Måned: april 2019

Verdenstræet

Haven står parat og kan pakkes ud. Med forsigtighed – af hensyn til solsorten. Hvordan slår man græs forsigtigt? Det larmer dog ikke at rive græs og tømme haveaffald, drysse kalk og vande græsset.

Den lille Magnolia står med knopper, mens de store træer står med overdådig udsprungen blomsterpragt allerede.

Jeg læser om Maya indianerne. I året 3114 før vor tid begynder et vigtigt afsnit i mayakalenderen, og en indskrift fortæller om mayaernes forestilling om skabelsen, om gudernes fødsel og rejsningen af Verdenstræet.

Forestillingen om et træ i centrum af verden, der går igennem hele universet, fra top til tå – fra himmel til jord og til underverdenen – er udbredt i mange religioner over hele verden. Min research på Internettet hos Gyldendals Leksikon og Wikipedia giver som eksempel på Verdenstræet en beskrivelse af Ask Yggdrasil i den nordiske mytologi.

Ask Yggdrasil er et vældigt Asketræ, det kaldes Verdenstræet eller Livets Træ. Odin havde mange tilnavne, et af dem var Ygg, der betyder ”den skrækkelige”, Yggdrasil betyder ”Yggs hest”. Træets krone er altid grøn, det har tre rødder, der ender i hhv. Asgård, gudernes hjem, i Jotunheim, hvor jætterne bor, og i det underjordiske Hel.

Der springer en kilde frem under hver rod. Under Asgård er det Urds brønd, her holder guderne ting og afsiger dom. Urd er den norne, der kender verdens og menneskenes skæbne. Nornerne henter hver dag vand til træet, duggen der falder fra træets blade holder Jorden grøn.

Hos jætterne er det Mimers brønd med visdommens vand. Under den nederste rod ligger helvedesbrønden Hvergelmer. Dragen eller slangen Nidhug gnaver på roden.

Ved træets rod ligger seks store og mange mindre slanger.

Fire hjorte bor i træets krone, det er Dain, Dvalin, Dunør og Duratro. De æder træets blade. I toppen sidder en jætte i ørneskikkelse, Ræsvælg, der betyder ligsluger. Vinde og storme udgår fra dens vingeslag. På dens næb sidder høgen Vedfolner, der betyder vejrfalmet, og skuer ud over verden. Vedfolner er det højest placerede væsen i verden.

Et lille egern, Ratatosk, der betyder gnavertand, piler op og ned ad stammen og bringer nyt fra rødderne til træets krone.

Under Ragnarok bliver træet revet op med rode, og det går til i de store skovbrande.

Her hos mig bliver det Magnoliatræet, der for mig står som symbol på verdens sammenhæng.

Tid til eftertanke

Min bedstemors stemme lyder i mine ører:
”Langfredag var en bitter dag, men skøn var påskemorgen”.

I min barndom var Langfredag en meget stille dag. Biograferne og andre forlystelser var lukket, man måtte ikke more sig.

Solen er så gavmild i disse påskedage, at det er muligt at sidde og læse udendørs – og det blev faktisk nødvendigt at sætte parasollen op for at undgå at smelte helt væk. Mit projekt lykkedes på 4½ time. Nu står det færdigt, det var godt, det lå i skyggen, fliser lagt på et nøje afmålt stykke, og det endte med at passe perfekt. En boligsøgende jordbi undersøgte faciliteterne.

Der kan komme mange tanker ud af at grave et hul i jorden. At udføre et godt stykke fysisk arbejde rummer i sig en helt naturlig meditation. Alle indtryk fra dagene fornylig passerer revy, og der er en oase af tid at tænke efter i.

Der sker større dramatiske ting i denne tid, jeg synes det har været i gang lige fra årsskiftet. I verden, såvel som i det lille Danmark. Og jeg finder det værd at tænke nærmere over dem. Jeg oplever et tidsskifte, som om begivenhederne fortættes, som om vi er havnet i en ny tid med det nye år – verden synes anderledes. Og der er forhold fra den nylige fortid, som jeg ikke mener, vi skal bringe med på den videre rejse.

Der er noget, jeg har tænkt over flere gange, det er vores måde at protestere på, jeg synes den går ud over den almindelige borger, og den løser ikke nødvendigvis de problemer, der protesteres imod. Jeg synes, at tiden for strejker og blokader er ved at rinde ud. Vi tjener ikke vores samfund ved at lamme store centrale funktioner – det gør vores samfund sårbart og er unødigt spild af ressourcer, som i stedet bør bruges på hjælp til udsatte og på at udligne forskellen mellem rig og fattig. Vi skal finde nye måder, der handler om respekt for samfundet og respekt for hiin enkelte.

