Jeg tænker, altså er jeg…
Descartes ”afsløret”!
Cogito’et, som vi lærte det i Filosofi. Descartes: Cogito – ergo sum. Jeg tænker, altså er jeg.
Læsningen i Pauwels og Bergier: ”Den Fantastiske Virkelighed” sender mig ud i historiens dybder, de nære og de fjerne, og under alle omstændigheder detaljerede og nuancerede. Således læser jeg et langt stykke, hvor der opridses en række eksempler på, hvad man inden for de seneste århundreder har ment var nyopdagelser, men som egentlig er genklange af tusindårgammel viden.
René Descartes (1596-1650) regnes som grundlæggeren af den moderne filosofi – grundlægger af den klassiske rationalisme. Cogito’et skrev han i sit værk ”Principia Philosophiae”, ligesom der står en variant af det i hans ”Meditationes de Prima Philosophia” – også kaldet ”Meditationer”.
Det er kendt, at han har hentet inspiration bl.a. hos de gamle grækere. Pauwels nævner eksempler på tekster, der ligger langt forud for Descartes:
Descartes skriver: ”Den, der søger sandheden, bør så vidt det er muligt, tvivle om alt”.
I Aristoteles’ anden bog om metafysik står der: ”Den, der vil skaffe sig belæring, bør først og fremmest forstå at tvivle, thi åndens tvivl fører til opdagelse af sandheden”. Aristoteles var elev af Platon og levede 384-322 før vor tid.
Selve udgangspunktet for Descartes i hans ønske om at skaffe filosofien et sikkert grundlag, nemlig Cogito’et, har han mildest talt hentet inspiration til hos Augustin (354-430):
”Hvis jeg tager fejl, slutter jeg deraf, at jeg er til, thi den, som ikke er til, kan ikke tage fejl, og netop derved, at jeg tager fejl, mærker jeg, at jeg er til”.
Jeg tænker, at de skriftlige overleveringer ikke rummer de egentlige bevæggrunde for et menneskes stræben og livsværk. Descartes havde det mål at starte helt forfra på en filosofi og begyndte med at søge et sikkert fundament at arbejde ud fra. Vi kan ikke vide det – om han også har vedkendt sig sine ”lån” fra de gamle grækere.