er sund. Problemer i tænder, tandkød og svælg kan give risiko for sygdom i hele resten af kroppen, båret frem via blodet. Ved Parodontitis gør hyppig tandrensning underværker og kan spare sundhedssystemet for store omkostninger. Har man diabetes, har man større risiko for at få Parodontitis. Har man en uopdaget diabetes, kan tandlægen være med til at opdage det. Det ville være uvurderligt, om tandlægerne og tandplejen indgik i det offentlige sundhedstilbud – Ikke kun for os enkelte hele mennesker, men for det hele samfund.

En meget lang dag med udveksling, ny viden, udforskning og ustyrligt sjove minder.

Kald det kærlighed…

Paradis findes mange steder, vi er selv med til at skabe det og bevare det. Når alt spiller sammen, så sker det, så lykkes det.

Glædeligt gensyn med gamle kolleger. Det var en tid, vi havde… Der var mange oplevelser, megen latter, så lyst og venligt, det hele. Vi trivedes alle og nød at arbejde sammen.

Hvad er det, der rører os så dybt, når vi har haft et menneske tæt på det meste af vores tid – én der har kendt os næsten altid? Det er jo så tæt som en mor eller en far, søskende eller anden familie. Det kan være en gammel legekammerat, en skolekammerat, eller venner, vi på anden måde finder tidligt i livet.

At nogen har kendt os så længe – jeg tror, det har med identiteten at gøre. Da jeg som ung stod uden den bedstemor, jeg voksede op hos – nåede jeg frem til, at hun kunne bevidne, at jeg var til, lige fra starten. Det er ren identitet, så da hun døde, forsvandt en lille del af min identitet med hende. Siden fik jeg arbejdet med det og forstod, at jeg har hele min identitet med mig, og hun er en del af den.

Alle de venner, vi finder i livets løb, bliver en slags ”tovholdere”, de er med til at holde vores verden – og vores identitet – levende. Som vi er det for dem. Når vi bliver ældre, kommer vi sandsynligvis til at opleve at miste nogle af vore venner.

Når vi bliver gamle – selvom vi altså ikke opfører os sådan – så kan vi efterhånden have mistet flere af vore gamle venner, vi bliver mindre mobile og kan måske ikke mødes så ofte med dem og være sammen med dem så meget, som vi gerne ville. Måske kan vi tale sammen i telefonen. Vi vil savne dem.

Det kan hænde, at vi lever så længe, at de fleste af vore mennesker er væk. Og så kommer denne identitet igen tilbage til os. Vi mangler nogen at tale med om vores barndom, ungdom, voksne liv. Dem vi har delt verden med. Nogen, der kan huske tiden, tidsånden, livsrammerne – og netop vores særlige tilværelse, vores hjem, måske, vores kvarter. Store begivenheder, i vores by, i vores land, verdensbegivenheder og historiens vingesus. Tilbageblik på vore egne livsforløb.

Livet kan føre os forskellige veje, det sker slet ikke sjældent, og det er ikke nogens skyld. Erhvervet kan føre os vidt omkring, vi kan stifte familie og flytte langt væk. Vi kan rejse ud – og blive der og slå rod et andet sted.

Det er godt at tænke på, at der kan være en hel del af dem derude – ude i verden et sted – som vi har stået nær, og sikkert lige som vi selv har den glæde med sig, at vi har delt en god tid sammen.

Kald det lige, hvad du vil…

Frodighed

Hver dag er der nye oplevelser i det grønne. Forkælede fugle tømmer deres foderbræt på en formiddag. Nye blomstringer, nye farver, ufatteligt hvor meget der kan nå at have blomstringstid, bare inden Sankt Hans! Trivsel og frodighed. Alt imens regn og blæst og lyn og torden farer hen over landet som baggrundskulissen i en film, hvor hovedpersonen sidder i et eksprestog.

Et pusterum med læsning på terrassen og et par sidste små projekter udendørs, inden græsset vil slås og hækken vil klippes.

Månen danser kinddans i aften.

Asklepios

Hans hovedtempel ligger på den græske ø Kos. Asklepios var lægeguden i det gamle Grækenland, og Hippokrates var fra Kos og kaldes lægekunstens fader. Generationer har søgt viden i den samling, han efterlod sig, som kaldes de hippokratiske skrifter. Man har ikke vished for, at Hippokrates selv har skrevet dem alle, nogle af dem kan være skrevet af hans elever og af efterfølgere. Hippokrates var nogenlunde samtidig med Sokrates, Platon omtaler ham i 300-tallet før vor tid. De ældste tekster var fra ca. 430 før vor tid, og de viser, hvordan lægekunsten var ved at blive et fag og en videnskab for sig.

