Videnskab med samvittighed
Den slags varme dage, hvor kroppen næsten ikke kan holde varmen ud. Terrasseliv i skyggen med en bog i skødet – som baggrund for ganske få fornuftige udendørs havesysler – bogstaveligt talt i mit ansigts sved.
Så var der mere krudt i læsningen. Det skrider fremad i Den Fantastiske Virkelighed. Alkymistens stræben og egentlige virke gennemgås ud fra den spredte viden, forfatterne har haft mulighed for at skaffe sig, bl.a. ved læsning af en mængde upåagtet litteratur om alkymi.
Ordet alkymi har rejst langt, over latin, arabisk og oldgræsk, heraf kommer ordet kemi. Fra middelalderlatin alchimia kom ordet ind i det danske sprog. Men ordets oprindelige betydning er straks mere kompleks. Det arabiske ord er al-khimia – kemien. Det kan være lånt fra oldgræsk khymeia, der betyder ”kunsten at legere metaller” – eller fra persisk kimia, der betyder guld. Det arabiske ord kunne også betyde ”den egyptiske videnskab” og stamme fra det koptiske ord keme, der betyder Egypten. (Wikipedia).
Middelalderens alkymister i Europa lærte deres kunst fra Araberne i Spanien og Syditalien, hvortil den var kommet fra grækerne, som oprindeligt udviklede alkymien i Egypten i 300-tallet før vor tid. Alkymien forbindes særligt med fremstilling af guld, men den arbejdede meget bredt med kemi og fysik og mange andre discipliner, og udgør grundlaget, som den moderne fysik hviler på. (Den Store Danske).
Videre hedder det i Den Store Danske, at alkymisterne i Europa udviklede en åndelig overbygning, et naturfilosofisk system, hvor omdannelsen af urene metaller symboliserede sjælens renselse og omdannelse til ”det filosofiske guld”. De aflagde tavshedsløfte, og alkymien forsvandt ud i stilhed og glemsel.
De moralske og religiøse formål med deres forskning blev ladt tilbage i 1700-tallet, mens den moderne fysik og kemi overtog deres rent naturvidenskabelige og eksperimenterende arbejde. Alkymisternes fokus på deres egen samtidige sjælelige udvikling forsvandt, rationalismen og oplysningstiden sorterede det fra, så at de stod med eksperimenterne og opdagelserne alene uden den menneskelige indsigt. Når de da i begyndelsen af 1900-tallet – med vores danske Niels Bohr i spidsen – pludselig ejede viden og evne til at uddrage energi af materien – uden evnen til at fatte konsekvenserne, når denne energi blev kontrolleret af magtbegær – ja, da skred den globale sikkerhed, som det aldrig var sket før i vores civilisations historie.
Måske kan vi finde håb for fremtidens videnskabelige arbejde i det faktum, at i moderne videnskab bliver iagttagerens rolle af stadig større betydning for eksperimentet, hvilket får den virkning, at forskerne får en ny personlig dimension med sig. Nogle får en form for religiøs oplevelse under arbejdet, og en vågnende samvittighed følger med.