Vi har vores gode demokrati, vores fineste værn over for ekstremer og kaos, vores fineste måde at sikre liv og lemmer, mad og overlevelse og fredelig sameksistens. Vi kan demonstrere og sige vores mening, og det lader sig gøre uden at øve vold og gøre skade, uden at lade vreden rase meningsløst. Uden at provokere, uden at sætte brand i bøger, biler, huse og menneskers følelser, vi kan bruge vores frihed med ansvar.

I den fremtid, jeg ønsker mig, vil vi ikke mere kæmpe IMOD, vi vil kæmpe FOR! Vi vil arbejde for at løse problemer, vi vil se fremad og koncentrere os om hele tiden at skabe nye muligheder og løse samfundets opgaver. Her vil der være lydhørhed over for alle borgere, der har noget at bidrage med, noget at bemærke, idéer og forslag til forbedringer. Her tager alle aktivt del i det fælles samfundsliv, alle er værdsat på lige fod, og vi kan sætte pris på de særlige evner, talenter og kundskaber, som den enkelte har.

Komme hviledagen i hu

Det er en stor fornøjelse at tage al den nye plads i brug, som jeg har skaffet mig i det lille hjem! Det medfører så lige endnu mere oprydning i flere kroge, jeg ikke havde opdaget før.

At slappe af. Det er noget, man skal øve sig på. Det må med i mine pensionistforberedelser – jeg må træne i den næste hverdag, så jeg kan blive udlært til tiden. Det sker ikke på én gang, jeg må trappe langsomt op.

Dagen i dag består af hvile – afbrudt af oprydning.

Fred og Frihed

Sikke en fred, og sikke en frihed – det lille flyttelæs er hentet. Et afsluttende besøg på Containerpladsen, nok det sidste i denne omgang. Omrokering, og alt på sin nye plads. Eftermiddagen kom, og der var dømt pause – efter mange dage i træk med grundig oprydning, træk og tryk, løft og slæb, mål og vægt. Sådan en dag, hvor alting pludselig falder på plads.

Frihed under ansvar. Ytringsfrihed under ansvar. Som en kær ven sagde til mig forleden: Vi har altid et valg!

Udviklingen går ikke igennem videnskaben. Den går igennem ganske almindelige mennesker, som skal gå så grueligt meget igennem, fordi de er anderledes end normen – det være sig i intelligens, i sexualitet eller i sygdomssymptomer – altsammen noget, der ikke bliver anerkendt af videnskab og samfund i begyndelsen, og hvis det endelig bliver anerkendt en skøn dag, så er det sjældent i det pågældende menneskes levetid.

Min første vårflue i år. Sprængfærdige knoppers skyggespil i et fuglehus. Bispehuens uanselige sartgule rangler – pludselig står de dér og bimler i blæsten. Livskraft i udfoldelse de mest utrolige steder. Og med et snuptag kan et industriområde løftes til uanede højder.

Mindet

Containerpladsen – jeg besøger den næsten dagligt i øjeblikket. Jeg begynder at kende folkene der, og numrene – og den altoverskyggende kategori: Småt brændbart! Jeg har pakket et helt lille flyttelæs til en genbrugsbutik, der skal hente det i morgen. Jeg kan næsten ikke vente med at tage min nyvundne plads i brug!

Hvor jeg end køber ind for tiden, så ender jeg med at have store plasticbokse med hjem til al den orden, der skal indfinde sig i det lille hjem.

Troligt i så mange år har jeg gemt genstande fra mit barndomshjem – et par møbler, små pyntegenstande, nogle rammer – foruden nogle nymodens hjælpemidler, som jeg ikke skal bruge. Nu kommer de flere forskellige led til gode, inden de i sidste ende skal skaffe hjælp til mennesker i andre lande, der lever uden sikkerhedsnet – socialt, økonomisk, helbredsmæssigt.

Tingene får nyt liv, når de skifter hænder! Solsorten synger livets sang lige uden for mit vindue.

Naturens egen buket til mindet om et menneske.

Gæk-Gæk!

Foråret tromler frem, blomsterne stimler sammen i grøftekanterne, og alle kirsebærtræerne lyser op i deres lethed. Mine øjne ser masser af detaljer i den sparsomme natur, jeg passerer på vej til – øjenundersøgelsen. Det føles lettere denne gang at få dryppet øjnene for at udvide pupillerne. Der går nogle timer, før lysfølsomheden dæmpes, godt at have solbriller med. Afstande kan man sagtens se, selvom detaljen er sløret. Mit syn ser fint ud.

Dagens Metroavis havde en artikel om Gækkebreve. Gækkebrevene holdes i live i dag i børneinstitutionerne. De kommer af 1600-tallets Bindebreve, hvor voksne ”drev gæk” med hinanden. De drillede hinanden med digte og ordspil og udfordrende gåder.