Den hippokratiske ed, der handler om lægens profession, etik og forhold til patienterne, har haft stor betydning for eftertiden og er endnu i dag i brug mange steder i verden. I Danmark blev den i 1815 i en ændret form til det lægeløfte, som kandidater i medicin stadig skal aflægge, hvis de ønsker autorisation som læger. Det blev indført af Professor Johan Herholdt ved Københavns Universitet.

Lægen aflægger løfte om at anvende sine kundskaber til samfundets og medmenneskers gavn, at yde omsorg til såvel fattig som rig, at overholde sin tavshedspligt og i øvrigt at holde sig informeret om sit fag.

Alt dette har jeg lært, fordi jeg har bestilt nogle ældre eksemplarer af bladet Sfinx, og tilfældigt bladrede i temanummer om Rhodos fra 1999.

Forfatning

Med alle de emner, jeg får kastet mig ud i, havner jeg først og fremmest selv på skolebænken, for jeg må jo gøre research, før jeg kan tillade mig at udsætte mine læsere for dem. Jeg kan ikke sige mig fri for, at det svipser, men for det meste får jeg nævnt kilderne til mine oplysninger.

For nogen tid siden hørte jeg nogen sige, at England – Storbritannien – ikke har nogen forfatning. Nu har jeg søgt på Google og fundet nogle facts på hjemmesiden for Den Store Danske:

”Storbritannien er et konstitutionelt monarki med mandlig og kvindelig arvefølge og et parlamentarisk demokrati. Det har ingen grundlov. Forfatningen er vokset frem over flere hundrede år og er for en stor del uskreven.” Der nævnes nogle fundamentale love, bl.a. Magna Charta fra 1215, og så hedder det videre:

”Spørgsmål, som der ikke er en formel lov for, fx de parlamentariske principper for en regerings tilbagetræden, afgøres af konventioner, der har vist sig åbne for udvikling eller modificering; det giver stor politisk smidighed.”

Som medlem af EU må også Storbritannien have del i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der beskriver ytringsfriheden således:

”Stk. 1. Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser. Denne artikel forhindrer ikke stater i at kræve, at radio-, fjernsyns- eller filmforetagender kun må drives i henhold til bevilling.

Stk. 2. Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan den underkastes sådanne formaliteter, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig tryghed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden, for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger, eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.”

Ordlyden har jeg fra Wikipedia, der oplyser, at denne artikel er væsentligt mere omfattende end den tilsvarende i vores grundlov fra 1849, den er mere tidssvarende og et udtryk for en fælles opfattelse af begrebet ytringsfrihed, som det anvendes i de vestlige demokratier. 29.4.1992 blev denne konvention del af dansk lov og er derfor direkte anvendelig i Danmark. Når man skal fastlægge ytringsfrihedens grænser, så har konventionen i dag større betydning end grundlovens ordlyd.

Nu bliver det jo spændende i forbindelse med Brexit, hvordan Storbritannien fx skal behandle begrebet ytringsfrihed i deres land. Nu ved jeg ikke, om de har en lov eller en konvention i forvejen på det felt, det har jeg ikke undersøgt. Mon de beholder Menneskeretskonventionens bestemmelser, eller mon de skal til at skrive en ny? Mon de skal til at skrive en egentlig forfatning for Storbritannien? Eller mon de fortsætter med de ”uskrevne” love og konventioner?

Mønstre

Adfærdsmønstre, bevægelsesmønstre, tankemønstre, sociale mønstre, trafikmønstre, søvnmønstre, dydsmønstre. At mønstre – at påmønstre et skib, at mønstre et resultat. Snitmønstre, tapetmønstre. Mønsterbørn og mønsterbrydere.

William Morris – Al magt til skønheden! Tapeter, tekstiler, glasmosaikker – og skønhed, fællesskab og bæredygtighed. Symmetriske mønstre, der gentages i ”rapporter”, som det kaldes, der glider så umærkeligt over i hinanden, at det snyder beskuerens øje.

Mønstre, vi er vokset op med, genkendelse af trygge rammer, bogstaveligt talt, i de rum, vi færdedes i, de farver og mønstre, og de møbler, vore hænder gled henover. Særligt det tapet, der omgav os, når vi skulle sove, og øjet fulgte enhver bevægelse, en blomsterranke, fugle – fulgte linierne til ende – eller til de begyndte om igen, og øjenlåget overtog bevægelsen, der blev til drømme på det indre tapet.

M.C. Escher, som jeg har været betaget af fra jeg var ganske ung og så hans umulige arkitektoniske motiver, der sprængte perspektivet, og hans matematiske udforskning af rum og former og uendeligheden. Escher, der kunne få fugle til at glide over i fisk og atter fisk til at glide tilbage i fugle. Eschers Metamorfose – omkring 20 meter lang og ½ meter bred, mønstre og motiver, lys og skygger, der forvrænges og glider over i hinanden og forvandles til dyr og sære figurer, der bliver til hvirvelstrømme og flyvende væsener, der lejrer sig i en by med en plads, der bliver til et skakbræt. Associationer som i drømme.

