Kald det kærlighed…
Paradis findes mange steder, vi er selv med til at skabe det og bevare det. Når alt spiller sammen, så sker det, så lykkes det.
Glædeligt gensyn med gamle kolleger. Det var en tid, vi havde… Der var mange oplevelser, megen latter, så lyst og venligt, det hele. Vi trivedes alle og nød at arbejde sammen.
Hvad er det, der rører os så dybt, når vi har haft et menneske tæt på det meste af vores tid – én der har kendt os næsten altid? Det er jo så tæt som en mor eller en far, søskende eller anden familie. Det kan være en gammel legekammerat, en skolekammerat, eller venner, vi på anden måde finder tidligt i livet.
At nogen har kendt os så længe – jeg tror, det har med identiteten at gøre. Da jeg som ung stod uden den bedstemor, jeg voksede op hos – nåede jeg frem til, at hun kunne bevidne, at jeg var til, lige fra starten. Det er ren identitet, så da hun døde, forsvandt en lille del af min identitet med hende. Siden fik jeg arbejdet med det og forstod, at jeg har hele min identitet med mig, og hun er en del af den.
Alle de venner, vi finder i livets løb, bliver en slags ”tovholdere”, de er med til at holde vores verden – og vores identitet – levende. Som vi er det for dem. Når vi bliver ældre, kommer vi sandsynligvis til at opleve at miste nogle af vore venner.
Når vi bliver gamle – selvom vi altså ikke opfører os sådan – så kan vi efterhånden have mistet flere af vore gamle venner, vi bliver mindre mobile og kan måske ikke mødes så ofte med dem og være sammen med dem så meget, som vi gerne ville. Måske kan vi tale sammen i telefonen. Vi vil savne dem.
Det kan hænde, at vi lever så længe, at de fleste af vore mennesker er væk. Og så kommer denne identitet igen tilbage til os. Vi mangler nogen at tale med om vores barndom, ungdom, voksne liv. Dem vi har delt verden med. Nogen, der kan huske tiden, tidsånden, livsrammerne – og netop vores særlige tilværelse, vores hjem, måske, vores kvarter. Store begivenheder, i vores by, i vores land, verdensbegivenheder og historiens vingesus. Tilbageblik på vore egne livsforløb.
Livet kan føre os forskellige veje, det sker slet ikke sjældent, og det er ikke nogens skyld. Erhvervet kan føre os vidt omkring, vi kan stifte familie og flytte langt væk. Vi kan rejse ud – og blive der og slå rod et andet sted.
Det er godt at tænke på, at der kan være en hel del af dem derude – ude i verden et sted – som vi har stået nær, og sikkert lige som vi selv har den glæde med sig, at vi har delt en god tid sammen.
Kald det lige, hvad du vil…