Bindebrevene kunne minde om de engelske Valentinskort, de blev sendt i påsken og også til navnedage. Dengang var både udfordringen og præmien større. De kunne indeholde en gåde, der kunne også ligge en knude i dem af flettede hår, der skulle løses. Hvis man ikke løste gåden, blev man pålagt en slags bod, fx som i et brev fra 1641 fra en ung mand, at den kvindelige modtager skulle holde et gilde.

I 1800-tallet udviklede traditionen sig, kommercielle gækkevers udkom i bogform, og boghandlerne solgte breve, der på forhånd var udklippet. I  begyndelsen af 1900-tallet opstod idéen med sukkeræg, og først da blev det en leg også for børn. I dag får afsenderen et påskeæg, hvis modtageren ikke kan gætte afsenderens navn – man får højst 3 forsøg – og det skal være inden påskesøndag.

”Mit navn det står med prikker, pas på det ikke stikker….”

Jubel!

Sidste store oprydningsdag.

Alt ånder fred og fuglesang. Kirsebærblomsterne stråler som stjerner, alt vibrerer i forårsdansen, jamen sikke en jubel!

En flyver tegner skæve streger på himlen. Ved nærmere eftertanke, så var det selvfølgelig fordi den skulle uden om månen.

Der er mange fordele ved at være sent ude, tæt på solnedgang. Lyset har en skøn klang, farverne er dybe og uudgrundelige, og man kan vandre her længe stille og uforstyrret. En enkelt ulempe må der være. Det bliver isnende koldt, så snart solen rører horisonten.

Små nye blade så bløde som museører.

Tilfreds

Blomsterdynger som sne på grene, strakt mod himlen, og tæpper forneden af forsythia som hække, som træer, som buske.

Skabe, kommoder og tøj – det lykkedes at kassere noget – og gemme noget at skænke til genbrug. En bunke gik til vask. Solen skinner, vinden suser, der er tørre i luften.

At opføre sig som en hvirvelvind, handle med det samme, når noget skal ryddes, åbenbares, kasseres. Stå med bunkerne udenfor – og slå en sludder af med alle, der går forbi – gode råd og idéer, grin og hjælpende hænder, nogle der kan give videre, hvad jeg gerne vil skænke til nogen, der vil blive glad for det.

Fysisk arbejde, der giver store resultater, røde kinder, glans i øjnene, hænderne ru som sandpapir. Forestillinger om, hvad næste dag skal bringe, og ønsker om fornyelse. Være tilfreds og sove som en sten.

En hjælper for livet

Bogboxen skænkede mig en gave i dag – nærmest i forlængelse af den bog, jeg fandt der fornylig om Canada.

Shamanens Datter. Hun var datter af shamanen i Ojibwa-folket, og hun var den sidste af sin stamme blandt de nordamerikanske indianere. De nye generationer, der voksede op i reservaterne, vendte sig fra deres egen kultur og søgte at klare sig i den nye tid.

Som jeg læste i bogen om Canada, kommer ordet ”totem” netop fra Ojibwa-sproget. Det bliver en fornøjelse at læse bogen om shamanens datter, jeg har vendt de første blade, det er et spor, jeg må følge.

Plads og plus

Så kom der bund i de fjerneste gemmer! Ikke flere hemmeligheder, og kun få ting er havnet i den bunke, jeg vil ordne senere. De store armbevægelser har talt, og der er nu plads til det, der skal give mere plads indendøre.

Det er begivenhedsrige dage i det officielle liv uden for min lokale verdens navle. Efterdønningerne er ved at rulle forbi efter Michelle- og Panda-pandemien, en whistleblower-helt er indfanget, og demokratier forskellige steder på kloden har henholdsvis fungeret og er gået midlertidigt i sig selv.

En ny menneskeart har set dagens lys – for mindst 67.000 år siden. Der blev fundet knogler og tænder i en Filippinsk grotte i 2007, og nu i 2019 leverer forskere resultatet, at det altså er en hidtil ukendt selvstændig menneskeart – hørende til slægten Homo sammen med neanderthalensis, erectus og os selv, sapiens. De synes at have haft fysiske træk, der minder om både tidligere folk og senere folk.

Nu, hvor jeg er blevet 65+, så kunne jeg risikere – hvis jeg fandt på at studere i mit kommende pensionistliv – at få 12+ på karakterskalaen. Så skal man altså ”turde noget, bringe sig selv i spil og gøre noget ekstraordinært”.

Jeg synes jo, det i sig selv er yderst ekstraordinært at blive – pensionist. Om 125 dage.