Escher ankom til verden 17. juni 1898, lige om lidt er der gået 121 år. Escher besøgte Alhambra i 1936 og blev dybt betaget af mønstrene i kakler og mosaikker i Los Palacios Nazaries – nasridernes paladser. Der hentede han inspiration til sine mosaikbilleder, hvor flere forskellige figurer passes sammen i en ubrudt flade – og han videreførte dem ud i forvandlingens og uendelighedens forsvindingspunkter.

Da jeg selv stod der i Alhambra – i Granada, Spanien – var jeg overvældet og begejstret, jeg kunne ikke blive mæt af at se på de mønstre og de farver, stemningen på det sted, freden, lyset, jeg har drømt mig dér tilbage utallige gange. Det var længe efter, at jeg opdagede det. At Escher har været der, jamen naturligvis!

Dagens digitale collage er fra mit eget besøg i Alhambra.

Frihed under ansvar

Den skønne sommerfugl, jeg fangede i linsen forleden, den har invaderet ikke kun salvien hos mig, men hele Danmark, viser det sig. Den er kommet helt fra Afrika og hedder Tidselsommerfuglen, fordi den lægger æg i tidsler. Det er omkring 40 år siden den sidst kom hertil i så stort antal. Og nu bliver der endnu flere her hos os i sommerens løb. Så fint og sart et væsen – et fint lille broderi! Og på samme gang stærk og sej – det er fristende at sige – et forhærdet tidselgemyt!

Oh, at flyve fri som sommerfuglen! Ja, lad sommerfuglen stå som symbol for min pensionisttilværelse! At flyve fri – men altid under ansvar. Friheden får vi ikke gratis. Der er mange faktorer, der skal spille sammen. Vi bidrager til friheden ved at være med til at holde verdens hjul i gang. Friheden kan vi nyde i perioder, takket være alle de medborgere, der passer verdens hjul imens.

Hvad er egentlig frihed? Hvad er frihed for os hver især? Det er ikke den fulde frihed, vi drømmer om – for da ville vi være Palle alene i verden. Frihed kan være et øjebliks hvil, fri af den daglige dont. Det kan være frihed til at bestemme selv – bestemme over sit eget liv – bestemme over sin egen tid. At have sin egen virksomhed – med friheden til at bestemme, men også med det ansvar, der følger med.

Hvor vi end er i livet, hvilken situation vi end måtte være i, så er vores frihed ikke ubegrænset. Vi har frihed under ansvar. Det er derfor, vi kan stilles til ansvar for vores handlinger. Vi har forsamlingsfrihed, foreningsfrihed, trykkefrihed, frihed til politisk og offentlig deltagelse, uddannelse og oplysning.

Hvad er ytringsfrihed? Grundlovens paragraf 77 siger: ” Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.” I den medfølgende kommentar hedder det videre: ” Alle borgere kan udtrykke det, de vil. Man kan sige, skrive eller på anden måde udtrykke sine tanker offentligt. Men samtidig må man også tage ansvaret for det, man siger eller skriver. Lovgivningen sætter nemlig nogle grænser for, hvad man kan tillade sig at sige eller skrive offentligt.”

Institut for Menneskerettigheder giver på deres hjemmeside svar på spørgsmål om ytringsfrihed. Ytringsfriheden kaldes for en universel rettighed og står beskrevet i Grundloven, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder og i en række af FN’s konventioner. Også i Børnekonventionen understreges det, at børn har ret til at sige deres mening.

Politikere og pressen har en særlig udvidet ytringsfrihed, fordi deres arbejde bidrager til debat om samfundsforhold og således også til at sikre demokratiet. Pressen omtales ofte som demokratiets vagthund.

Grænser for ytringsfrihed kan være: Straffelovens racismeparagraf, æreskrænkelse, loyalitetsbegrebet inden for arbejdsmarkedet og landets sikkerhed, forstyrrelse af privatlivets fred. Man kan have tavshedspligt, man kan søge aktindsigt, og der kan nedlægges navneforbud i forbindelse med en retssag.

Altså har vi også ytringsfrihed under ansvar.

Lyserøde skyer

At blive frikendt, at få at vide det ser fint ud i halsen efter at mandlerne er fjernet – det giver en lettere gang på jord. Faktisk, så svævede jeg lige 9 km henover grønsvær og stenbro – det er utroligt, så lettet man kan blive, så megen energi, det kan frisætte! Det har alligevel tynget mine skuldre i 6 måneder.

Et skillepunkt er passeret, så er der blot den daglige dont tilbage at passe frem til – at tiden bliver helt min egen.